Efter Bruxelles

Et barn der skriger i mørke gange. Røgen fra et udslukt bål, i gløderne ligger afrevne hænder, der stadig griber jernstænger og smeltede plasticsæder med smuldrende skumgummifyld. 

Hvordan giver man plads til gruen, til skrigene og til angsten, når man ikke selv kender den, når den blot er et fjernt ekko? I dag sker det, tænker jeg, eller måske ikke lige i dag, men snart, lige om hjørnet venter bomben, maskingeværet, manden eller kvinden med de brændende øjne, der ikke længere ser. Om lidt bliver min verden opløst, asfalten smelter og brostenene flyver af sted med et vedhæng af jord og sod. Hvor meget blod vil der være, tænker jeg, hvor meget vil det bløde, hvad vil jeg miste? En arm, et hoved, en fod? Bliver jeg blind af eksplosionen, mister jeg stemmen af at skrige, vil jeg i det hele taget skrige eller bare være stum, fordi jeg hele tiden har været beredt, hele tiden har ventet dette? Går jeg ind i infernoet med oprejst pande? Nej, for det vil komme pludseligt, jeg vil ikke opdage det, før det er sket, ikke registrere noget før jeg hører braget, måske end ikke da. Kaos kommer, også til disse velordnede gader med sirlige cykelstier, blanke fortove, velfriserede butiksfacader.

Du kan ikke vaske mørket væk. Djævlen tager stadig bidder af verden, tygger og bøvser mens han blotter sine hugtænder.