Ligegyldigheder

Det er underligt, hvor ligeglad jeg bliver, når jeg ikke skriver. Hvor grå verden bliver. Så begynder jeg pludselig at interessere mig for penge, rejser, kærester, lejlighed og status. Ligegyldigheder. Når jeg skriver, bliver det overflødige skrællet væk. Når jeg skriver, mister støvet sin betydning.

Tvivl

Tvivlen sidder som sårskorper på indersiden af mit hoved. Jeg ser den i konernes hvidrynkede ansigter, mændenes indskrumpede pikke. Jeg holdes sammen af tynde tråde, tyggegummi og gammelt lim. Mine fingre flagrer i den mindste brise, neglene klaprer blot man puster til dem, hvert øjeblik på vej til at falde af. Jeg balancerer på kanten, snart på vej til at falde, snart igen på sikker, gyngende grund. Engang var ordene vanddråber på varme sten, åndepust på hastigt indtørret hud, blod der størknede i mundvige og øjenkroge. Nu er de støv i min mund, sandet der dækker gløderne fra løse drømme.

Om hemmeligheder

"Hvad handler din bog så om?" er spørgsmålet, jeg altid får, når jeg fortæller folk, at jeg er i gang med at skrive en roman. Og det er selvfølgelig det værste spørgsmål, du kan stille en forfatter. I mit tilfælde har jeg endnu ikke fået spørgsmålet nok gange til at hade det. Det viser trods alt, at folk er nysgerrige omkring projektet. Men det er i bund og grund et håbløst spørgsmål. I visse tilfælde har forfatteren en ret klar idé om sin bog, men har ikke lyst til at afsløre for meget - bogen skal jo helst opleves på egne præmisser, ikke lide forklaringsdøden i et par opsummerende sætninger.

I mit tilfælde er det dog endnu mere kompliceret, for jeg aner faktisk ikke, hvor min historie er på vej hen. Én gang følte jeg mig presset til at bevise, at jeg rent faktisk havde en bæredygtig idé, og bevægede mig derefter ud i en meget usammenhængende forklaring, der vist ikke rigtig gav mening for min tilhører. Nu bøjer jeg for det meste uden om, afviser pænt at forklare nærmere, henviser evt. til bloggen her, hvis personen er vedholdende. For det er altid ordene, der bør tale for sig sig. Forklaringer kan tale stoffet ihjel. I vores samfund er der en konstant insisteren på at få alt frem i lyset, få det målt og vejet. Selv ufødte børn bliver konkretiseret i form af fosterscanninger, som de stolte, kommende forældre viser frem på Facebook og til middagsselskaber. Der er ikke nogen hemmeligheder tilbage.

Derfor skal man næsten insistere på sine hemmeligheder, på de mørke pletter på ens indre landkort. Man afslører altid kun toppen af isbjerget, men de fleste lader som om, at det er hele bjerget, som drages frem. Det er løgn, for ethvert mennesker er et virvar af sorte pletter, tanker, følelser, drifter og instinkter, som vi hver især kun er vagt bevidste om. Når det gælder bøger, er det bedst at tie, for du kan alligevel ikke forklare til bunds, så meget af stoffet er ubevidst, og når det endelig finder sin faste form, er dette kun toppen af isbjerget - resten ligger skjult i det mørke vand, der går for at være forfatterens sind.

Små sorte hår

De små, sorte hår, der er strøet ud over lagenet. Hver gang hun finder et nyt, samler hun det forsigtigt op, andægtigt næsten, betragter det et øjeblik, dvæler ved det, forsøger at veje mindet i hånden, før hun går hen til skraldespanden og smider det ud. Når alle hårene er væk, er han det også. Hun leder ikke efter hans efterladenskaber, men venter til de dukker op, til hun ingen undskyldning har for at lade dem ligge.

Gem dine fingre

Jorden ryster

regnen danser på marker fyldt med

blod

kom se åndernes vandring over havene

lyt! De hvæsser deres knive

gem dine fingre

Landet som ikke er - fantasien eller døden?

Landet som ikke er
Jeg længes mod landet som ikke er,
for alt det som er er jeg træt af at begære.
Månen fortæller mig i sølvklare runer
om landet som ikke er.
Landet hvor alt hvad vi ønsker bliver underfuldt til,
landet hvor alle vore lænker falder,
landet hvor vi køler de sårede pander
i månens dug.
Mit liv var en hed illusion.
Men ét har jeg fundet og ét har jeg virkelig vundet -
vejen til landet som ikke er.

I landet som ikke er
dér går min elskede med funklende krone.
Hvem er min elskede? Natten er mørk
og stjernerne skælver som svar.
Hvem er min elskede? Hvad er hans navn?
Himlene hvælver sig højere og højere,
og et menneskebarn drukner i endeløse tåger
og ved intet svar.
Men et menneskebarn er intet andet end vished.
Og det strækker sine arme højere end alle himle.
Og der kommer et svar: Jeg er den du elsker
og altid skal elske.

- Edith Södergran

Det her digt er lidt for svulstigt sine steder, men det beskriver en følelse som er velkendt af digtere. Hvem af os kan sige os helt og aldeles fri fra at længes og søge efter 'landet som ikke er'? Vi ved, og ved alligevel ikke, hvad dette land er, hvad det består af. Vi forsøger at indfange det, beskrive det, men det lykkes kun til dels. Alligevel er det vores hjem, langt mere end noget virkeligt sted nogensinde vil være det.

Om at få feedback

Kritik er det bedste i verden for den skrivende. Ikke anmelderens kritik (som jeg endnu har til gode, men forestiller mig ikke er særlig rar, medmindre det er ren ros), men læsernes feedback. Og det er netop derfor, jeg på 3.år deltager i skrivekurser - for kritikkens skyld. Nu bliver mine tekster heller ikke skudt sønder og sammen, men som oftest nænsomt og nysgerrigt læst, med enkelte kritikpunkter, som det mest af alt føles som en lettelse at høre. For selvfølgelig har jeg ikke skrevet noget, der er perfekt eller fejlfrit, selvfølgelig er der ting der skal strammes op, udelades, omformuleres, gentænkes. Selvfølgelig er der det. Men det sidste års tid har det ikke været ret mange, og når jeg har givet mine tekster videre til læsning af fremmede mennesker, bliver de faktisk ikke alene rost, men forstået. Det sidste er det vigtigste, for hvis læserne kan lide mine tekster, men ikke har fattet en bjælde, eller hvad værre er, fuldstændigt misforstået dem, er rosen jo ligegyldig. Mit største problem er at skrive mindre mystisk og mere forståeligt, uden at mine tekster mister deres stemning af noget lidt gådefuldt. Samtidig har jeg en ret klar idé om, hvad jeg vil udtrykke, og hvor jeg vil hen, og derfor er det vigtigt, at læserne er med på hvad jeg mener. Men når en flok på ca. 10 mennesker, der ikke kender mig i forvejen, får stukket to sider af et af min romans første kapitler i hånden og ret hurtigt tyder både mening og undertoner i teksten, så ved jeg, at jeg er på rette spor. Det er en skøn fornemmelse, især når man som jeg pt. er gået i stå, fordi historien stritter i for mange retninger. Det er vidunderligt at få bekræftet følgende: 

1. Jo, jeg kan godt skrive, så folk gider læse det.
2. Når jeg selv er tilfreds med noget, er læserne det for det meste også.
3. Læserne forstår godt, hvad jeg mener, selv når jeg antyder i vilden sky frem for at sige det lige ud.
4. Min historie og mine karakterer er faktisk værd at bruge tid på, også for folk der ikke som jeg er forpligtet til det.

Det er et lærestykke og en oplevelse, der skal fejres, og derfor får I her et af de første afsnit i bogen, offentligt delt for første gang nogensinde:

 

Skoven

Hun måtte ikke gå længere end til skovbrynet. Tante Flora var meget bestemt på det punkt.

”Men hvorfor må jeg ikke gå ind i skoven?” spurgte Elsa. I starten affejede Tante spørgsmålet med et ’fordi jeg siger det’, men da hun blev ved med at spørge og plage, fik hun til sidst at vide, at det var farligt og derfor forbudt.

”Hvordan farligt? Jeg må gerne lege på engen og skrænten, og på stranden når jeg er sammen med dig, hvorfor ikke skoven?”

Så tog Tante Flora hende på skødet og forklarede hende, at de boede på en ø. Øens grænser var havet på den ene side, og skoven på den anden. ”Hvis du kommer for langt ind i skoven, havner du til sidst ude i ingenting. Det omringer dig, inden du når at opdage det, før det er for sent, og så kan du ikke længere vende tilbage, men vil bare bliver suget længere og længere ind.”

”Og hvad sker der så?” Elsa syntes det lød spændende.

”Ingenting sker. I ingentingen, i tomheden kan intet eksistere, heller ikke dig. Du bliver selv til ingenting.”

”Hvad betyder det?”

”Det betyder, Elsa, at du forsvinder, du bliver opløst til luft. Alt hvad der er dig, din krop, dine tanker og følelser, vil forsvinde og bliver til intet. Det betyder, at du ikke længere findes. Forstår du det?”

Elsa havde svært ved at forstå, hvordan man kunne holde op med at findes. Men det lød skræmmende. Ikke at være til. Ikke at kunne spise, sove, drømme eller se, som tante forklarede det. Fra da af holdt hun sig fra skoven.