Efterårsselvhad

"Når kulden og mørket bliver faste størrelser."

Den sætning genlyder i mit hoved i disse uger. Jeg skrev den sidste år, en løsrevet sætning, en vildfaren brik, der måske, måske ikke, passer ind i et større puslespil. Det er nu mange måneder siden, jeg sidst skrev en sætning, jeg synes helt så godt om. I stedet kæler jeg for min blog*, aer de bedste sætninger, beundrer mine valg af ord og formuleringer. Ikke så meget for hvad de udtrykker, men mest af alt for hvordan de udtrykker det. For et par uger siden kom jeg næsten op og diskutere med en kollega, fordi jeg heftigt agiterede for ordenes æstetik i forhold til kulturjournalistik. Og fik samtidig hånet sangerinden Medinas ubehjælpsomt formulerede sange (det var til en fest efter adskillige glas vin). Det føltes godt, det er alt for længe siden jeg har hånet dårligt popmusik. Umodent, men rart. Efterfølgende måtte jeg erkende for mig selv, at mit liv disse måneder mest af alt handler om at tisse i bukserne for at holde mig varm. Eller, måske er mine aktiviteter en smule mere opbyggelige, men resultatet er det samme. En midlertidig, uholdbar løsning. Jeg bruger kulturjournalistik som en undskyldning for reelt at skrive, jeg kaster mig ud i kulturlivet med overdrevet energi, så jeg ikke behøver at stå skoleret for mig selv.

Sagen er nemlig, at jeg slet ikke orker at skrive. Det piner mig, at jeg ikke skriver, men jeg har ikke overskud til det. I en forfattergruppe på Facebook spurgte en af deltagerne igår, hvad vi andre medlemmer levede af. Jeg svarede, og mit svar var åbenbart fornuftigt (fik adskillige likes), men samtidig følte sig mig som en hykler. Fordi jeg ikke har skrevet, end ikke forsøgt at skrive, en ordentlig sætning i mindst to måneder. Findes der ikke regler for dette? Burde man ikke blive stillet offentligt til skue for sin dovenskab? Jeg venter stadig på, at nogen begynder at smide rådne tomater efter mig. Hvis de gjorde, ville jeg have fortjent det.

Note: Fuldtidsjob kan være en forbandelse for den skrivende, det samme kan fritidsinteresser og socialt liv. Man bør helst undgå alle tre ting, hvis man skal være i stand til at tage sig selv seriøst.

*Ikke denne her, der er dybt forsømt. Jeg skriver kulturjournalistik på K for kultur.