Flet mig ind i dit sind

Lad kroppen ligge og flet mig ind i dit sind. Der vil jeg sove blandt krogede tanker og lysende drømme, slikke de mørke pletter op og bade i alle de ord, du aldrig fik sagt mig.

Døde stemmer

I stilheden sidder jeg og lytter, men hører kun ekkoet fra døde stemmer.

Sorte dage

Det værste er ikke de andres ligegyldighed. Det værste er de små ord du strør på min vej. Hver en mikroskopisk omtanke er en pæl i mit kød. Det værste er ikke dem der gik, men dig der aldrig kom. Jeg sidder stadig som et lille barn krøbet sammen ved døren og venter. Lytter. Venter på dine skridt, der aldrig lyder i de mørke gange. Det værste er ikke dem der smider mig væk efter brug, det værste er når jeg ser dit ansigt, mens de trænger ind i mig. Der findes ikke den pik, der kan få dig til at forsvinde. Det værste er ikke, når du ikke ser mig, men at du svarer hvis jeg skriver. At du taler til mig, som om du bryder dig om mig. Det værste ord i verden er et ja, der aldrig blev indløst.

At blive husket

Arbejde er en bitch. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: arbejde er frygteligt. Mest af alt fordi det er så pokkers distraherende. Det er pinligt at klikke ind på bloggen og opdage, at jeg ikke har udgivet noget i næsten to måneder. Årsagen: arbejde. Og endda skrivearbejde, hvilket burde gøre det lidt bedre, men arbejde er roden til alt ondt for den skrivende. Og samtidig dybt uundværlig fordi det betaler huslejen, giver smør på brødet, brød på bordet, tøj på kroppen, sko på fødderne, you name it. Plus en masse andre ting, der er rare at have råd til. Kaffe for eksempel, af den dyre københavner-slags, øl til byturen, gaver til fødselsdage og andre ting, der forhindrer at den skrivende bliver fuldstændig isoleret fra omverdenen og udstødt af venner og familie. På sigt måske en ny computer, så den skrivende stadig bliver i stand til at fortsætte med at skrive og udgive, når den gamle skramlekasse snart ikke kan mere. Så arbejde er forfærdeligt, men nogle gange må man bide det i sig, lade romanen blive i skuffen lidt endnu og smøge ærmerne op.

Desværre er jeg sådan indrettet, at jo mere jeg arbejder, jo mindre får jeg skrevet. Jo mindre jeg får skrevet, jo mindre tror jeg på, at jeg rent faktisk kan skrive. Som om jeg konstant skal producere en vis mængde nye ord i kvartalet, før min muse gider bruge tid på mig. Megan Lindholm skrev engang en novelle om præcis dette problem i novellesamlingen The Inheritance & Other Stories - jeg kan ikke huske hvad den hed, men læs hele bogen, det er en ret glimrende samling historier. Anyway, jeg er ikke min egen største fan, når jeg går lidt bagom dansen, og pludselig kan jeg genlæse en af mine gamle tekster og blive helt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er noget værd. Et velkendt problem for selv de bedste forfattere, men når man selv oplever det og ikke har gamle anmeldelser fra tidligere udgivelser at varme sig ved, er det noget lort for selvtilliden. Derfor er det virkelig rart, når små lyspunkter opstå, og man får det mindste skulderklap, der kan skubbe én videre ned af den tornede skrivesti.

Et sådant lyspunkt fik jeg i går. Jeg var til et event arrangeret af VINK, et kulturmagasin hvor jeg af og til udlever min indre kulturnørd som redaktør og skribent, og kom til at sidde over for en ung, kvindelig digter, der var hyret til at læse højt. Mie Mollerup hed hun, og nej, jeg har aldrig hørt om hende før, men endte med at synes godt om hendes oplæsning. Og ikke udelukkende på grund af følgende ordudveksling:

Digter (kigger på mig): Hov, har jeg ikke set dig før?
Mig: Øh... Det ved jeg ikke.
Digter: Det var inde på Hovedbiblioteket, der var oplæsning med skriveklubber. Jeg var derinde én gang tror jeg. Du stod og læste op, en tekst omkring en pige - den var ret syret.
Mig: Øh ja, jo, det gjorde jeg. (samtalen afbrydes da digteren kaldes til scenen).

Okay, det er måske ikke den vildeste kompliment at få, men den oplæsning hun hentydede til foregik for ca. halvandet år tilbage, hvor jeg læste et par tekster op til et arrangement på Hovedbiblioteket. Jeg brugte 3 minutter på det. Hvis nogen kan huske mig efter at have set og hørt mig læse op én gang for mere end et år tilbage som én oplæser blandt 5-10 stykker, og samtidig kan genkalde sig, hvad teksten handlede om, så har vedkommende enten A) En superhukommelse og bør tages i forvaring af PET eller andre der kan udnytte hendes evner maksimalt, eller B) Min tekst har rent faktisk gjort indtryk.

Jeg vælger at tro på B.

Ligegyldigheder

Det er underligt, hvor ligeglad jeg bliver, når jeg ikke skriver. Hvor grå verden bliver. Så begynder jeg pludselig at interessere mig for penge, rejser, kærester, lejlighed og status. Ligegyldigheder. Når jeg skriver, bliver det overflødige skrællet væk. Når jeg skriver, mister støvet sin betydning.

Tvivl

Tvivlen sidder som sårskorper på indersiden af mit hoved. Jeg ser den i konernes hvidrynkede ansigter, mændenes indskrumpede pikke. Jeg holdes sammen af tynde tråde, tyggegummi og gammelt lim. Mine fingre flagrer i den mindste brise, neglene klaprer blot man puster til dem, hvert øjeblik på vej til at falde af. Jeg balancerer på kanten, snart på vej til at falde, snart igen på sikker, gyngende grund. Engang var ordene vanddråber på varme sten, åndepust på hastigt indtørret hud, blod der størknede i mundvige og øjenkroge. Nu er de støv i min mund, sandet der dækker gløderne fra løse drømme.

Om hemmeligheder

"Hvad handler din bog så om?" er spørgsmålet, jeg altid får, når jeg fortæller folk, at jeg er i gang med at skrive en roman. Og det er selvfølgelig det værste spørgsmål, du kan stille en forfatter. I mit tilfælde har jeg endnu ikke fået spørgsmålet nok gange til at hade det. Det viser trods alt, at folk er nysgerrige omkring projektet. Men det er i bund og grund et håbløst spørgsmål. I visse tilfælde har forfatteren en ret klar idé om sin bog, men har ikke lyst til at afsløre for meget - bogen skal jo helst opleves på egne præmisser, ikke lide forklaringsdøden i et par opsummerende sætninger.

I mit tilfælde er det dog endnu mere kompliceret, for jeg aner faktisk ikke, hvor min historie er på vej hen. Én gang følte jeg mig presset til at bevise, at jeg rent faktisk havde en bæredygtig idé, og bevægede mig derefter ud i en meget usammenhængende forklaring, der vist ikke rigtig gav mening for min tilhører. Nu bøjer jeg for det meste uden om, afviser pænt at forklare nærmere, henviser evt. til bloggen her, hvis personen er vedholdende. For det er altid ordene, der bør tale for sig sig. Forklaringer kan tale stoffet ihjel. I vores samfund er der en konstant insisteren på at få alt frem i lyset, få det målt og vejet. Selv ufødte børn bliver konkretiseret i form af fosterscanninger, som de stolte, kommende forældre viser frem på Facebook og til middagsselskaber. Der er ikke nogen hemmeligheder tilbage.

Derfor skal man næsten insistere på sine hemmeligheder, på de mørke pletter på ens indre landkort. Man afslører altid kun toppen af isbjerget, men de fleste lader som om, at det er hele bjerget, som drages frem. Det er løgn, for ethvert mennesker er et virvar af sorte pletter, tanker, følelser, drifter og instinkter, som vi hver især kun er vagt bevidste om. Når det gælder bøger, er det bedst at tie, for du kan alligevel ikke forklare til bunds, så meget af stoffet er ubevidst, og når det endelig finder sin faste form, er dette kun toppen af isbjerget - resten ligger skjult i det mørke vand, der går for at være forfatterens sind.

Små sorte hår

De små, sorte hår, der er strøet ud over lagenet. Hver gang hun finder et nyt, samler hun det forsigtigt op, andægtigt næsten, betragter det et øjeblik, dvæler ved det, forsøger at veje mindet i hånden, før hun går hen til skraldespanden og smider det ud. Når alle hårene er væk, er han det også. Hun leder ikke efter hans efterladenskaber, men venter til de dukker op, til hun ingen undskyldning har for at lade dem ligge.

Gem dine fingre

Jorden ryster

regnen danser på marker fyldt med

blod

kom se åndernes vandring over havene

lyt! De hvæsser deres knive

gem dine fingre