Morgen

Vi står midt på gaden, det er sommer og helt lyst, selvom klokken er 4 om morgen, eller måske nærmere 5. Jeg ved det ikke, jeg er kun halvt vågen, da han trækker sin t-shirt op og afslører et stort ar tværs over maven. Det er helt friskt og lyserødt, langt, mindst 8-10 centimeter. Hvordan har han gjort det, tænker jeg senere, meget senere. Med en nøgle? En neglefil? Ikke en kniv, det bløder ikke. Det kræver opfindsomhed at skabe både smerte og synlige skæremærker i huden, når man sidder uden umiddelbar adgang til skarpe genstande. Han gjorde det på toilettet, fortæller han, mens vi andre sad og tyllede farverige shots. Inden jeg gik kold og faldt i søvn med hovedet hvilende på hans skulder. Nu kigger han på mig, som om han ønsker noget af mig. Sympati? Gråd? Vrede? Jeg husker ikke, hvad jeg siger. Måske står jeg bare og stirrer dumt på hans mave, ude af stand til at udtænke en fornuftig reaktion. Jeg er stadig fuld. Vi har været ude og fejre hele natten i anledning af, at jeg endelig har sagt op på mit dødssyge, forhadte arbejde. Nu skal jeg være forfatter, sådan rigtigt, broerne er brændt, velkommen til et boheme-agtigt kunstnerliv med stort K.

Vi har kendt hinanden i to uger. Præcis for to uger siden slæbte jeg ham med hjem, helt uden tanke for, at vi to uger senere skulle stå her, allerede kærester, allerede med vores første krise undervejs – hvis den netop ikke er brudt ud, nu hvor jeg står ansigt til ansigt med et problem, jeg ikke kan løse. I teorien forstår jeg, hvorfor folk skader sig selv. Jeg kan godt forstå, hvorfor der kan være så mørkt i ens sind, at man må bruge al sin energi på at holde det nede. Han siger, han pludselig ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne lide ham, hvorfor hans venner gad ham. At det gav mere mening, hvis folk i hemmelighed hadede ham. At han pludselig blev overbevist om, at jeg snart ville forlade ham. Måske siger han alt dette nu, her midt på gaden, mens det er alt for tidligt og alt for lyst, og jeg er alt for fuld til at stå i en situation, hvor så meget er på spil. Måske siger han det først senere, da vi begge er ædru og alt bliver forklaret, diskuteret, tilgivet. Jeg husker det ikke. Jeg ved, at jeg gerne vil sætte et lys ind i mørket, for jeg kender til sortsindet, åh hvor jeg kender det. Tvivlen, smerten. Men at skade sig selv? Jeg forstår det ikke, det er fuldstændigt fremmed for mig.

Han går sin vej. Jeg tager bussen hjem, i chok. Hjemme i lejligheden får jeg øje på hans tandbørste og smider den ud med en hidsig bevægelse. Jeg græder, ikke meget, men nok til at bevare min selvrespekt. Jeg opfører mig, som man skal i den situation. Inderst inde er jeg en smule lettet over, at det tilsyneladende er slut, men det er en lettelse jeg undertrykker. Jeg tør ikke stå ved den, ligesom jeg ikke tør stå ved den tvivl, der sneg sig ind på mig i dagene op til krisen. I stedet bringer jeg en forsoning i stand. Han kommer forbi, med roser i hånden, banalt, men jeg er nådig og bliver glad. Vi omfavner hinanden, han ydmyg, brødbetynget, jeg opfyldt af selvsikkerhed, af en sær følelse af triumf. Da vi taler sammen, leger jeg voksen og alvorsfuld. Jeg taler, lytter, taler indtrængende, formanende. Jeg venter kun på det rette tidspunkt til at kysse ham. Alt er godt.