Gik du endelig en morgen bort fra din sjæls stenlampe og lod den stå død tilbage i skoven, som slugte den og voksede i den.
Den var smuldret bort, da du kom tilbage efter tusind år, den var blevet til sand og støv og løbet bort med kilderne i græsset.
- Ole Sarvig, fra Mangfoldighed
Ole Sarvig er en af de digtere, som de færreste kender i dag. Og han er en af de få digtere, som jeg kan blive fuldstændig opslugt af. Hans poesi er gennemsyret af noget mystisk, en underfundig underfuldhed, hvor verden er sær og ukendt og frembringes gennem let messende beskrivelser, et mytisk sted hvor alt kan ske. Jeg er en stor beundrer af hans stemningsskabende sprog, og forsøger at efterligner det i mine egne tekster. Men jeg har endnu ikke skrevet noget så godt som vendingen "din sjæls stenlampe".
