Ærligt talt er jeg bedøvende ligeglad med hans ulykkelige barndom, hans indvandrerbaggrund, hans salgstal og priser, bogens status som nyklassiker og pensum i diverse skoler og gymnasier. Jeg er ligeglad med, om de oplevelser han beretter om er sande eller falske eller både og. Det eneste, en forfatter bør måles på, er sprogets styrke. Og her er jeg fuld af beundring. Hvorfor? Smag på sætninger som denne her:
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
Eller denne:
JEG SPILDTE TYVE LITER MØRKE
OG EN BARNDOM OP AD VÆGGEN
EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN
MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG
HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN
Det eneste en forfatter skal være loyal over for er teksten, sammenhængen, ordene. Om man skildrer sit eget liv eller et fiktivt univers, er reelt ligegyldigt. At skrive er at omskabe verden i sit eget billede, det er aldrig en objektiv sandhed. Det eneste, der betyder noget, er om teksten er skrevet med hjerteblod, om man klipper små bidder af sin sjæl og fletter dem ind i ordene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar