Bekendelse

At skrive er ikke at registrere verden, men snarere at genopfinde den, at præge den ord for ord, at sætte sit mærke på den, som kvægavlerne i det vilde vesten brændemærkede deres dyr. At skrive er et forsøg på at famle sig frem i mørket og blindt beskrive det, man får op under neglene. 

Det handler dybest set om at finde eller fremavle noget af betydning. Vi siger, vi gør det for omverdenen, for læseren, til ære for vores samtid eller for kommende generationer. Det er løgn. Vi gør det for os selv, i et desperat livtag med døden, i håbet om at vores ord vil stå tilbage, når vores kød engang er rådnet væk, og alt, hvad der er tilbage af os, blot er støv og aske.

Men hvad skal man så skrive? Sandheden, selvfølgelig. For nogle er sandheden grum og mørk, for andre er den tilsat en skefuld, nogle gange en håndfuld sukker, så sætninger snart er sødmefulde, snart hviner når man sætter tænderne i dem.

Da jeg være yngre, ønskede jeg ikke at beskrive andet end det smukke. Jeg fandt verden så fyldt med ondskab, ødelæggelse og fortvivlelse, at jeg ikke kunne se, hvorfor jeg skulle bidrage til den malstrøm af hæslighed. Hvorfor ikke bruge litteraturen til at skabe noget bedre, noget skønnere, lyse drømme som folk kunne varme sig ved og søge trøst i? Jeg var meget, meget ung, og kendte ikke mig selv særlig godt. Mørket har altid været der, at forsøger at tie om det ville være fejt. Og er der én ting jeg alle dage kæmper med, er det ikke at være fej. Ikke at bøje af midt i malstrømmen. Hvad er livet værd, hvis vi gør det? I stedet prøver jeg at beskrive tingene ærligt, med åben pande og uden fordømmelse. Jeg tror, det var hvad Hemingway krævede, hvad han mente, når han talte om at starte med ”den ene, sande sætning, den mest sande du kender”.  Han talte også om at lægge mærke til sine følelser, til sin omverden, og beskrive det helt, helt ærligt. Sandheden er selvfølgelig relativ, så man kan kun tage udgangspunkt i sin egen sandhed. Den må man til gengæld være tro imod.

Jeg har de seneste par år fundet frem til, at det bedste, det mest ærlige og sande, er at beskrive tingene uden fordømmelse, at sanse åbent både det nydelsesfulde og det smertelige, det smukke og det grimme. Ikke overdrive skønheden eller underdrive gruen, som mange nok føler sig fristet til. Hvis noget er ækelt eller rædselsvækkende, skal læseren mærke dette frem for at blive skånet eller skærmet.

Moderne dansk litteratur interesserer mig ikke synderligt. Hver gang jeg forsøger at læse noget af det, virker teksterne så små og navlepillende, at det bliver intetsigende. Måske er jeg bare uheldig med de bøger jeg vælger. Jeg har indtil videre gemt Yahya Hassan, som man gemmer en godbid til en dag man er ekstra sulten. Ikke fordi jeg forventer en litterær åbenbaring (jeg bliver altid skuffet over værker, som kritikerne har prist til skyerne), men fordi jeg finder hans vrede forfriskende. Den slags er vigtig, at skrive om det der giver fylde, om drama og store følelser, men at beskrive det ærligt, uden overdrivelse. Ikke blot at fedte rundt i sætningerne med et skævt smil, ironi og intellektuelt pis. Ikke blot at pege på sig selv og sige: ”Se hvor klog jeg er!” Det er jo for fanden ikke det, det handler om. 

Man skal have noget på hjerte, man skal røre folk, ruske op i deres inderste, hvis det er muligt. Man skal i hvert fald stræbe efter det. Måske er det derfor, eventyr og myter tiltaler mig så meget. Fordi man her kan taler om de store ting, uden at det bliver banalt, uden at hverdagens middelmådighed kommer i vejen (i hvert fald hvis man er god nok). Det skrevne skal have en betydning, der rækker ud over leg og fjant. Du skal sætte noget på spil, verden, livet, dig selv. Ellers er det ikke noget værd, ikke mere end det navlefnuller du hvirvler op med dit konstante pilleri.