Flet mig ind i dit sind

Lad kroppen ligge og flet mig ind i dit sind. Der vil jeg sove blandt krogede tanker og lysende drømme, slikke de mørke pletter op og bade i alle de ord, du aldrig fik sagt mig.

Døde stemmer

I stilheden sidder jeg og lytter, men hører kun ekkoet fra døde stemmer.

Sorte dage

Det værste er ikke de andres ligegyldighed. Det værste er de små ord du strør på min vej. Hver en mikroskopisk omtanke er en pæl i mit kød. Det værste er ikke dem der gik, men dig der aldrig kom. Jeg sidder stadig som et lille barn krøbet sammen ved døren og venter. Lytter. Venter på dine skridt, der aldrig lyder i de mørke gange. Det værste er ikke dem der smider mig væk efter brug, det værste er når jeg ser dit ansigt, mens de trænger ind i mig. Der findes ikke den pik, der kan få dig til at forsvinde. Det værste er ikke, når du ikke ser mig, men at du svarer hvis jeg skriver. At du taler til mig, som om du bryder dig om mig. Det værste ord i verden er et ja, der aldrig blev indløst.

At blive husket

Arbejde er en bitch. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: arbejde er frygteligt. Mest af alt fordi det er så pokkers distraherende. Det er pinligt at klikke ind på bloggen og opdage, at jeg ikke har udgivet noget i næsten to måneder. Årsagen: arbejde. Og endda skrivearbejde, hvilket burde gøre det lidt bedre, men arbejde er roden til alt ondt for den skrivende. Og samtidig dybt uundværlig fordi det betaler huslejen, giver smør på brødet, brød på bordet, tøj på kroppen, sko på fødderne, you name it. Plus en masse andre ting, der er rare at have råd til. Kaffe for eksempel, af den dyre københavner-slags, øl til byturen, gaver til fødselsdage og andre ting, der forhindrer at den skrivende bliver fuldstændig isoleret fra omverdenen og udstødt af venner og familie. På sigt måske en ny computer, så den skrivende stadig bliver i stand til at fortsætte med at skrive og udgive, når den gamle skramlekasse snart ikke kan mere. Så arbejde er forfærdeligt, men nogle gange må man bide det i sig, lade romanen blive i skuffen lidt endnu og smøge ærmerne op.

Desværre er jeg sådan indrettet, at jo mere jeg arbejder, jo mindre får jeg skrevet. Jo mindre jeg får skrevet, jo mindre tror jeg på, at jeg rent faktisk kan skrive. Som om jeg konstant skal producere en vis mængde nye ord i kvartalet, før min muse gider bruge tid på mig. Megan Lindholm skrev engang en novelle om præcis dette problem i novellesamlingen The Inheritance & Other Stories - jeg kan ikke huske hvad den hed, men læs hele bogen, det er en ret glimrende samling historier. Anyway, jeg er ikke min egen største fan, når jeg går lidt bagom dansen, og pludselig kan jeg genlæse en af mine gamle tekster og blive helt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er noget værd. Et velkendt problem for selv de bedste forfattere, men når man selv oplever det og ikke har gamle anmeldelser fra tidligere udgivelser at varme sig ved, er det noget lort for selvtilliden. Derfor er det virkelig rart, når små lyspunkter opstå, og man får det mindste skulderklap, der kan skubbe én videre ned af den tornede skrivesti.

Et sådant lyspunkt fik jeg i går. Jeg var til et event arrangeret af VINK, et kulturmagasin hvor jeg af og til udlever min indre kulturnørd som redaktør og skribent, og kom til at sidde over for en ung, kvindelig digter, der var hyret til at læse højt. Mie Mollerup hed hun, og nej, jeg har aldrig hørt om hende før, men endte med at synes godt om hendes oplæsning. Og ikke udelukkende på grund af følgende ordudveksling:

Digter (kigger på mig): Hov, har jeg ikke set dig før?
Mig: Øh... Det ved jeg ikke.
Digter: Det var inde på Hovedbiblioteket, der var oplæsning med skriveklubber. Jeg var derinde én gang tror jeg. Du stod og læste op, en tekst omkring en pige - den var ret syret.
Mig: Øh ja, jo, det gjorde jeg. (samtalen afbrydes da digteren kaldes til scenen).

Okay, det er måske ikke den vildeste kompliment at få, men den oplæsning hun hentydede til foregik for ca. halvandet år tilbage, hvor jeg læste et par tekster op til et arrangement på Hovedbiblioteket. Jeg brugte 3 minutter på det. Hvis nogen kan huske mig efter at have set og hørt mig læse op én gang for mere end et år tilbage som én oplæser blandt 5-10 stykker, og samtidig kan genkalde sig, hvad teksten handlede om, så har vedkommende enten A) En superhukommelse og bør tages i forvaring af PET eller andre der kan udnytte hendes evner maksimalt, eller B) Min tekst har rent faktisk gjort indtryk.

Jeg vælger at tro på B.