Inspiration 3 - mine helte/heltinder

Bøger og forfattere der har inspireret mig (i meget uordentlig, ikke-alfabetisk liste)

Megan Whalen Turner ('The Queen of Attolia', 'The King of Attolia')

Diana Wynne Jones (for mange titler til at de kan nævnes, men ikke alle, ikke de nyeste)

Robin McKinley ('Deerskin')

Neil Gaiman (ALT)

Thit Jensen ('Den erotiske hamster', 'Gerd', 'Stygge Krumpen')

Victor Hugo ('Klokkeren fra Notre Dame')

Alexandre Dumas den ældre ('Greven af Monte Cristo')

John Steinbeck ('Øst for paradis')

Edith Södergran

Edith Wharton

Emily Dickinson

A.S. Byatt

L.M. Montgomery

Pearl S. Buck

Ursula K. le Guin

George R.R. Martin

C.S. Lewis ('Før vi får ansigt')

Charlotte Weitze ('Fandekke', 'Skifting')

Meredith Ann Pierce

William Shakespeare

H.C. Andersen (selvfølgelig)

Knud Wentzel ('Den kongelige familie')

Stort set alt hvad der lugter af eventyr, sagn og myter (selvfølgelig)

Vi har alle vores guder. Mine tilhører min barndom, hvor jeg groft sagt slugte alt, hvad der smagte af bøger. Klassikere, tegneserier, eventyr. Fantasy blev min store kærlighed, da jeg stødte på Diana Wynne Jones. Hende skylder jeg alt, absolut alt, omend jeg heller ikke kan underkende L.M. Montgomerys tidlige indflydelse på min tankeverden. Hvornår kan man sige, at en bog har forandret ens liv? Jones' 'Det magiske slot' ('Howl's Moving Castle', der senere blev popkultur med Hayao Miyazakis filmatisering) var for mig en sådan bog. I mange år rynkede jeg lidt på næsen af J.K. Rowling og hendes uvidende fans (jeg måtte til sidste selv overgive mig og anerkende kvaliteten i hendes bøger - i hvert fald bog 5-7), der troede hun nærmest havde opfundet genren. Jones' mix af myter og eventyr med en genkendelig hverdag var bjergtagende (såvel som dybt underholdende), og uden at vide det forstod jeg instinktivt, at jeg havde fundet guld (jeg var ikke den eneste - kultforfatteren Neil Gaiman skylder Jones mere end de fleste aner). Siden da havde den realistiske litteratur aldrig rigtigt grebet mig. Måske derfor er listen over mine inspirationskilder, over de forfatter og bøger, som jeg med sikkerhed kan sige har øvet en stor indflydelse på min måde at skrive og tænke litteratur på, præget dels af gamle, mere klassiske værker, dels af fantasyforfattere, der beskæftiger sig med mytologier og eventyr i deres værker. Min litterære smag er aldrig fulgt med tiden, men er forblevet håbløst gammeldags, trods litteraturstudier på universitetet og ivrig fritidslæsning af litteraturanmeldelser for at 'følge med'. Men jeg har uendeligt svært ved at læse almindelig nutidslitteratur. Det er lige meget, om det drejer sig om socialrealistisk litteratur, krimier eller de mere poetiske sprogøvelser, som mange Forfatterskolefolk dyrker. Det bliver for tungt, jeg kommer til at kede mig og går ofte i stå. Jeg er ikke selv i stand til at skrive inden for de genrer. Som min skriveunderviser igår bemærkede ved en diskussion af en af mine tekster, bliver min stil ofte prætentiøs (selv ville jeg kalde den stiv eller kunstig), når jeg skal skrive i et realistisk nutidsunivers. Det interesserer mig simpelthen ikke, fordi jeg allerede som barn hjernevaskede mig selv til at holde af de fantastiske genrer. 

Mens jeg læste på universitet faldt jeg over en bog, der fik tingene til at falde på plads i mit hoved. Knud Wentzel havde skrevet en fagbog om de grundlæggende strukturer i folkeeventyrene, og tolket dem ud fra en dybdepsykologisk vinkel. Jeg vil ikke direkte sige, at denne bog ændrede mit liv, men den fik en hel del til at give mening for mig, først og fremmest min egen forkærlighed for eventyrgenren. Som den eneste fagbogsforfatter er han derfor kommet med på listen. I sig selv er listen en anerkendelse af, at intet menneske er en ø, og inspiration kommer ikke ud af det blå, det er stumper og stykker af ting man har hørt, set og læst, som underbevidstheden bygger videre på. Denne liste er min anerkendelse af en række mennesker, som har været med til at forme mig. Uden deres indflydelse ville jeg ikke skrive som jeg gør, og sandsynligvis ville jeg være et andet menneske i dag, hvis jeg aldrig var stødt på dem.

Follow my blog with Bloglovin

Lys

Et skærende, flimrende lys. Søer, bjerge, hele verdener af lys.

Skriveøvelse - fra A til Å

 Min skriveklub havde sidste dag igår, ærgerligt nok, for der er noget sundt ved at sætte sig i et skrivefællesskab, læse hinandens tekster, kritisere og diskutere dem. Jeg har altid elsket at få kritik. Det får mig til at lyde som et dydsmønster, den artige elev, men det er sandt. Jeg husker timerne på Testrup, hvor mine skrivelærer med hård hånd stregede sætning efter sætning ud i mine tekster med et 'Duer ikke, væk!', indtil der (hvis jeg var heldig) kun var ca. en femtedel tilbage af teksten. De andre elever brokkede sig over lærerens hårdhændede metoder, stillede spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, mens jeg, jeg elskede det. Elskede, at nogen gad fortælle mig, når jeg havde skrevet noget lort, eller bare noget, der ikke var helt godt nok. For et par år siden fandt jeg de gamle sider frem fra gemmerne og granskede dem. Jeg kunne se, hvad jeg også havde vidst den gang, at min skrivelærer og jeg ikke havde helt samme smag. Visse linjer havde han rost og ladet stå, fordi jeg her ubevidst havde forsøgt at imitere en stil, han favoriserede. I dag kan jeg se, at der er en vis værdi i disse benådede sætninger, der ikke faldt for hans truende, sorte tusch, men jeg vidste allerede dengang, at de blot var en del af en stiløvelse, ikke en skrivestil, jeg nogensinde ville dyrke, endsige bryde mig om at udforske nærmere.

Men det er sundt at deltage i skriveklubber (undskyld til Stephen King og alle andre forfattere, der snerrende mener, at forfatter bliver man kun i ophøjet ensomhed), sundt at få kritik, opleve hvordan andre opfatter ens tekster. Det er ens første læsere, første publikum. Og det er sundt at lave skriveøvelser. Efter timen kom jeg til at tale med min skrivelærer (den dygtige Lea Fløe Christensen, der klart kan anbefales som underviser) om, hvordan skriveøvelser i bøger ofte er noget hø. De er kedelige og unødigt komplicerede, som om skrivelærere og forfattere er bange for at dele ud af deres bedste øvelser. 

Nu er jeg ikke selv den store øvelsesmester, men en del øvelser har jeg efterhånden været igennem, og mange var både sjove, lærerige og gav et interessant resultat. I min forrige skrivegruppe lavede vi følgende øvelse (ved ikke hvor den stammer fra, så kan ikke kreditere nogen for den, desværre). Jeg har tidligere nævnt, hvordan benspænd og restriktioner kan hjælpe fantasien på vej, og den her øvelse er et godt eksempel på, hvordan du kan få noget meningsfuldt ud af at blive sat i en form for kreativ spændetrøje. 

Øvelsen er simpel: skriv 28 sætninger, én for hvert bogstav i alfabetet, som også skal være begyndelsesbogstavet i hver sætning. De 28 linjer skal give mening, det må ikke være volapyk, men skal helst forme en historie. Øvelsen skal udføres på max.15 minutter, 10 hvis du vil udfordre dig selv yderligere.

Nedenstående tekst er mit resultat af øvelsen. Jeg har ikke redigeret eller omformuleret nogle af sætningerne, den står, som da den lige var skrevet. Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg den hænger fint sammen, omend den er en smule corny i sin højdramatiske tone. Men den er også et godt eksempel på den skrivestil, der falder mig naturlig. Når jeg ikke tænker over det, men lader ordene flyde frit, er det denne slags tekst, der kommer ud i den anden ende.

Fra A til Å

Anden dykkede ned under vandet.

Bølgerne var voldsomme i blæsevejret.

Cikadernes musik var overalt.

Det var morgen lige efter daggry.

Efter solen stod op var det begyndt at storme.

Fjer fra skambidte fugle lå spredt overalt.

Græsset var stænket med deres blod.

Himlen var endnu lys, selvom regnen hang i skyerne.

I dag var varmen så kraftig, at det næsten var ulideligt.

Jernstænger fra et væltet stillads lå midt på vejen.

Kniven var stadig begravet i hendes bryst.

Lyset var blegt og mat som hendes hud.

Mine hænder var endnu våde af hendes blod.

Nye stemmer genlød i det fjerne.

Oppe I landsbyen søgte de efter hende, efter os.

På jorden lå en bylt med mine få ejendele, som jeg havde samlet igår.

Q var brændt ind i hendes håndflade, og på min skulder.

Regnen kom endelig.

Skoene blev klistrede og klamme, jeg gled i den sumpede jord.

To piger kom løbende imod mig.

Unge Sally og mørke Maria. De råbte til mig.

Victor!

Ytringerne var svære at høre i blæsten, der næsten kvalte deres stemmer.

Zeldas tøj klæbede til hendes kolde hud.

Æreløs, havde hun hvisket, inden hun tog kniven fra mig.

Ødelagt. Det havde de kaldt hende, sagde hun, og havde stukket kniven ind.

Åen gik over sine breder i det kraftige regnskyl.

Til ære for 'Fifty Shades of Grey'?

Er det angst hun føler? Hvorfor er hun så rolig, her midt i mørket, mens han holder hende så fast, at hun ikke kan slippe løs? Lyset svinder ind, bliver en fjern plet bagved hende, et øjeblik vender hun hovedet og fanger det sidste glimt af solen, inden alt bliver sort, og hun intet længere kan se. Det giver hende en sær følelse af opstemthed, hvis hun ønsker at rive sig løs nu, er det kun for at gå længere ind, indad og nedad, dybere ind i det ukendte. En lille del af hende er opskræmt. Det er Hades, hvisker den indtrængende, Hades har bortført dig, han fører dig ned i underverdenen, hvor intet levende findes. Hun lukker af for stemmen, det hele føles som en drøm, hun knuger hænderne om vognens kant, lukker øjnene og lytter. Det hele går så hurtigt, hun når lige at opfange bruset fra dødens flod, den vilde gøen fra en hund med tre hoveder, der byder sin herre velkommen hjem, den sagte hvisken fra de døde ånder. Hun mærker kulden, der trænger ind i hendes hud, suger varmen ud af hende, forvandler hende. Hele hendes krop begynder at stikke og prikke, at sitre langsomt, forventningsfuldt. Som om hun står på tærsklen til et stort mysterium. Hun lader sig føre, blindt, som om der venter hende en overraskelse, der vil blive ødelagt, hvis den afsløres for tidligt. Hun fornemmer et rum omkring sig, de er alene nu, ved hun med ét. Nu begynder det, siger hun til sig selv, og åbner øjnene.

Fik i dag positiv feedback på et anslag til en novelle, som skrider meget langsomt frem (som alle andre af mine litterære projekter/planer/ideer). Blev helt opmuntret (igår var jeg ellers begyndt at spekulere på, om jeg bare skulle droppe det og køre fuld skrue med kulturjournalistikken, fordi jeg i et anfald af træthed og irritation over min egen langsomhed pludselig ikke kunne se, hvorfor mine små skriverier skulle have noget som helst specielt at tilbyde verden) og besluttede derfor at bryde min egen beslutning om at skære ned på offentliggørelsen af diverse uddrag, som ikke giver synderligt meget mening uden for kontekst (en kontekst som desværre ikke er færdig endnu). Måske også for at bevise for mig selv, at jeg rent faktisk har skrevet noget, som jeg selv synes giver mening. Hvilket igen er en opmuntring som kan bruges, når folk spørger hvad jeg skriver om, og jeg bare står og kigger lidt og af al magt forsøger ikke at sige "Øh, det er svært at forklare..."

Som nævnt er ovenstående tekst et novelleuddrag baseret på en græsk myte. Og mens jeg genlæste den slog det mig, at jeg vist er i gang med min egen version af 'Fifty Shades of Grey', bare uden knap så meget pisk, håndjern og alt hvad der ellers hører til sadomasochistisk sex. Men det er vist heller ikke med i filmen, så det er okay. Måske (forhåbentlig) er den også bedre skrevet end 'Fifty Shades'- og udover sex med en mørk og indelukket mand handler den vist mest om helt andre ting. Jeg ved det ikke, har faktisk aldrig læst bogen (kunne ikke overskue, at sproget var så dårligt), men den har været så udskældt af diverse nævenyttige kvinder, der er bange for sex, at jeg synes den skal have lidt opbakning. Så altså, dette indlæg er tilegnet E.L.James (som ikke har den fjerneste idé om, hvem jeg er).

Om skønhed

I lørdags, inden København gik amok i skyderier og politifolk og journalister og politikere, så jeg Døden på Det Røde Rum. "Har du husket lommetørklæder?", blev jeg spurgt. Åbenbart var der højrisiko for gråd og snøften blandt publikum. Nej, svarede jeg, og vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg græd heller ikke. Det faldt mig slet ikke ind undervejs, at jeg burde. Men jeg så skuespilleren Johanne Louise Schmidt, og kunne derefter ikke se på andet. Jeg tænkte, at sådan burde en kvinde se ud, sådan burde hun tale og opføre sig. Frygtløst, blødt, stærkt, åbent. Jeg tænkte, at jeg også burde være som hende, bære min personlighed som en fakkel frem for at gemme mig bag farver, makeup og kjoler. De andre kvinder på scenen med deres sødme og kønne træk blegnede, visnede ved siden af den kraft, hun bar frem med sig, med den sikkerhed, der var i hendes stemme. Jeg tænkte, at sådan ville jeg også være, mens jeg samtidig vidste, at jeg ikke turde, ikke kunne. Hun gav mig lyst til at klippe mit hår af i solidaritet og afsværge al udsmykning af krop og ansigt for blot at give mig hen til samme rene ro og styrke.

Danseren, der afløste hende på scenen var langt kønnere end hun, med langt, glat og skinnende hår, smuk når hun svingede den røde, glinsende manke, strakte sine yndefulde ben. Og jeg greb mig selv i at tænke, at en smuk kvinde var et unyttigt væsen, at skønhed er en tom værdi, der skygger for mennesket i personen.Og jeg tænkte, om det er derfor, at visse smukke mennesker irriterer mig - fordi jeg kun kan se deres overflade uden nogen fornemmelse af, hvem de egentlig er inderst inde.

En mand fortalte mig engang, at jeg havde en smuk ryg. Jeg tænkte, det er da en nydelig kompliment, men hvad har det med mig at gøre? Og jeg tænkte, hvis jeg klipper mit lange hår af, vil folk så tro, at jeg er lesbisk? Og jeg følte en hemmelig lettelse over, at jeg ikke var helt så køn som danseren med det lange, røde hår, at jeg ikke kunne danse eller bevæge mig meget yndefuldt. Så kunne jeg beholde mit hår og mine kjoler uden at skamme mig alt for meget, fordi jeg ikke var helt så køn, at jeg mistede min personlighed.

Fantasma på Instagram - succes? Æh...

Efter mange overvejelser (læs: dovenskab) tog Fantasma springet over på de sociale medier, nærmere bestemt Instagram. Det har længe været mit ønske at prøve at kombinere litteratur med den umiddelbarhed, man finder på de sociale medier, at eksperimentere mere med form over for indhold. For let's face it, i denne verden, hvor alverdens information og underholdning kun er få klik væk, er det de færreste, der har tålmodighed til længerevarende fordybelse i mere end korte perioder af deres liv. Resten af tiden skal det skal være let tilgængeligt, umiddelbart forståeligt og hurtigt fordøjeligt, ellers kommer vi nemt til at kede os. Det var meget fint med lange, svære bøger, dengang der ikke var andet underholdning, når du sad hjemme på en mørk vinteraften. Men internet, mobiltelefoner og tablets har gjort, at vi i dag har uanede mængder underholdning lige inden for rækkevidde. Så hvorfor tvinge sig selv igennem noget, der er kedeligt og svært, når man ikke behøver?

I stedet for at begræde tingenes tilstand har jeg længe været nysgerrig efter at prøve dem af, at lege med grænserne mellem det umiddelbare og det svære, det tilgængelige og det skjulte. Og medier som Twitter og Instagram er interessante, fordi de på én gang giver nye muligheder - med få klik kan man potentielt nå ud til tusinder af mennesker, der nemt og hurtigt kan få adgang til at se ens arbejde, og samtidig har disse medier indbyggede benspænd, som eksempelvis Twitters ordbegrænsning.

Digteren Bianca Fløe har fået både omtale og følgere i tusindvis for sit litterære Instagram-projekt #Trylleformuleringer, hvor hun i et år uploadede billeder af små ironiske, melankolske og humoristiske tekster om kærlighed, relationer og sociale medier. Hun er ikke den eneste - Instagram er fyldt med digt-billeder af vekslende kvalitet, altså fotos af ord på papir.

Min taktik er en anden. Mens jeg sagtens kan se det smarte i at tage billeder af sine tekster og lægge dem op, så de bliver synlige for de mange brugere, synes jeg ikke, at denne strategi for alvor udnytter mediet fuldtud. Hvorfor ikke skabe en poesi af billeder? Det gør en hel del af Instagrams brugere allerede, men muligheden for at lave decideret Instagram-litteratur, hvor teksten fletter sig sammen med eller kommenterer billedet, og billedet er udledt af teksten, har jeg ikke set meget til (endnu). Den anonyme digter Rio Jones har for nyligt gjort det, men foretrækker ellers at lægge stemningsfulde fotos af maskinskrevne digte ud på sin profil.

Mit Instagram-eksperiment går således ud på at skabe en sammenhæng mellem ord og billeder, skabe billeddigte frem for billeder af digte og lave et fortælleflow i billederne, hvor billeder og tekster er indbyrdes afhængige.

De første forsøg kan ses allerede nu på ved at søge på #Fantasma og #bloglit. Indtil videre har jeg forsøgt mig med akkompagnerende billeder til teksterne Hverdag (#tekstHverdag, #FantasmaDecember2014) og Minder (#tekstMinder, #FantasmaOktober2014), samt en lille billedserie der kommenterer og leger med teksten Morgen (#tekstMorgen, #FantasmaOktober2014). Ved nærmere eftersyn er jeg ikke sikker på, at det blev helt vellykket. Især ikke, da jeg i starten havde sat hastagget #cutting på billederne (fordi teksten blandt andet handler om det), og pludselig fik et like fra en Suicidal_Loneliness, der selv ser ud til at glorificere cutting på sin profil. Min reaktion var følgende:

Så hvad kan man lære af det? Tja, først og fremmest at likes ikke altid er en god ting, dernæst at hverken Rom eller litterære projekter kom på benene på én dag. Men arbejdet fortsætter, og selvom jeg tvivler på, at jeg opnår Bianca Fløes svimlede Instagram-popularitet (den slags kækt ironiserede/sjove tekster er ikke lige min stil), handler kunst jo netop om at prøve grænser af og skabe nyt. Hvis det falder til jorden, er man i det mindste den erfaring rigere.

PS. For en god ordens skyld: Såret i #bevis1 har absolut ingen virkelig relation til teksten, og den er kun et resultat af selvskade i den forstand, at jeg ved et uheld skar mig på en skarp kant, mens jeg var på ferie. Det er ikke engang særlig drabeligt, men mere skal der åbenbart ikke til for at vække opmærksomhed hos folk med, øh, specielle interesser.