Fragment

Glasagtige, gennemsigtige hænder griber ham, som man fanger et faldende blad, og holder ham fast, forsigtigt, som man holder et spædbarn. Og han synes mindre nu, netop en baby i forhold til disse ukendte væsner, der halvt vugger, halvt knuger ham.

Latter

Verden ryster under solens latter.

Endnu en roman-teaser

Om natten lå Elsa under den tunge dundyne og lyttede. Hvis det ikke regnede eller sneede eller blæste for meget, lod tante Flora hende have vinduet på klem. Men selv når det var lukket, lå Elsa i mørket og lyttede, med det ene gardin trukket fra, så hun kunne se op på himlen, hvis hun ikke kunne sove. Og hvis natten ellers var stille, og hun koncentrerede sig nok, med høresansen spændt ud som en buestreng, kunne hun høre stjernerne hviske sammen og planterne bevæge sig i hver deres bane. Og bag disse lyde, hvis hun virkelig anstrengte sine ører til det yderste, kunne hun høre universets åndedrag.

Kloden

Kloden drejer baglæns

I hvisketempo

Æg

Æg udklækkes i vinden

Revnerne i himlen tætnes med skallerne

En hånd

Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, men skal jeg huske noget, bliver det hånden. Hans hånd der lægger sig omkring mit hoved midt under en høflig omfavnelse, blidt og mærkeligt akavet, så der går flere minutter før jeg opfatter bevægelsen, forstår hvad der er sket. Da har vi allerede sagt farvel, jeg er gået videre, han er ude af syne, og selvom jeg forsøger, kan jeg ikke tænke på andet end denne forsigtige, flygtige bevægelse. Jeg prøver at dissekere den, afkode dens betydning, men må give op. Den rummer intet skjult løfte eller budskab, blot en spontan, overrumplende berøring, en vag, forsøgsvis ømhed der aldrig senere bliver forklaret eller gentaget. Noget i mig begynder at synge ganske, ganske sagte, og jeg har ikke magt til at stoppe det. Ikke længere, ikke endnu.

Jeg holder endnu kulden fra livet.

Tid

Tiden der følger mig som en skygge, bider som en gal hund hvis jeg sagtner farten.

Daggry

Daggryet er faret vild
blandt hudbølger

Støvet dækker ordene
og dine øjne

Kill your darlings?

Hjerterne råber på frisk kød

Og sliber tænderne

Fjern kun vitale organer

Blodet vil jeg selv beholde

De har endnu ikke revet pupillerne ud

vi er stadig blinde

Vi spiser de sorte æbler

Ormene er gennemsigtige 

Og smager sødt

Skyggerne er korte og kolde

Døden er en gul plet

På den hvide dug

"Kill your darlings" lyder mantraet for den skrivende. Man er altid omgivet af valg, der bestemmer tone, retning, indhold i teksten. Det hele skal passe sammen, og det kan nogle gange (ofte) være forbandet svært at finde ud af, hvad der skal blive, og hvad der skal væk. Ovenstående sætninger er alle taget fra et gammelt digt, der er fyldt med mine såkaldte 'darlings' - ord og sætninger som jeg er særligt glad for, måske for glad. I hvert fald har jeg aldrig formået at få en vellykket, sammenhængende tekst ud af dem. Måske fordi mange af ordene og sætningerne virker gode på egen hånd, men får primadonnanykker når de skal arbejde sammen med andre. Sådan føles det i hvert fald, når jeg forsøger at få dem til at makke ret. Men du kan ikke tvinge ord til at arbejde sammen, de har en egen vilje og fungerer kun, hvis du er lydhør over for deres ønsker. Sådan er det, hvor kryptisk og tåget det end lyder. Dette indlæg udstiller en lille række af digtets mange, mange sætninger, der indtil videre har nægtet af føje sig. Måske fordi jeg som udgangspunkt havde en meget stor og vild idé om, hvad digtet skulle udtrykke. Det skulle være en skabelsesberetning og en apokalyptisk fortælling, begge dele indpakket (læs: presset ind) i en lyrisk form. 

Jeg har en stor forkærlighed for religiøse mytologier, og mens jeg skrev digtet, var jeg påvirket dels af Johannes' Åbenbaring fra Det Nye Testamentet, dels af en bog med skriverier af den katolske middeelaldermystiker Hildegaard von Bingen, samt en videoinstallation jeg havde oplevet på Aros (som jeg nu har glemt hvad hed, såvel som hvem der havde lavet den). Parret med min hang til det romantiske og lidt svulstige fik jeg skabt en meget usammenhængende, kompliceret tekst. Siden har den ligget gemt på min pc, taget frem og genlæst med jævne mellemrum, men uden at jeg er kommet nærmere en løsning. Jeg har en mistanke om, at jeg fra starten har lagt mig for fast på en form og idé, som ikke er gangbar, og skrevet teksten så meget ud samt forelsket mig i så mange af digtets sætninger, at det er for sent at lave den om, så den bliver et funktionelt hele. Jeg vil ikke offentliggøre teksten i sin helhed, for det ville blive en forvirrende oplevelse for enhver læser, men ovenstående sætninger er tekststumper som jeg stadig håber engang at kunne vriste noget fornuftigt ud af.