Kniven foretrak børnenes vinger
I sin søgen efter føde
Fjerene døde sagte
Og steg til himmels.
lørdag den 13. september 2014
onsdag den 10. september 2014
Eros og død - Birthe Arnbak
Natsværmer
Jeg er skabt af støv og skumring
skjult i mørket har jeg haft
drømme-ro, mens mine vinger
voksede til bærekraft.
Stadig tættere til ilden,
til det hede, røde bål,
stadig nærmere den dødelige flamme er mit mål.
Blødt, uhørligt skal jeg dreje
ind i ilden for at finde
i eet nu før døden lykkens
røde vingepar derinde.
- Birthe Arnbak
Jeg er langtfra nogen ekspert i dansk digtning, jeg har altid haft nemmere ved at læse skønlitteratur. Men dette digt læste jeg i en digterantologi i skolen, blev grebet af det og skrev det ned. I dag, mange år efter, kan jeg stadig få sidste vers på hjernen, der er et eller andet ved den måde, ordene er sat sammen på, og den betydning de udtrykker - livet som en rejse mod døden, eros som en ubønhørlig naturkraft, og hele den fortættede, mystisk messende stemning - der får mig til at huske sætningerne den dag i dag.
Jeg er skabt af støv og skumring
skjult i mørket har jeg haft
drømme-ro, mens mine vinger
voksede til bærekraft.
Stadig tættere til ilden,
til det hede, røde bål,
stadig nærmere den dødelige flamme er mit mål.
Blødt, uhørligt skal jeg dreje
ind i ilden for at finde
i eet nu før døden lykkens
røde vingepar derinde.
- Birthe Arnbak
Jeg er langtfra nogen ekspert i dansk digtning, jeg har altid haft nemmere ved at læse skønlitteratur. Men dette digt læste jeg i en digterantologi i skolen, blev grebet af det og skrev det ned. I dag, mange år efter, kan jeg stadig få sidste vers på hjernen, der er et eller andet ved den måde, ordene er sat sammen på, og den betydning de udtrykker - livet som en rejse mod døden, eros som en ubønhørlig naturkraft, og hele den fortættede, mystisk messende stemning - der får mig til at huske sætningerne den dag i dag.
søndag den 7. september 2014
Ordenes filosofi
Ord der erobrer, ord der klager, ord der ætser. Ordene afgrænser verden, skaber nye lande, nye verdener, nye universer. Pas på ordene, de bider ofte. Når jeg tager dem i munden, skærer jeg tungen på deres skarpe kanter og må spytte de blodige stumper ud igen.
Kragen
Kragen blev klemt ihjel.
Kommentar: Dette er endnu en af de mange sætninger, som jeg kaster ud på bloggen, så den kan blive registreret og derefter opslugt af Googles sorte hul, måske glemt, måske engang fundet igen, som når man finder et potteskår eller en menneskeknogle under metroudgravningen og indlemmer det som en brik i arkæologiens ufuldkomne billede af vores svundne fortid. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad ovenstående sætning skal bruges til, ikke endnu i hvert fald. Når jeg skriver, føler jeg mig ofte som en arkæolog af en art, blot er det ord jeg graver frem og ikke potteskår. Jeg henter en historie op del for del, og har undervejs det møjsommelige arbejde med at sætte skårene sammen til noget, der giver mening. Jeg må bestandigt grave i jorden i håbet om at finde nye dele, som jeg kan tilføje, nogle gange finder jeg kun skidt og skrald, andre gange splinter så små, at de, skønt interessante, er for mikroskopiske, for utydelige til at kunne bruges. Men kun når jeg graver, finder jeg noget. Visse sætninger, som hentes frem fra dybet, giver umiddelbart ikke mening, men de bærer kimen, løftet om en historie. Hvorfor blev kragen klemt ihjel? Jeg ved det ikke, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. Det kommer an på, om jeg på et tidspunkt finder et nyt potteskår, der giver mig en ledetråd, en anelse om, hvem kragen var, hvorfor den er vigtig, om den overhovedet er vigtig. Jeg ved det ikke endnu, men jeg kan lide selve sætningen, det løfte den giver om en historie, som måske, måske ikke bliver indfriet. Imens kan du jo selv overveje, kære læser, hvad der lå til grunde for den stakkels krages død. Hvis du finder svaret, må du meget gerne fortælle mig det, for jeg ved det lige så lidt som du gør.
Kommentar: Dette er endnu en af de mange sætninger, som jeg kaster ud på bloggen, så den kan blive registreret og derefter opslugt af Googles sorte hul, måske glemt, måske engang fundet igen, som når man finder et potteskår eller en menneskeknogle under metroudgravningen og indlemmer det som en brik i arkæologiens ufuldkomne billede af vores svundne fortid. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad ovenstående sætning skal bruges til, ikke endnu i hvert fald. Når jeg skriver, føler jeg mig ofte som en arkæolog af en art, blot er det ord jeg graver frem og ikke potteskår. Jeg henter en historie op del for del, og har undervejs det møjsommelige arbejde med at sætte skårene sammen til noget, der giver mening. Jeg må bestandigt grave i jorden i håbet om at finde nye dele, som jeg kan tilføje, nogle gange finder jeg kun skidt og skrald, andre gange splinter så små, at de, skønt interessante, er for mikroskopiske, for utydelige til at kunne bruges. Men kun når jeg graver, finder jeg noget. Visse sætninger, som hentes frem fra dybet, giver umiddelbart ikke mening, men de bærer kimen, løftet om en historie. Hvorfor blev kragen klemt ihjel? Jeg ved det ikke, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. Det kommer an på, om jeg på et tidspunkt finder et nyt potteskår, der giver mig en ledetråd, en anelse om, hvem kragen var, hvorfor den er vigtig, om den overhovedet er vigtig. Jeg ved det ikke endnu, men jeg kan lide selve sætningen, det løfte den giver om en historie, som måske, måske ikke bliver indfriet. Imens kan du jo selv overveje, kære læser, hvad der lå til grunde for den stakkels krages død. Hvis du finder svaret, må du meget gerne fortælle mig det, for jeg ved det lige så lidt som du gør.
Abonner på:
Opslag (Atom)