Hvornår er man sjov på skrift? De færreste tænker videre over det, men noget af det sværeste, man kan give sig i kast med, er faktisk at skrive noget sjovt. Jokes, comedy, satire eller bare slet og ret vittige tekster. Det er skidesvært. Derfor har jeg i mange år ikke anset mig selv for at være sjov på skrift. Nogle af mine yndlingsforfattere er virkelig sjove på den der overlegne, elegante måde, hvor humoren løber som en rød tråd gennem teksten. Diana Wynne Jones er f.eks. afsindig morsom i de fleste af sine bøger. Som barn læste jeg Howl's Moving Castle (dansk: Det magiske slot) en milliard gange, fordi hele interaktionen mellem hovedpersonerne var så utrolig sjov. Ikke på den der falden-på-halen-facon, som især dyrkes nutildags, men slet og ret morsom på den listige, underspillede måde, hvor replikker, optrin og interaktion mellem personerne var så vittige, at det var til at falde i svime over. Én ting er at skrive en smuk og dybtfølt tragedie, men oh, at få folk til at le - findes der noget bedre? Det er også én af grundene til, at Jane Austen den dag i dag er en verdensberømt forfatter - hendes bøger svømmer over af den der elegante, engelske humor, hvor man ikke bryder sammen af grin, men blot sidder og klukker og smiler og morer sig gevaldigt. I det hele taget er der ikke noget bedre end intelligent humor. Det er én af grundene til, at jeg knuselsker gamle Bournonville-balletter og en hel del indiefilm - fordi de er sjove på en måde, så man føler sig beriget og klogere af at have set dem.
Der er selvfølgelig også den knap så sofistikerede humor, der til gengæld får én til at grine højlydt. Jeg har et lidt modsætningsfyldt forhold til chick lit, fordi jeg finder de fleste bøger i genren dumme og overfladiske. Men jeg elskede Bridget Jones-bøgerne (1 og 2 vel at mærke) for deres lune selvironi, og uanset hvor fjollede og ofte tåkrummende pinlige bøger, Sophie Kinsella spytter ud på bogmarkedet, har jeg altid haft et ømt punkt for hende, siden jeg for mindst 10 år siden læste Can you keep a Secret? Udelukkende fordi det er én af de få bøger, hvor jeg grinede højlydt næsten hele vejen igennem.
Humor er en svær kunst at mestre, fordi det er så forskelligt, hvad folk synes er sjovt. Og selvom noget er sjovt, er det ikke altid sjovt nok. Så jeg har aldrig haft ambitioner om at skrive sjov litteratur, eller i det hele taget være morsom på skrift. Det var for ærefrygtindgydende, så hellere skrive dybfølt og ophøjet om tragedier, om mord, stormfulde nætter og ulykkelig kærlighed. Alligevel er det en gang imellem smuttet for mig, og jeg har skrevet noget, som trak i modsat retning. Eksempelvis på mit skriveophold på Testrup Højskole, hvor en smuk og poetisk gendigtning af folkeeventyret Vildering Kongesøn og Miseri Mø pludselig blev punkteret af litterær slapstick på syre, hvor diverse fiktive koryfæer som Marilyn Monroe, Othello og Marcus Antonius (altså Shakespeares Antonius, ikke den virkelige person) dukkede op og begyndte at te sig åndssvagt. Det blev lidt søgt i sidste ende, da de to spor i teksten skulle flettes sammen, og i længden kunne jeg ikke opretholde slapsticken, selvom min skrivelærer vist var mere begejstret for den del end for den dybfølte tragedie.
De seneste par år har jeg samvittighedsfuldt holdt humoren ude af min fiktion, hvor jeg som udgangspunkt ikke synes, den har noget at gøre. I stedet er den lige så stille drysset over i andre tekstformer. Da jeg for lidt over 2 år siden begyndte at blogge om kultur, sneg der sig lige så stille en mærkelig selvbevidst, skæv humor-agtig tone ind i flere af mine indlæg, uden at jeg tænkte nærmere over det. Indtil jeg forleden skrev to tekster, som prompte og fra to forskellige sider fik mærkatet 'sjove'. Især den seneste tekst, en sidste øjebliksagtig nytårsopsummering af mine kulturoplevelser i 2015, havde jeg absolut ikke tænkt som sjov (egentlig syntes jeg ikke engang at den var på højde med et par af de tekster, jeg skrev omkring nytåret 2014). Men lige efter nytår fik en ny bekendt et link til teksten, som han læste, mens jeg sad ved siden af og var sådan lidt 'nå ja, det bras'-agtig. Indtil han begyndte at klukke, mens han læste. Flere gange. Og bagefter rakte mig computeren tilbage og udbrød, at han ikke havde troet, at jeg var humorist. Øh hvad?
Men anyway, hele pointen med det her indlæg er, at jeg faktisk er begyndt at forsøge mig med at skrive en litterær (eller hvad man nu skal kalde det) tekst, der som udgangspunkt er humoristisk. Det er godt nok svært, skal jeg hilse og sige! Og det værste er, at så længe jeg selv sidder alene med det, aner jeg ikke, om det virkelig er sjovt, hvor meget af det der er sjovt, og hvor sjovt det egentlig er. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde bliver den store humorist, men det er alligevel rart at vide, at jeg har en snert af noget morsomt i mig.
Grunden til at jeg skriver et helt indlæg om det (for teksten er højst sandsynligt ikke noget, jeg kommer til at uploade her på bloggen, da det er en længere, sammenhængende historie som ikke gør sig godt i små uddrag) er, at jeg længe har været lidt bekymret over, at de tekster jeg har lagt op har virket en kende alvorsfulde og til en vis grad tungsindige. Hvis der er én ting, jeg ikke har lyst til at være, så er det en af nettets mange emo-digtere, der mest af alt skriver om, hvor hårdt og plagsomt livet er. Bare fordi ens tekster virker en kende følelsesfulde, er det jo ikke et fuldendt billede af, hvad jeg skriver. Derfor vil jeg prøve at dyrke en lidt mere humoristisk vinkel i mine tekster, så må vi se hvordan det spænder af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar