Oplæsning 26.august

Ahem. Så blev det tid til en lille proklamation: den 26.august debuterer jeg som oplæser af egne tekster irl, dvs. ude i den store, stygge virkelighed. Det bliver til arrangementet Ord på Flisen, hvor både garvede forfattere og håbefulde spirer får mikrofontid. Kom forbi hvis I har lyst, det bliver tekster fra bloggen, jeg læser op.

Da jeg bad om brød

Da jeg bad om brød

Gav du mig ord

Jeg tyggede pligtskyldigst

Og sank et par gange

De gled ned uden problemer

Men bagefter fik jeg halsbrand

Og kløende udslæt

Der holdt mig vågen natten igennem

Bogstaverne er for længst opløst

I mavesækkens syrebad

Det runger hult hver gang jeg taler

Eller ser på dig.

Okay, jeg ved ikke helt, hvor tilfreds jeg er med dette digt. Men det er første gang i uhyggeligt lang tid, at jeg har skrevet noget nyt, hvor jeg har forsøgt at sætte ord på en tanke. Og samtidig er det her indlæg en mental note til mig selv om at gå videre med denne tanke, denne idé, når jeg får tid og overskud, hvornår det så end bliver. 

Digtet er et umiddelbart forsøg på at indfange det paradoksale i ordenes magt. På den ene side kan ord ændre verden, på den anden side er ord noget af det fattigste, man kan give et menneske, hvis det ikke får andet. Hvem kan leve af ord alene? Ord bliver tit brugt som undskyldning for ikke at handle, og selv ordmennesker som mig kan føle en vis lede ved ord, der får lov at stå som en tom gestus, fordi de ikke leder til en handling. Ord der får lov at stå alene er ofte ensomme væsener. Ord kan udtrykke følelser, tanker og meninger, men hvis det aldrig bliver til andet end ord, hvad er de så værd? Nogle gange bør ordene tie, så livet kan få plads.