Hvorfor jeg skriver

De få øjeblikke, hvor alting står stille. Hvor universet på én gang udvider sig og krymper sammen om ét nu, én tilstedeværelse. Hvor alting bliver stille, klart som vand, destilleret. Hvor verden holder sig respektfuldt på afstand, og tid og rum ophæves for en kort stund. Jeg ved ikke, hvorfor det sker, eller hvad det betyder, men pludselig er jeg et sted i mit sind, hvor alting svæver. Jeg er her, lige nu, i præcis det rum, i min krop, til stede og alligevel ikke. Jeg er ikke længere summen af min hverdag, alting forstørres og bliver til noget mere. Hver bevægelse bliver ladet, på én gang let og tung, tynget af vægten af hele verdens eksistens. Jeg ved aldrig helt, hvad der leder op til disse øjeblikke, hvad der skal til, nogle gange er de bare, og verden forandres for øjnene af mig, træder et skridt tilbage. Det er disse øjeblikke, der får mig til at skrive. Fordi jeg har brug for på én gang at fastholde og beskrive dem. Mine ord er det bedste redskab jeg har til at forklare dem. Andre mennesker tager andre redskaber i brug, og der findes sikkert folk, der aldrig oplever disse øjeblikke, eller hvis de gør, hurtigt glemmer dem igen. Jeg glemmer også. Hverdagen gør sit bedste for at få mig til at glemme, og jeg forsøger også selv at skubbe dem væk. Selve det at blive voksen betyder, at man tvinges til at skubbe dem væk, til at glemme. Mit problem er, at jeg ikke er god nok til at glemme. Jeg husker stadig, og oplever dem igen fra tid til anden. Jeg kan ikke undslippe mine minder, og jeg ved, at hvis jeg forsøger at kvæle dem, vil jeg selv gå under i én eller anden forstand. Derfor må jeg bestandigt jage disse øjeblikke, jage disse få sekunder, hvor alting flyder sammen. Det er som en forelskelse, en følelse af beruselse, men uden at have en genstand for rusen, for denne åndenød, stakåndethed og banken i brystet. Denne følelse er ikke rettet mod et andet menneske, den er bare, på egne vilkår. Den giver alt og kræver alt.