Selvmord

Jeg siger til ham, at jeg ikke forstår selvmord. Det er løgn. Jeg forstår det godt, når jeg tænker efter. Jeg forstår godt, at stemmerne inde i ens hoved kan blive så intense, så truende, at man ikke kan holde det ud. Han siger, at han ikke forstår, hvorfor man ikke bare flygter til en tropisk ø, tømmer bankkontoen og prøver at starte på en frisk. Jeg ler af hans bemærkning, der er fortalt muntert, med et smil på læben. Løgnen kommer let til mig, jeg vil gerne virke som en sorgløs, afbalanceret person. Og det er delvist sandt. Jeg tror ikke på selvdestruktion, i praksis finder jeg det dumt, ulogisk. Men jeg ved, hvordan det er at fare vild i sine tanker. Jeg tænker med sympati på en sorthåret dreng, der sad blandt sine gode venner og den pige, han lige havde forelsket sig i, og pludselig følte, at det hele var for meget. Jeg forestiller mig, hvordan han pludselig følte panikken sprede sig ved tanken om alt hvad han havde at miste, hvad han måske allerede var i gang med at miste i samme sekund. Hvorfor skulle hans venner dog kunne lide ham? Og pigen, var hun ikke for klog, for smuk til at holde fast ved én som ham? Jeg forestiller mig, hvordan tanken om dét har været så rædselsfuld, så smertelig, at han ville gøre hvad som helst for at bringe den til tavshed. Hvad som helst.