Vinter

En vinter er det småt med brænde. De graver tørv op fra den lille mose, så de har brændstof nok til komfuret, til at koge grød og suppe, bage brød. De koldeste nætter under midvinteren sover de begge i stuen foran ildstedet for at holde varmen. De kan ikke undvære brænde til ovnene i deres sovekamre. Hver morgen kaster pigen en stor sten ned i brønden for at slå hul på isen. Stenen er fastgjort til et reb, som igen er bundet fast i hejsestangen. Rebet knirker af frost, når hun drejer håndtaget så spanden sænker sig ned mod bunden af brønden. Den er tung at hiver op igen, og der flyder isstumper rundt i det mørke vand. Alt synes at blive til is, hvis det får lov til at stå stille. Mosens vand danner en hård skorpe af is, fast nok til at gå på. Det visne græs knækker under hendes sko, iskrystallerne lægger sig som et fint lag på sten, på træ, på den skovl hun glemmer at tage ind i skuret en aften. Hun forestiller sig, at vinteren hver nat går en runde omkring huset og puster på det med sin ånde, kigger ind af vinduer og søger efter sprækker, hvor den kan nå ind med sine lange, frosne fingre. Hvordan den forsøger at lirke døre og skodder på klem, så den kan trænge ind til dem. Hun er omhyggelig med at sætte slåen for døren hver aften.

Hvis man ikke ved, hvor man skal starte en historie, kan det være en god idé at tage udgangspunkt i noget helt konkret. I dette tilfælde en vinterbeskrivelse. Det handler om at zoome helt tæt på, at gøre beskrivelsen så fysisk, at læseren næsten selv føler, at han/hun er til stede. Men samtidig skal man hele tiden være bevidst om ordenes rytme, hvordan sætningerne flyder, hvilken stemning man vil mane frem. Det handler om at krybe ind i det univers man beskriver, ja faktisk helt ind personerne selv, og se deres verden gennem deres øjne.