Jeg ved
ikke, hvorfor jeg så gerne vil sige nej. Nogle gange føles det, som om det er
en folkesport at sige ja. Som om alt er muligt, så længe du er glad og positiv
og har et åbent sind. Så sig dog ja! lyder mantraet, og de glade små lemminger
marcherer af sted på rad og række, ivrige, smilende, kvidrende mens de rynker
på deres små snuder i bar iver. Nu skal vi ud og udrette noget, synger de i
kor, nu skal vi være glade og sige ja, ja, ja til verden, til livet, til
arbejdet, til det hele! Imens står jeg ude i siden med armene over kors. Jeg
kan ikke lade være, mine arme begynder at klø, hvis de ikke er filtret ind i
hinanden i en afvisende gestus, ligesom min pande gør ondt, hvis den ikke
permanent er knebet sammen i en skeptisk rynke. Jeg kan ikke sige ja, ikke uden
forbehold, jeg har altid en lille troldsplint i hjertet, et lille stykke is i
øjet, der gør mig kølig og kalkulerende, tilbageholdende og kritisk. Jeg vil
ikke sige ja, jeg kan ikke være en lykkelig lille gnaver, jeg kan kun være en
slange, der hvisker ord om tvivl og hårdhed og begrænsninger. Jeg ser altid
sprækkerne, når de andre ser helheden, revnerne i gulvet, de små, sorte pletter.
Men nogle gange ville jeg ønske, jeg blot kunne holde kæft og marchere i takt.
