Mon nogen forstår, hvordan det er? Jeg glemmer det selv, når hverdagen slider mig i stykker. Når regnen og kulden og trætheden tager al min kraft, så glemmer jeg. Jeg lader ordene ligge et kort stykke tid, og pludselig siver lyset og glæden ud af mig, stille, umærkeligt forsvinder de, indtil jeg står alene tilbage i et tomt, mørkt rum. Så fyldes jeg med rædsel over livets udørk. Som Platons huleboere ser jeg kun skyggerne på væggen, solen, luften, lyset, alt, hvad verden virkelig indeholder, har jeg glemt, og tror som alle andre, at det, jeg har foran mig, er det eneste der findes. At hulen er den eneste virkelighed.
Det eneste, der hjælper, er at lade hverdagen ligge, at sparke den hen i et hjørne, hvor den kan støve til i al ubemærkethed. Så snart det er gjort, har jeg plads igen, så kan jeg ånde frit, fylde mine ører med stilheden, og forsigtig samle ordene op igen. Føle på dem, smage dem, lytte til dem. Og langsomt begynder de at synge på ny. Og langsomt mærker jeg igen solen i mit indre.
