Drengen

Drengen går gennem gangene, taget er en glasplade, han kan se lige op til himlen, men lyset kan ikke trænge igennem glasset. Der er et skær af blåligt mørke over de hvide vægge og de hvide gulve og de hvide døre, drengen opdager, at han ikke kan høre en lyd, end ikke sine egne, slæbende skridt. Hans skygge er stor og blåligt mørk midt i al hvidheden. Han forestiller sig, at der er én som har tændt for stilheden, på samme måde som man tænder for en kontakt, at stilheden er mekanisk og automatisk suger alle lyde til sig som en tør karklud suger væde. På et tidspunkt, tænker han, må stilheden blive så fuld af lyd, at den ikke længere kan opsamle det hele, men må tages udenfor og vrides ren for lyd, og i det lillebitte øjeblik vil man kunne høre lydene i gangen. Lige nu kan han end ikke høre sit eget åndedræt.

Kommentar: Teksten her er en gammel kladde, som jeg oprindeligt skrev for ca. 10 år siden. Den er dermed en af de ældste elementer i det værk, jeg pt. arbejder på (on/off imellem andre projekter), en historie som jeg regner med skal blive min første roman. Denne version er ret ny, en opstrammet version af den gamle tekst, hvor hovedelementerne (drengen, de hvide gange, den sære stilhed) er bibeholdt, mens sproget (forhåbentligt) står skarpere og mere præcist end i den gamle tekst. Hvis jeg skulle være helt ærlig og redelig, burde jeg også lægge den gamle version op, men da jeg er en temmelig forfængelig skribent, får I kun lov til at læse de tekster, som jeg 100% kan stå inde for på nuværende tidspunkt. Tekststumpen her tjener som et glimrende eksempel på, at man som skribent ofte er overladt til et blindt instinkt. Man ved, at noget har en betydning, at denne idé, dette billede er vigtigt nok til at man må forsøge at beskrive det, men man ved ikke hvorfor. Det kan bedst sammenlignes med at lægge et puslespil, hvor man finder en stor og vigtig brik, men endnu ikke har fundet de andre brikker, den hører sammen med. Man ved bare, at de er der, og kan blot håbe på at man vil finde dem ved at lede længe nok.