En hyldest til det uperfekte - Testrup 2016

Langt ude i skoven
Ligger huset
Blankt er det
Blindt kalder det
Hver aften kommer
Mændene
De synger sorte sange
Og lytter efter
Evighedens skridt.

Døden lurer ude i skoven
Den kravler gennem dagens støv
Hen mod den lysning
Hvor mændene venter
Med tomme øjne og
Tavse hænder
Mens de vasker
Dagens pletter bort
Og hvæsser deres sværd.

Sidste uge var jeg på 'Tag og skriv!' på Testrup Højskole. Det er anden gang, jeg var med på højskolens sommerskrivekursus. Det er svært at forklare, hvad det gør ved én at tage på højskole for at sidde en hel uge og arbejde med tekster, både ens egne og andres. Når man først er vendt tilbage til dagligdagen, føles denne uge, dette lille afbræk som noget uvirkeligt, drømmeagtigt, fordi det netop er så langt fra hverdagen. Det føles, som om man en kort stund har forladt sit liv, er gået ind i et hemmeligt rum og har lukket døren efter sig, og det, der sker i det rum, har ikke noget med resten af ens liv at gøre. Eller måske er det blot, hvad hverdagen vil have én til at tro, for måske har dette rum mere med ens liv at gøre end de rum, der udgør hverdagens liv. Måske er hverdagen, som ellers har hele huset at boltre sig i, jaloux på dette ene, hemmelighedsfulde lille rum, fordi det rummer noget, som hverdagen ikke kender til, ikke kan nå. Jeg er ikke sikker på, om det her giver mening for andre end mig selv, men nu skriver jeg det ned, for pointen med denne blog er jo netop at forsøge at beskrive livet for en skrivende, og det er sådan her, det tager sig ud for mig.

Det digt, jeg har vedlagt, var et jeg skrev på kursets tredje dag, det var en opgave jeg havde fået af min skriveunderviser. Jeg skulle skrive et digt, helst et digt med en fast form, med vers og rim og med et økonomisk ordforbrug (da min første opgave den uge havde resulteret i en tekst med et meget 'uøkonomisk' sprogbrug, med strømmende, løbske sætninger og ord, der ligesom blevet dynget oven på hinanden - en form jeg i ugens løb fandt ud af, at jeg godt kunne lide, når bare jeg fik uddybet de sproglige billeder og givet teksten en lidt strammere form). Men anyway, jeg skulle skrive et digt, og da jeg er temmelig håbløs til at rime og i det hele taget har svært ved at skrive digte, blev ovenstående tekst resultatet af dagens anstrengelser og frugten af et par timers frustreret kamp for at få ordene til at danne en acceptabel form og et indhold, jeg kunne stå nogenlunde inde for. 

Det er ikke et godt digt. Jeg synes personligt (men hvad pokker ved jeg om det?) heller ikke, at det er et virkelig skidt digt, det fungerer bare ikke helt. Sproget er lidt klodset, sætningerne skurrer lidt mod hinanden, i sin helhed virker det ufuldstændigt. Digtets styrke er til gengæld stemningen, denne fornemmelse af noget mystisk, eventyragtigt og dystert, måske endda truende, såvel som de sproglige billeder i teksten. Jeg kan godt lide tanken om et hus, der blindt ligger og kalder folk til sig, og at det er nogle ganske bestemte mennesker, der adlyder dette kald. Jeg kan godt lide tanken om, at døden er et væsen, der både kan lure og kravle ligesom et dyr eller et menneske, at sange kan være sorte og at dagen kan give én pletter, som man kan ønske at vaske bort igen. Der er noget meget södergransk over digtet, selvfølgelig fordi hendes billedsprog altid synes at smitte af på mig, når jeg forsøger at skrive lyrik. Det sker helt af sig selv, sandsynligvis fordi jeg må have noget at støtte mig til, hvis jeg skal skrive digte, da jeg aldrig rigtigt føler, at den genre passer til mig.

Jeg gengiver digtet her, fordi denne blog frem for alt er et kladdehæfte, hvor fokus er på ufærdige og mangelfulde tekster, på brudstykker frem for helheder. Jeg skrev en anden tekst på højskolen samtidig med min kamp med digtet, en prosatekst som blev skrevet på et øjebliks inspiration, på et af disse velsignede øjeblikke, hvor en række indtryk og tanker pludselig flugtede, flettede sig sammen og i fællesskab skabte noget, som virkelig fungerede. Men denne tekst vil jeg ikke bringe her, for det går ikke at kaste de bedste tekster i grams. Jeg vil højst sandsynligt læse den op, næste gang jeg melder mig til et oplæsningsarrangement i København, men indtil videre skal den ikke udgives her. Denne blog er netop helliget det ufuldstændige, det er det sted, hvor jeg ublufærdigt forsøger at afsløre nogle af mekanismerne bag min skrivning og pege de ting ud, der ikke fungerer, de tekster der knirker og knager og afslører nogle sprækker igennem deres ufuldstændighed. For hvem siger at alting skal være så pokkers perfekt, at man kun må vise noget frem, hvis det er godt?

Din sjæls stenlampe

Gik du endelig en morgen bort fra din sjæls stenlampe og lod den stå død tilbage i skoven, som slugte den og voksede i den.
Den var smuldret bort, da du kom tilbage efter tusind år, den var blevet til sand og støv og løbet bort med kilderne i græsset.

- Ole Sarvig, fra Mangfoldighed

Ole Sarvig er en af de digtere, som de færreste kender i dag. Og han er en af de få digtere, som jeg kan blive fuldstændig opslugt af. Hans poesi er gennemsyret af noget mystisk, en underfundig underfuldhed, hvor verden er sær og ukendt og frembringes gennem let messende beskrivelser, et mytisk sted hvor alt kan ske. Jeg er en stor beundrer af hans stemningsskabende sprog, og forsøger at efterligner det i mine egne tekster. Men jeg har endnu ikke skrevet noget så godt som vendingen "din sjæls stenlampe".

Eros og død - Birthe Arnbak

Natsværmer
Jeg er skabt af støv og skumring
skjult i mørket har jeg haft
drømme-ro, mens mine vinger
voksede til bærekraft.

Stadig tættere til ilden,
til det hede, røde bål,
stadig nærmere den dødelige flamme er mit mål.

Blødt, uhørligt skal jeg dreje
ind i ilden for at finde
i eet nu før døden lykkens
røde vingepar derinde.

- Birthe Arnbak

Jeg er langtfra nogen ekspert i dansk digtning, jeg har altid haft nemmere ved at læse skønlitteratur. Men dette digt læste jeg i en digterantologi i skolen, blev grebet af det og skrev det ned. I dag, mange år efter, kan jeg stadig få sidste vers på hjernen, der er et eller andet ved den måde, ordene er sat sammen på, og den betydning de udtrykker - livet som en rejse mod døden, eros som en ubønhørlig naturkraft, og hele den fortættede, mystisk messende stemning - der får mig til at huske sætningerne den dag i dag.

Verden ifølge Edith Södergran

Stjernerne

Når natten kommer
står jeg på trappen og lytter,
stjernerne sværmer i haven
og jeg står i mørket.
Hør, lyden af en faldende stjerne!
Gå ikke ud i græsset på bare fødder -
min have er fuld af splinter. 

- Edith Södergran