Stjernerne

Stjernerne er glødende askestumper fra en efterladt cigar.

Engang

Engang legede vi som børn i træets grene. Lyset var overalt og ingen steder. Vi kendte hinanden på neglenes spor i barken, og rev ordene itu, før de nåede vores læber.

Vinter

En vinter er det småt med brænde. De graver tørv op fra den lille mose, så de har brændstof nok til komfuret, til at koge grød og suppe, bage brød. De koldeste nætter under midvinteren sover de begge i stuen foran ildstedet for at holde varmen. De kan ikke undvære brænde til ovnene i deres sovekamre. Hver morgen kaster pigen en stor sten ned i brønden for at slå hul på isen. Stenen er fastgjort til et reb, som igen er bundet fast i hejsestangen. Rebet knirker af frost, når hun drejer håndtaget så spanden sænker sig ned mod bunden af brønden. Den er tung at hiver op igen, og der flyder isstumper rundt i det mørke vand. Alt synes at blive til is, hvis det får lov til at stå stille. Mosens vand danner en hård skorpe af is, fast nok til at gå på. Det visne græs knækker under hendes sko, iskrystallerne lægger sig som et fint lag på sten, på træ, på den skovl hun glemmer at tage ind i skuret en aften. Hun forestiller sig, at vinteren hver nat går en runde omkring huset og puster på det med sin ånde, kigger ind af vinduer og søger efter sprækker, hvor den kan nå ind med sine lange, frosne fingre. Hvordan den forsøger at lirke døre og skodder på klem, så den kan trænge ind til dem. Hun er omhyggelig med at sætte slåen for døren hver aften.

Hvis man ikke ved, hvor man skal starte en historie, kan det være en god idé at tage udgangspunkt i noget helt konkret. I dette tilfælde en vinterbeskrivelse. Det handler om at zoome helt tæt på, at gøre beskrivelsen så fysisk, at læseren næsten selv føler, at han/hun er til stede. Men samtidig skal man hele tiden være bevidst om ordenes rytme, hvordan sætningerne flyder, hvilken stemning man vil mane frem. Det handler om at krybe ind i det univers man beskriver, ja faktisk helt ind personerne selv, og se deres verden gennem deres øjne.

Ved du ikke...

Ved du ikke, at ordene er blinde?

Folket

Folket lytter efter fremtidens skridt og går på glasskår gennem stilheden. Væk ikke kærligheden, lad den fortsat drømme om visne roser og vente på sin bannerfører.

Selvmord

Jeg siger til ham, at jeg ikke forstår selvmord. Det er løgn. Jeg forstår det godt, når jeg tænker efter. Jeg forstår godt, at stemmerne inde i ens hoved kan blive så intense, så truende, at man ikke kan holde det ud. Han siger, at han ikke forstår, hvorfor man ikke bare flygter til en tropisk ø, tømmer bankkontoen og prøver at starte på en frisk. Jeg ler af hans bemærkning, der er fortalt muntert, med et smil på læben. Løgnen kommer let til mig, jeg vil gerne virke som en sorgløs, afbalanceret person. Og det er delvist sandt. Jeg tror ikke på selvdestruktion, i praksis finder jeg det dumt, ulogisk. Men jeg ved, hvordan det er at fare vild i sine tanker. Jeg tænker med sympati på en sorthåret dreng, der sad blandt sine gode venner og den pige, han lige havde forelsket sig i, og pludselig følte, at det hele var for meget. Jeg forestiller mig, hvordan han pludselig følte panikken sprede sig ved tanken om alt hvad han havde at miste, hvad han måske allerede var i gang med at miste i samme sekund. Hvorfor skulle hans venner dog kunne lide ham? Og pigen, var hun ikke for klog, for smuk til at holde fast ved én som ham? Jeg forestiller mig, hvordan tanken om dét har været så rædselsfuld, så smertelig, at han ville gøre hvad som helst for at bringe den til tavshed. Hvad som helst.

Mørkets hjerte

Har du aldrig dykket ned i mørkets krogede hjerte? Der, hvor det er så sort, at skyggerne trænger ind i dine lunger som klæbrige slanger.

Noget

Noget findes for enden af labyrinten. Og dette noget er alting, en drøm, en tanke, et monster.