Nulpunktet

Den dag jeg ser hendes ansigt tone frem på skærmen, og nederlaget ligger som en maske over hendes træk, og jeg tænker, nu er det sket, nu er fremtiden forbi, nu er tiden til had og flammer og lange knive kommet igen, og intet, intet de siger kan viske dette øjeblik bort, det øjeblik hvor de alle er stumme, hvor de alle er blevet forladt, og mit eget nulpunkt skrumper sammen og forsvinder som en lort, der alligevel ikke vil forlade røvhullet, det røvhul vi nu alle skal trækkes med, det røvhul der vil sætte verden i brand, og jeg tænker nu er den her, den sidste dag, begyndelsen på enden, og jeg begynder at græde, jeg kan slet ikke stoppe, selvom det er akavet og pinligt og slet ikke sådan man skal reagere, og jeg kan ikke stoppe nu, jeg kan ikke stille verden tilbage som man stiller et ur når det er sommertid, det er vinter nu, fimbulvinteren er endelig indtruffet, og jeg er ikke Lee Harvey Oswald, jeg kan ikke ramme, jeg kan slet ikke lide skydevåben, selvom målet er lige foran mig ryster mine hænder, jeg kan ikke vaske pletten bort, den breder sig som et sår, der netop er åbnet igen efter at have været glemt i alle disse år, og jeg mærker endelig ovnenes hede ånde mod mit bryst, mod mit ansigt, mod min kusse.