Der var
altid så stille mellem dine hænder, så stille mellem dine øjne. Jeg såede mine
safter i din pande, tilgiv mig, men jeg havde ingen plads tilovers. Vær kun rolig
min ven, jeg sidder klar, øksen er slebet, jeg sidder ved din side og venter på
den dag, de første torne bryder frem som gyldne buler under din hud. Jeg sidder
og kæler for det skarpe blad, smager forsigtig på skaftet og gør mig klar. Vær
kun rolig, øksen ved hvor jeg skal ramme, øksen er din ven og min. Jeg drømmer
blide drømme om den dag den skal skære og hugge, den dag vi skal høste din pandes
bløde børn.
