"Hvad handler din bog så om?" er spørgsmålet, jeg altid får, når jeg fortæller folk, at jeg er i gang med at skrive en roman. Og det er selvfølgelig det værste spørgsmål, du kan stille en forfatter. I mit tilfælde har jeg endnu ikke fået spørgsmålet nok gange til at hade det. Det viser trods alt, at folk er nysgerrige omkring projektet. Men det er i bund og grund et håbløst spørgsmål. I visse tilfælde har forfatteren en ret klar idé om sin bog, men har ikke lyst til at afsløre for meget - bogen skal jo helst opleves på egne præmisser, ikke lide forklaringsdøden i et par opsummerende sætninger.
I mit tilfælde er det dog endnu mere kompliceret, for jeg aner faktisk ikke, hvor min historie er på vej hen. Én gang følte jeg mig presset til at bevise, at jeg rent faktisk havde en bæredygtig idé, og bevægede mig derefter ud i en meget usammenhængende forklaring, der vist ikke rigtig gav mening for min tilhører. Nu bøjer jeg for det meste uden om, afviser pænt at forklare nærmere, henviser evt. til bloggen her, hvis personen er vedholdende. For det er altid ordene, der bør tale for sig sig. Forklaringer kan tale stoffet ihjel. I vores samfund er der en konstant insisteren på at få alt frem i lyset, få det målt og vejet. Selv ufødte børn bliver konkretiseret i form af fosterscanninger, som de stolte, kommende forældre viser frem på Facebook og til middagsselskaber. Der er ikke nogen hemmeligheder tilbage.
Derfor skal man næsten insistere på sine hemmeligheder, på de mørke pletter på ens indre landkort. Man afslører altid kun toppen af isbjerget, men de fleste lader som om, at det er hele bjerget, som drages frem. Det er løgn, for ethvert mennesker er et virvar af sorte pletter, tanker, følelser, drifter og instinkter, som vi hver især kun er vagt bevidste om. Når det gælder bøger, er det bedst at tie, for du kan alligevel ikke forklare til bunds, så meget af stoffet er ubevidst, og når det endelig finder sin faste form, er dette kun toppen af isbjerget - resten ligger skjult i det mørke vand, der går for at være forfatterens sind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar