Et møde

Når et menneske pludselig står helt lysende for ens blik, optændt af en usynlig glød. Jeg bærer på disse øjeblikke, så ømt som bar jeg et barn på armen, så forsigtigt som var det et tændt stearinlys holder jeg dette minde i mine hænder, dette møde som jeg værner om. Jeg vil ikke have, at det går ud ved et pludseligt vindpust, men jeg holder det varsomt, bange for at blive brændt. Jeg skærmer denne korte stund, uden at turde undersøge den nærmere, vel vidende at jeg må nå frem til næste lys, næste møde, at den ikke evigt kan ligge som en svagt glitrende sten på bunden af mit sind, vel vidende at den må vokse sig større eller falme, syne hen og blive til en død ting, mat og grå.

Inspiration 2 - kreative benspænd

Benspænd kan være særdeles velegnede til at kalde inspirationen frem, som Lars von Trier for længst har indset. Nedenstående tekst opstod først som led i en skriveøvelse på Testrup Højskole, hvor jeg sidste år valgte at tilbringe min eneste, dyrebare ferieuge med at sidde i små lokaler og svede over tasterne frem for at nyde sommervejret på stranden. Denne tekst skrev jeg den sidste dag, og det var den første tekst jeg havde skrevet i hele ugens forløb, som jeg reelt brød mig om. Resten havde udelukkende været stiløvelser, sjove at skrive, men reelt ubrugelige. Til den sidste øvelse fik jeg og de andre på mit skrivehold stillet følgende opgave: At skrive en tekst, der skulle indeholde mindst 1 sætning lånt fra en af de tekster af en udgivet forfatter, som vi havde læst i forbindelse med undervisningen, mindst 1 sætning fra en af de tekster, vi selv havde skrevet i ugens løb, samt en liste over et eller andet, hvad måtte vi selv bestemme.

Jeg tyvstjal et par sætninger fra en Tomas Tranströmer-tekst (det er okay, hvis du ikke ved, hvem han er, det gjorde jeg heller ikke før den uge) og byggede videre på dem. Dagen før havde vi læst uddrag af 'Pudebogen', en bog skrevet af Sei Shonagon, en japansk hofdame i det 11.århundrede. Bogen er fyldt med små observationer og meditationer over hoflivet, etikette og livsførelse, skrevet i en stemningsmættet, stilfærdigt lyrisk tone. Jeg forsøgte at efterligne den tone og fange en flig af det univers, 'Pudebogen' foregår i. Reelt tænkte jeg dog ikke specielt over, hvad teksten skulle indeholde, jeg startede ved en sætning og skrev det, der faldt mig ind ud fra den inspiration, jeg havde til rådighed og hurtigt voksede der en historie frem mellem linjerne. Slutningen er inspireret af en Ursula K. Le Guin-novelle, 'Det hvide æsel' fra novellesamlingen 'Gwilans harpe', som jeg læste for mange år siden.

Le Guin mestrer kunsten at beskrive basale menneskelige følelser ved hjælp af et simpelt, detaljemættet og stemningsfyldt sprog, og et sprog der er så smukt og samtidig så skarpt skåret, at jeg fyldes med lige dele fryd og beundring, hver gang jeg læser hende. Det er ikke sædvane inden for sci-fi og fantasy-genrene at gøre så meget ud af sproget, men Le Guins bøger er ikke bare underholdning, de er litteratur. Derudover beskæftiger hun sig ofte med tunge emner så som racisme, slaveri og kvindeundertrykkelse, men hun bruger sci-fi og fantasy til at belyse og diskutere emnerne fra en anderledes vinkel, og søger derved at gøre dem alment gyldige. Hun er en af de forfattere, som jeg beundrer allermest og i høj grad lader mig inspirere af.

Denne tekststump er stadig undervejs, det er et anslag frem for en afrundet historie, et fragment af en større fortælling. Jeg har justeret den hist og her, men er stadig ikke sikker på, at den helt har fundet sin rette form. Visse sætninger, der er skrevet til senere for at gøre baggrunden for handlingen lidt mere tydelig for læseren, føler jeg ikke er helt så sprogligt stærke som hovedparten af teksten.

Uden titel

Når der var tæt tåge, og hver bevægelse var usynlig. Når kattene jagede ved midnatstid. Hvad bliver tilbage, når alt andet er forsvundet? En labyrint af øer og vand, som hun kaldte det. Jeg ved ikke, om det er et præcist billede, om det virkelig var sådan. Men havet har trukket sig tilbage og landet er tørt nu. Mine minder er som at se under vand, alting forvrænges, faste størrelser bliver halvt udviskede for øjet. Hun påstår, at kattene dengang var store nok til at sluge en voksen mand hel. Jeg modsiger hende aldrig, hun har for vane at rokke frem og tilbage, mens hun kalder sine minder frem, og det vil ikke være klogt at forstyrre hende i den tilstand. De siger, man aldrig må vække en søvngænger.

Jeg har stadig hendes lister. Synet af de røde tegn på stift papir får mig altid til at tænke på sne i skæret af fuldmånen. Hun skrev først i skjul, bange for at de andre ville le af hende, at hendes far ville skælde ud. Enkelte gav hun til mig, når hun var vred på mig, eller ked af noget, selv når hun var glad, fortalte hun mig det gennem de sirlige tegn på papiret. Hun foretrak at udtrykke sine følelser gennem skriften, frem for at lade dem gå til spilde gennem tale. En af listerne ligger ikke foldet sammen og gemt væk. Det er den sidste hun skrev, mens vi stadig måtte mødes i skjul, før vores bryllup. Den ligger i mit natbord, og når savnet, mindet om hende, som hun engang var, bliver for stort, tager jeg den frem og følger den røde skrift med fingeren. 

Et nyplukket græsstrå

Rå mælk

The brygget på hvide blomster

Asken fra en røgelsespind

En gal mands råben

Smagen af jordrødder om vinteren

Fisk skyllet ned med bittert vand fra brønden

En skål malet med farve fra templet

Piletræets længsel efter bækken

Sagte jamren før daggry

Blodpletter på silketøj

Hun fandt engang en killing, som hun gemte og bragte rester at spise, hvad hun kunne gemme fra måltiderne eller stjæle fra forrådet. Jeg indrømmer, at jeg burde have talt hende fra det. Men hendes øjne skinnede med en særlig ømhed, når hun viste mig det lille væsen, ikke større end den akkurat kunne være i min moders største gryde. Pelsen var sort, den var sandsynligvis løbet væk fra templet på den store ø, men hvordan den var nået til vores ø forstod ingen af os. Hun holdt af at børste dens pels og stryge knurhårene, indtil den blev for vild, og hun ikke længere kunne komme helt tæt på den. Hun forsømte vores møder på grund af dyret, og jeg tror, hendes fravær om natten var det, der fik mig til at arbejde hårdere end nogensinde for at få medgiften på plads. Året efter, da katten for længst var løbet væk, sikkert for at søge op til sine artsfæller i højlandet, kunne jeg endelig overrække hendes fader den krævede sæk med ris. Han sagde, at det var den fineste røde ris han havde set, klappede mig på skulderen og lod sin kone skænke vin til os begge. Men min elskede kom ikke ned fra sit kammer, før den lærde var ankommet med kontrakten. Hendes hånd skælvede svagt, da hun satte sit mærke på papiret.

Undersøgelse

Nogle gange tror jeg, at det er smilet der gør det. Du kender vel smilet? Det må du gøre, det er ikke til at tage fejl af. Det er så strålende, at jeg nogle gange næsten bliver blændet. Det kan være så overvældende, at det synes at lyse alting op, som en lyskegle måske, men nej, det er ikke det rigtige ord, sådan er det ikke. Det er snarere som et roligt, varmt lys, der er på lavt blus når det tændes, og så langsomt skrues op, breder sig mere og mere, til det til sidst når ud i alle kroge. Det er et smil der rammer én, som man kan blive ramt af en solstråle eller et lyn, og det kan tage timer at ryste af sig igen. 
Men smilet i sig selv er ikke nok. Nogle gange bliver jeg rystet, fordi han udtrykker noget, jeg selv har tænkt eller følt, noget der er så rigtigt eller klogt (eftersom jeg deler hans mening, må det, han siger, nødvendigvis være en yderst fornuftig og intelligent udtalelse) eller blot utrolig vigtigt, ja nærmest livsnødvendigt, eller det går i hvert fald op for mig, mens han siger det, og jeg får lyst til at springe op af stolen og råbe ”Ja, du har ret, sådan er det, lige netop sådan!”. 
Men det er heller ikke nok. Mindre vigtigt, men stadig værd at tage i betragtning, er den forunderlige kombination af blikke, tilfældige, skødesløse, måske helt ubevidste. De er enten leende og kombineret med det åh så lysende smil, alvorlige og opmærksomme eller direkte overraskede, når jeg har imponeret ham eller vist en side af mig selv, han ikke havde regnet med. 
Men det, der i sidste ende gør det af med mig, det, der er bedre end noget andet, er de små sære, skøre indfald, små opmærksomheder eller luner, om det er det ene eller det andet kan jeg ikke gennemskue, men bittesmå bevægelser og handlinger, som jeg aldrig for alvor opfatter eller forstår før bagefter. Det er dem jeg gemmer og husker længe, længe efter, dem der er skyld i, at jeg fra nu af aldrig er fuldstændig rolig, ligevægtig eller ligeglad. 

Dette er en undersøgelse baseret på virkelige hændelser. Hvordan beskriver man en snigende forelskelse, så den bliver alment gyldig? Man kan kun tage udgangspunkt i sig selv, i hvad man selv føler eller har følt engang, og så dissekere denne oplevelse, tage det vigtigste, det mest basale fra den og føje sammen på en måde, så det giver mening for andre. Besyngelsen af den elskede er ældgammel, selv Biblen indeholder en lang passage, der i lyriske vendinger beskriver objektet for forfatterens kærlighed. Men hvordan indfanger man selve den stemning, man befinder sig i, når forelskelsen har ramt én? Og hvordan breder man det ud i en tekst, så andre kan spejle sig i følelsen? Jeg er ikke sikker på, hvor godt det sidste er lykkedes mig, måske fordi det er svært at tage noget personligt og omskabe det til noget alment forståeligt. Med det er jo netop også den kunst, som man skal stræbe efter, genkendeligheden skal ramme læseren. Gør denne tekst det? Det, kære læser, må være op til dig at afgøre.

Et svar

Det vigtigste er at blive en stemme. I denne sammenhæng er kroppen ligegyldig, ansigtet, håret, øjnene, arme, bryster, ben. Min person er ligegyldig, og det har ingen betydning hvorvidt jeg er elsket eller hadet. Jeg skal udviske mig selv, så kun ordene står, så kun stemmen er tilbage, er til stede. Om jeg er smuk eller grim, tyk eller tynd, ung eller gammel, kommer ikke sagen ved. Det er væk, udvisket igennem sætningerne, igennem det jeg siger og hvordan jeg siger det, og sætningerne er det eneste, der bør eksistere. Lad blot resten falde, så længe ordene lever.

Inspiration 1 - Otto Frello

Inspiration er livsnødvendig. Al kreativ virksomhed bunder i individets bearbejdelse af udefrakommende indtryk. Det er svaret på spørgsmål, som opstår i mødet med verden, med livet. Inspiration kan være vage strømninger, men også udspringe af noget helt konkret. Ofte er det en sammenblanding af flere ting, der føjer sig sammen inde i ens hoved, så noget nyt opstår.

Otto Frello er en maler, der i sin kunst frembringer og dyrker en arkaisk, farverig og eventyrlig verden. Hans billeder synes altid at stille spørgsmål, som jeg føler mig drevet til at søge svaret på. Ovenstående billede er i mine øjne ikke det mest interessante, rørende eller fortryllende af hans billeder. Men efter mødet med det på en udstilling i Rundetårn sidste år, blandede maleriets motiv sig i min fantasi sammen med et par linjer i et digt af Emily Dickinson (som jeg desværre ikke husker ordret og derfor ikke kan citere her), samt med visse løsrevne linjer, der samtidig rumsterede i mit hoved. Resultatet blev denne ufærdige kladde, der endnu er lidt her og lidt der, et udgangspunkt for en historie, der endnu ikke ved, hvor den skal hen.

Barnet sover i en guldseng i en stor, gylden sal. Det er historiens start, det er sådan jeg fik den fortalt. Var barnet en prins? En prinsesse? Jeg husker det ikke længere. Det er svært at forestille sig gyldne sale her i mørket. Det sidste jeg husker fra den gamle verden er mosbelagte træer der omkranser mørkt vand. Masser af vand. Man kaldte det en sø. Jeg husker, at de gyldne sale blev gravpladser, hvor alle de smukke blev lagt, efterhånden som de døde. De blev begravet dér i al deres pragt, i deres rige klæder, med smykker og juvelbesatte våben. Til sidst var de alle døde, og de engang så herlige paladser blev alle forseglet. Jeg sneg mig derind med min flok, det var adskillige år senere. Vi var i stor nød på det tidspunkt, og alt hvad der kunne opdrives, mad, tøj, redskaber, var uvurderligt. Så vi brød portene op til et par af paladserne, sneg os derind som tyve. Nå ja, vi var vel tyve, men de var jo allerede døde, ikke? De ville ikke savne noget længere. Jeg husker, at alt var groet til, det var et vildnis. De lå der på rad og række, mosset fyldte de dødes munde, læber, øjenhuler. Tøjet var rådnet bort, våbnene rustnet i den fugtige luft. Maden for længst spist af rotter og mus.

Historien gik om et barn, det sidste de havde tilbage. Alle børnene var ellers døde for længst, de var de første der bukkede under for sygdommen. Men dette barn tog de gyldne, de lagde det i en båd, et lille skib formet som en svane. Det sendte de af sted, ud på havet fyldt med mad og vand. Ingen så det siden, ingen ved hvor skibet endte. Der er dem af os, der stadig venter på at barnet vender tilbage, de troende der stadig håber på frelse.