Credo

At insistere på tingenes betydning, på meningen om man vil. Hvis døden lurer på den anden side af muren, er kunsten det eneste, der kan række ud, overvinde afstanden. Det er den eneste mening, der er os givet, netop denne bevægelse, denne udstrakte hånd midt i kaosdansen. Ingen ved, hvor den fører os hen, ingen har set den anden side. Træd ud over kanten eller gå langsomt til grunde i dit lille liv, uden håb om andet end blind lykke.

Pigge eller kløer?

I dag fik jeg lyst til at tage mine pigge på, rulle mig sammen som et pindsvin og ligge på lur for alle, der nærmede sig. Hvem der bare var født som en kat, kunne hvæse og sprutte når man var i dét humør, spinde af tilfredshed og lade sig kæle, når man ellers gad opmærksomheden. Hvem der havde tænder og kløer at vise verden frem for et høfligt, stivnet smil.

En dårlig dag

Der er ikke noget værre end når teksten gør knuder. Når det du vil sige, som du selv synes er uendeligt klogt og indsigtsfuldt (sådan forekommer det i hvert fald oppe i dit hoved), falder til jorden med et brag, når du forsøger at nedfældet det på papir. Pludselig virker det dumt og banalt, det er ikke længere en erkendelse, der kan imponere andre, men blot en skamstøtte over din egen uformåen.

Yahya Hassan

Ærligt talt er jeg bedøvende ligeglad med hans ulykkelige barndom, hans indvandrerbaggrund, hans salgstal og priser, bogens status som nyklassiker og pensum i diverse skoler og gymnasier. Jeg er ligeglad med, om de oplevelser han beretter om er sande eller falske eller både og. Det eneste, en forfatter bør måles på, er sprogets styrke. Og her er jeg fuld af beundring. Hvorfor? Smag på sætninger som denne her:

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

Eller denne:

JEG SPILDTE TYVE LITER MØRKE
OG EN BARNDOM OP AD VÆGGEN
EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN
MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG
HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN

Det eneste en forfatter skal være loyal over for er teksten, sammenhængen, ordene. Om man skildrer sit eget liv eller et fiktivt univers, er reelt ligegyldigt. At skrive er at omskabe verden i sit eget billede, det er aldrig en objektiv sandhed. Det eneste, der betyder noget, er om teksten er skrevet med hjerteblod, om man klipper små bidder af sin sjæl og fletter dem ind i ordene. 

Morgen

Vi står midt på gaden, det er sommer og helt lyst, selvom klokken er 4 om morgen, eller måske nærmere 5. Jeg ved det ikke, jeg er kun halvt vågen, da han trækker sin t-shirt op og afslører et stort ar tværs over maven. Det er helt friskt og lyserødt, langt, mindst 8-10 centimeter. Hvordan har han gjort det, tænker jeg senere, meget senere. Med en nøgle? En neglefil? Ikke en kniv, det bløder ikke. Det kræver opfindsomhed at skabe både smerte og synlige skæremærker i huden, når man sidder uden umiddelbar adgang til skarpe genstande. Han gjorde det på toilettet, fortæller han, mens vi andre sad og tyllede farverige shots. Inden jeg gik kold og faldt i søvn med hovedet hvilende på hans skulder. Nu kigger han på mig, som om han ønsker noget af mig. Sympati? Gråd? Vrede? Jeg husker ikke, hvad jeg siger. Måske står jeg bare og stirrer dumt på hans mave, ude af stand til at udtænke en fornuftig reaktion. Jeg er stadig fuld. Vi har været ude og fejre hele natten i anledning af, at jeg endelig har sagt op på mit dødssyge, forhadte arbejde. Nu skal jeg være forfatter, sådan rigtigt, broerne er brændt, velkommen til et boheme-agtigt kunstnerliv med stort K.

Vi har kendt hinanden i to uger. Præcis for to uger siden slæbte jeg ham med hjem, helt uden tanke for, at vi to uger senere skulle stå her, allerede kærester, allerede med vores første krise undervejs – hvis den netop ikke er brudt ud, nu hvor jeg står ansigt til ansigt med et problem, jeg ikke kan løse. I teorien forstår jeg, hvorfor folk skader sig selv. Jeg kan godt forstå, hvorfor der kan være så mørkt i ens sind, at man må bruge al sin energi på at holde det nede. Han siger, han pludselig ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne lide ham, hvorfor hans venner gad ham. At det gav mere mening, hvis folk i hemmelighed hadede ham. At han pludselig blev overbevist om, at jeg snart ville forlade ham. Måske siger han alt dette nu, her midt på gaden, mens det er alt for tidligt og alt for lyst, og jeg er alt for fuld til at stå i en situation, hvor så meget er på spil. Måske siger han det først senere, da vi begge er ædru og alt bliver forklaret, diskuteret, tilgivet. Jeg husker det ikke. Jeg ved, at jeg gerne vil sætte et lys ind i mørket, for jeg kender til sortsindet, åh hvor jeg kender det. Tvivlen, smerten. Men at skade sig selv? Jeg forstår det ikke, det er fuldstændigt fremmed for mig.

Han går sin vej. Jeg tager bussen hjem, i chok. Hjemme i lejligheden får jeg øje på hans tandbørste og smider den ud med en hidsig bevægelse. Jeg græder, ikke meget, men nok til at bevare min selvrespekt. Jeg opfører mig, som man skal i den situation. Inderst inde er jeg en smule lettet over, at det tilsyneladende er slut, men det er en lettelse jeg undertrykker. Jeg tør ikke stå ved den, ligesom jeg ikke tør stå ved den tvivl, der sneg sig ind på mig i dagene op til krisen. I stedet bringer jeg en forsoning i stand. Han kommer forbi, med roser i hånden, banalt, men jeg er nådig og bliver glad. Vi omfavner hinanden, han ydmyg, brødbetynget, jeg opfyldt af selvsikkerhed, af en sær følelse af triumf. Da vi taler sammen, leger jeg voksen og alvorsfuld. Jeg taler, lytter, taler indtrængende, formanende. Jeg venter kun på det rette tidspunkt til at kysse ham. Alt er godt.

Forskel

Der er det vi kan elske, men ikke bør
og det vi bør elske, men ikke kan.

Pigen med den lyse stemme

Kan du høre hende, det lille barn, den spæde pige med den lyse stemme? Kan du høre hvordan hun forventningsfuldt kalder? Hvis du holder hende, trækker jeg posen over hendes hoved, det er overstået om lidt. Du skal blot holde fast, tag dig ikke af hvis hun spjætter og vrider sig, det er blot krampetrækninger. Om lidt bliver hun slap når luften slipper op. Hold kun fast lidt endnu, jeg lover det snart er forbi.

Efterårsselvhad

"Når kulden og mørket bliver faste størrelser."

Den sætning genlyder i mit hoved i disse uger. Jeg skrev den sidste år, en løsrevet sætning, en vildfaren brik, der måske, måske ikke, passer ind i et større puslespil. Det er nu mange måneder siden, jeg sidst skrev en sætning, jeg synes helt så godt om. I stedet kæler jeg for min blog*, aer de bedste sætninger, beundrer mine valg af ord og formuleringer. Ikke så meget for hvad de udtrykker, men mest af alt for hvordan de udtrykker det. For et par uger siden kom jeg næsten op og diskutere med en kollega, fordi jeg heftigt agiterede for ordenes æstetik i forhold til kulturjournalistik. Og fik samtidig hånet sangerinden Medinas ubehjælpsomt formulerede sange (det var til en fest efter adskillige glas vin). Det føltes godt, det er alt for længe siden jeg har hånet dårligt popmusik. Umodent, men rart. Efterfølgende måtte jeg erkende for mig selv, at mit liv disse måneder mest af alt handler om at tisse i bukserne for at holde mig varm. Eller, måske er mine aktiviteter en smule mere opbyggelige, men resultatet er det samme. En midlertidig, uholdbar løsning. Jeg bruger kulturjournalistik som en undskyldning for reelt at skrive, jeg kaster mig ud i kulturlivet med overdrevet energi, så jeg ikke behøver at stå skoleret for mig selv.

Sagen er nemlig, at jeg slet ikke orker at skrive. Det piner mig, at jeg ikke skriver, men jeg har ikke overskud til det. I en forfattergruppe på Facebook spurgte en af deltagerne igår, hvad vi andre medlemmer levede af. Jeg svarede, og mit svar var åbenbart fornuftigt (fik adskillige likes), men samtidig følte sig mig som en hykler. Fordi jeg ikke har skrevet, end ikke forsøgt at skrive, en ordentlig sætning i mindst to måneder. Findes der ikke regler for dette? Burde man ikke blive stillet offentligt til skue for sin dovenskab? Jeg venter stadig på, at nogen begynder at smide rådne tomater efter mig. Hvis de gjorde, ville jeg have fortjent det.

Note: Fuldtidsjob kan være en forbandelse for den skrivende, det samme kan fritidsinteresser og socialt liv. Man bør helst undgå alle tre ting, hvis man skal være i stand til at tage sig selv seriøst.

*Ikke denne her, der er dybt forsømt. Jeg skriver kulturjournalistik på K for kultur.

Minder

De minder, der ikke vil give slip, men bliver siddende som tæger på kroppen.