At sprætte teksten op

At sprætte teksten op som en fisk, partere den og fjerne lunger, lever og hjerte. Tilbage er kun det blodige, pulserende kød, klar til at blive stegt.

Aske

Søger du ud i krogene
brænder vi dine fingre.

Slik asken i dig
og sig tak.

Om at skrive

At skrive. Det er både det sværeste og det letteste i verden. Siden efteråret er jeg begyndt at tjene penge på det. Jeg skriver tekster til virksomheder, hjælper dem med at præsentere sig selv mere formfuldendt. Det giver ikke den store indkomst lige nu, men det er nu alligevel rart at vide, at jeg kan tjene lidt på at skrive, efter at have gjort det gratis i så mange år. 

Det er første gang, jeg har tjent penge udelukkende på mit ordtalent. Spøjst nok, siden det i årevis har været den ene ting, som jeg fik at vide, at jeg for alvor var god til. Okay, det er ikke det eneste jeg kan finde ud af. En del forfattere kan lide at prale med, på en underlig bagvendt måde, at de var nødt til at blive forfattere, fordi de ikke kunne finde ud af andet end at skrive. Sådan har det nu aldrig været for mig, men når der var noget, jeg ikke excellerede i, kunne jeg altid få at vide, at jeg var god til at skrive. Jeg tænkte aldrig rigtig over det, når folk kommenterede det, for det har altid føltes helt naturligt, på samme måde som jeg ikke tænker over, hvorfor jeg har ti tæer og to øjne. Så da min filosofiprofessor på universitetet kritiserede mit forsøg på at skrive en opgave om tyske filosoffer i Mellemkrigstiden (jeg hadede filosofi som pesten og kom kun igennem opgaven, fordi den handlede om kultur og årsagen til menneskets kreativitet), men afsluttede med at bemærke, at jeg trods alt skrev godt, tænkte jeg ikke videre over det. Heller ikke en del år senere, da jeg sagde mit job op efter endelig at have indset, at jeg umuligt kunne finde mig til rette på den arbejdsplads, og desuden havde fået en fornyet tro på, at jeg reelt havde et talent for at skrive litteratur i en eller anden udstrækning, og jeg derfor var nødt til at forfølge den drøm frem for at blive hængende i et trist akademikerjob uden udsigt til andet end penge og en flot titel. Min chef var vist i hemmelighed lettet over at slippe for mig, da vores samarbejde havde været temmelig katastrofalt, men han bemærkede alligevel til slut, at jeg var utrolig dygtig til at skrive. En bemærkning der undrede mig, da mit job havde indeholdt en lang række opgaver, hvor det at skrive kun var en del af det. Men skrive var åbenbart det, han bed mærke i. 

Hvad er så pointen med de her anekdoter? Tja, det er gået op for mig, at jeg hurtigt kan glemme, at jeg rent faktisk har et talent for at skrive. Det sker typisk, når jeg er gået i stå og ikke får skrevet regelmæssigt. For problemet er, at selvom jeg kan ryste fagtekster ud af ærmet til enhver tid, er det langt sværere at skrive kreative tekster. Eller fiktion eller hvad man nu skal kalde dem. Litteratur er en anden term, men det er et ord jeg stadig er for ydmyg til at bruge. Når jeg ikke har skrevet et stykke tid, får jeg svært ved at tro på mit talent. Det er uhyggeligt nemt at miste troen på sig selv, at tale sig selv ned og være kritisk over for det, man skriver. Derfor kommer det bag på mig, når jeg pludselig opdager, at noget jeg har skrevet faktisk er godt. Det bliver også sværere at skrive, fordi jeg bliver ekstra kritisk omkring det jeg skriver.

Det svære ved at skrive er netop, at man skal have en god fornemmelse for, hvornår noget er godt og hvornår det er skidt, hvornår teksten fungerer og hvornår den ikke gør. Men den kreative proces er skrøbelig, fordi man netop skal skrive på en helt anden måde end ellers. Det er derfor, du ikke nødvendigvis kan skrive litteratur, selvom du er en god journalist eller tekstforfatter. Du trækker ikke på de samme energier, når du skal skrive faglige tekster. Der er ingen sikker manual for, hvordan du skriver god fiktion. Men det bedste er at lukke støjen ude. At lade være med at tænke, men bare gøre det. Det handler om at nå en form for nulpunkt i sindet, hvor underbevidstheden tager over. Det er svært, men det kan fremprovokeres, hvis du går forsigtigt til værks. En kendt metode er automatskrift, hvor du simpelthen skriver uden at tænke, skriver lige hvad der falder dig ind. Et af de bedste eksempler på dette er sandsynligvis Julia Camerons berømte 'morgensider', hvor man skriver 3 A4 sider i hånden hver morgen lige når man står op. Jeg er ikke sikker på, at det fungerer så godt for mig - min erfaring er, at jeg skriver lettere, hurtigere og bedre, når jeg bruger en computer. Og så er 3 sider meget at skrive. Men mindre kan også gøre det. Jeg har for nyligt genoptaget automatskriften, og har indtil videre været glad for resultatet. Der kommer ofte interessante tanker, billeder og ordsammensætninger frem, når jeg skriver ud i et uden at tænke, men bare lade skriften udvikle sig, som den selv har lyst. Det kan se ud på mange måder, men her er en af de løse 'automattekster', som jeg et godt tilfreds med. Som helhed er teksten selvfølgelig noget rod, men billederne i teksten er alligevel interssante:

Den nye murmaling brækkede af i tykke flager. Trolden skjuler sig under gulvet, søger at sulte skammen væk. De itubrudte eventyr som soldaterne trampede på med brune støvler, glinsende af ny sværte. Kigger du på birketræerne ud af øjenkrogen, ser du et kort sekund, hvordan de kærtegner hinanden med langfingrede grene. At sidde helt stille midt i strømmen og plukke stjernerne som umodne kirsebær. Natten der aer min kind, stryger mig over håret med sin fløjlstunge. Året der rasler med skørterne, stikker lemmet frem og tisser i en stor purpurstråle ind i fremtiden, som ømmer sig og gnider nakkens ømme pletter, hvor bylder vokser frem som rosenknopper.

Hjerterne

Hjerterne råber på frisk kød
Og sliber tænderne

Efter Bruxelles

Et barn der skriger i mørke gange. Røgen fra et udslukt bål, i gløderne ligger afrevne hænder, der stadig griber jernstænger og smeltede plasticsæder med smuldrende skumgummifyld. 

Hvordan giver man plads til gruen, til skrigene og til angsten, når man ikke selv kender den, når den blot er et fjernt ekko? I dag sker det, tænker jeg, eller måske ikke lige i dag, men snart, lige om hjørnet venter bomben, maskingeværet, manden eller kvinden med de brændende øjne, der ikke længere ser. Om lidt bliver min verden opløst, asfalten smelter og brostenene flyver af sted med et vedhæng af jord og sod. Hvor meget blod vil der være, tænker jeg, hvor meget vil det bløde, hvad vil jeg miste? En arm, et hoved, en fod? Bliver jeg blind af eksplosionen, mister jeg stemmen af at skrige, vil jeg i det hele taget skrige eller bare være stum, fordi jeg hele tiden har været beredt, hele tiden har ventet dette? Går jeg ind i infernoet med oprejst pande? Nej, for det vil komme pludseligt, jeg vil ikke opdage det, før det er sket, ikke registrere noget før jeg hører braget, måske end ikke da. Kaos kommer, også til disse velordnede gader med sirlige cykelstier, blanke fortove, velfriserede butiksfacader.

Du kan ikke vaske mørket væk. Djævlen tager stadig bidder af verden, tygger og bøvser mens han blotter sine hugtænder.