En hyldest til det uperfekte - Testrup 2016

Langt ude i skoven
Ligger huset
Blankt er det
Blindt kalder det
Hver aften kommer
Mændene
De synger sorte sange
Og lytter efter
Evighedens skridt.

Døden lurer ude i skoven
Den kravler gennem dagens støv
Hen mod den lysning
Hvor mændene venter
Med tomme øjne og
Tavse hænder
Mens de vasker
Dagens pletter bort
Og hvæsser deres sværd.

Sidste uge var jeg på 'Tag og skriv!' på Testrup Højskole. Det er anden gang, jeg var med på højskolens sommerskrivekursus. Det er svært at forklare, hvad det gør ved én at tage på højskole for at sidde en hel uge og arbejde med tekster, både ens egne og andres. Når man først er vendt tilbage til dagligdagen, føles denne uge, dette lille afbræk som noget uvirkeligt, drømmeagtigt, fordi det netop er så langt fra hverdagen. Det føles, som om man en kort stund har forladt sit liv, er gået ind i et hemmeligt rum og har lukket døren efter sig, og det, der sker i det rum, har ikke noget med resten af ens liv at gøre. Eller måske er det blot, hvad hverdagen vil have én til at tro, for måske har dette rum mere med ens liv at gøre end de rum, der udgør hverdagens liv. Måske er hverdagen, som ellers har hele huset at boltre sig i, jaloux på dette ene, hemmelighedsfulde lille rum, fordi det rummer noget, som hverdagen ikke kender til, ikke kan nå. Jeg er ikke sikker på, om det her giver mening for andre end mig selv, men nu skriver jeg det ned, for pointen med denne blog er jo netop at forsøge at beskrive livet for en skrivende, og det er sådan her, det tager sig ud for mig.

Det digt, jeg har vedlagt, var et jeg skrev på kursets tredje dag, det var en opgave jeg havde fået af min skriveunderviser. Jeg skulle skrive et digt, helst et digt med en fast form, med vers og rim og med et økonomisk ordforbrug (da min første opgave den uge havde resulteret i en tekst med et meget 'uøkonomisk' sprogbrug, med strømmende, løbske sætninger og ord, der ligesom blevet dynget oven på hinanden - en form jeg i ugens løb fandt ud af, at jeg godt kunne lide, når bare jeg fik uddybet de sproglige billeder og givet teksten en lidt strammere form). Men anyway, jeg skulle skrive et digt, og da jeg er temmelig håbløs til at rime og i det hele taget har svært ved at skrive digte, blev ovenstående tekst resultatet af dagens anstrengelser og frugten af et par timers frustreret kamp for at få ordene til at danne en acceptabel form og et indhold, jeg kunne stå nogenlunde inde for. 

Det er ikke et godt digt. Jeg synes personligt (men hvad pokker ved jeg om det?) heller ikke, at det er et virkelig skidt digt, det fungerer bare ikke helt. Sproget er lidt klodset, sætningerne skurrer lidt mod hinanden, i sin helhed virker det ufuldstændigt. Digtets styrke er til gengæld stemningen, denne fornemmelse af noget mystisk, eventyragtigt og dystert, måske endda truende, såvel som de sproglige billeder i teksten. Jeg kan godt lide tanken om et hus, der blindt ligger og kalder folk til sig, og at det er nogle ganske bestemte mennesker, der adlyder dette kald. Jeg kan godt lide tanken om, at døden er et væsen, der både kan lure og kravle ligesom et dyr eller et menneske, at sange kan være sorte og at dagen kan give én pletter, som man kan ønske at vaske bort igen. Der er noget meget södergransk over digtet, selvfølgelig fordi hendes billedsprog altid synes at smitte af på mig, når jeg forsøger at skrive lyrik. Det sker helt af sig selv, sandsynligvis fordi jeg må have noget at støtte mig til, hvis jeg skal skrive digte, da jeg aldrig rigtigt føler, at den genre passer til mig.

Jeg gengiver digtet her, fordi denne blog frem for alt er et kladdehæfte, hvor fokus er på ufærdige og mangelfulde tekster, på brudstykker frem for helheder. Jeg skrev en anden tekst på højskolen samtidig med min kamp med digtet, en prosatekst som blev skrevet på et øjebliks inspiration, på et af disse velsignede øjeblikke, hvor en række indtryk og tanker pludselig flugtede, flettede sig sammen og i fællesskab skabte noget, som virkelig fungerede. Men denne tekst vil jeg ikke bringe her, for det går ikke at kaste de bedste tekster i grams. Jeg vil højst sandsynligt læse den op, næste gang jeg melder mig til et oplæsningsarrangement i København, men indtil videre skal den ikke udgives her. Denne blog er netop helliget det ufuldstændige, det er det sted, hvor jeg ublufærdigt forsøger at afsløre nogle af mekanismerne bag min skrivning og pege de ting ud, der ikke fungerer, de tekster der knirker og knager og afslører nogle sprækker igennem deres ufuldstændighed. For hvem siger at alting skal være så pokkers perfekt, at man kun må vise noget frem, hvis det er godt?

Skriveøvelse - fra A til Å

 Min skriveklub havde sidste dag igår, ærgerligt nok, for der er noget sundt ved at sætte sig i et skrivefællesskab, læse hinandens tekster, kritisere og diskutere dem. Jeg har altid elsket at få kritik. Det får mig til at lyde som et dydsmønster, den artige elev, men det er sandt. Jeg husker timerne på Testrup, hvor mine skrivelærer med hård hånd stregede sætning efter sætning ud i mine tekster med et 'Duer ikke, væk!', indtil der (hvis jeg var heldig) kun var ca. en femtedel tilbage af teksten. De andre elever brokkede sig over lærerens hårdhændede metoder, stillede spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, mens jeg, jeg elskede det. Elskede, at nogen gad fortælle mig, når jeg havde skrevet noget lort, eller bare noget, der ikke var helt godt nok. For et par år siden fandt jeg de gamle sider frem fra gemmerne og granskede dem. Jeg kunne se, hvad jeg også havde vidst den gang, at min skrivelærer og jeg ikke havde helt samme smag. Visse linjer havde han rost og ladet stå, fordi jeg her ubevidst havde forsøgt at imitere en stil, han favoriserede. I dag kan jeg se, at der er en vis værdi i disse benådede sætninger, der ikke faldt for hans truende, sorte tusch, men jeg vidste allerede dengang, at de blot var en del af en stiløvelse, ikke en skrivestil, jeg nogensinde ville dyrke, endsige bryde mig om at udforske nærmere.

Men det er sundt at deltage i skriveklubber (undskyld til Stephen King og alle andre forfattere, der snerrende mener, at forfatter bliver man kun i ophøjet ensomhed), sundt at få kritik, opleve hvordan andre opfatter ens tekster. Det er ens første læsere, første publikum. Og det er sundt at lave skriveøvelser. Efter timen kom jeg til at tale med min skrivelærer (den dygtige Lea Fløe Christensen, der klart kan anbefales som underviser) om, hvordan skriveøvelser i bøger ofte er noget hø. De er kedelige og unødigt komplicerede, som om skrivelærere og forfattere er bange for at dele ud af deres bedste øvelser. 

Nu er jeg ikke selv den store øvelsesmester, men en del øvelser har jeg efterhånden været igennem, og mange var både sjove, lærerige og gav et interessant resultat. I min forrige skrivegruppe lavede vi følgende øvelse (ved ikke hvor den stammer fra, så kan ikke kreditere nogen for den, desværre). Jeg har tidligere nævnt, hvordan benspænd og restriktioner kan hjælpe fantasien på vej, og den her øvelse er et godt eksempel på, hvordan du kan få noget meningsfuldt ud af at blive sat i en form for kreativ spændetrøje. 

Øvelsen er simpel: skriv 28 sætninger, én for hvert bogstav i alfabetet, som også skal være begyndelsesbogstavet i hver sætning. De 28 linjer skal give mening, det må ikke være volapyk, men skal helst forme en historie. Øvelsen skal udføres på max.15 minutter, 10 hvis du vil udfordre dig selv yderligere.

Nedenstående tekst er mit resultat af øvelsen. Jeg har ikke redigeret eller omformuleret nogle af sætningerne, den står, som da den lige var skrevet. Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg den hænger fint sammen, omend den er en smule corny i sin højdramatiske tone. Men den er også et godt eksempel på den skrivestil, der falder mig naturlig. Når jeg ikke tænker over det, men lader ordene flyde frit, er det denne slags tekst, der kommer ud i den anden ende.

Fra A til Å

Anden dykkede ned under vandet.

Bølgerne var voldsomme i blæsevejret.

Cikadernes musik var overalt.

Det var morgen lige efter daggry.

Efter solen stod op var det begyndt at storme.

Fjer fra skambidte fugle lå spredt overalt.

Græsset var stænket med deres blod.

Himlen var endnu lys, selvom regnen hang i skyerne.

I dag var varmen så kraftig, at det næsten var ulideligt.

Jernstænger fra et væltet stillads lå midt på vejen.

Kniven var stadig begravet i hendes bryst.

Lyset var blegt og mat som hendes hud.

Mine hænder var endnu våde af hendes blod.

Nye stemmer genlød i det fjerne.

Oppe I landsbyen søgte de efter hende, efter os.

På jorden lå en bylt med mine få ejendele, som jeg havde samlet igår.

Q var brændt ind i hendes håndflade, og på min skulder.

Regnen kom endelig.

Skoene blev klistrede og klamme, jeg gled i den sumpede jord.

To piger kom løbende imod mig.

Unge Sally og mørke Maria. De råbte til mig.

Victor!

Ytringerne var svære at høre i blæsten, der næsten kvalte deres stemmer.

Zeldas tøj klæbede til hendes kolde hud.

Æreløs, havde hun hvisket, inden hun tog kniven fra mig.

Ødelagt. Det havde de kaldt hende, sagde hun, og havde stukket kniven ind.

Åen gik over sine breder i det kraftige regnskyl.

Inspiration 2 - kreative benspænd

Benspænd kan være særdeles velegnede til at kalde inspirationen frem, som Lars von Trier for længst har indset. Nedenstående tekst opstod først som led i en skriveøvelse på Testrup Højskole, hvor jeg sidste år valgte at tilbringe min eneste, dyrebare ferieuge med at sidde i små lokaler og svede over tasterne frem for at nyde sommervejret på stranden. Denne tekst skrev jeg den sidste dag, og det var den første tekst jeg havde skrevet i hele ugens forløb, som jeg reelt brød mig om. Resten havde udelukkende været stiløvelser, sjove at skrive, men reelt ubrugelige. Til den sidste øvelse fik jeg og de andre på mit skrivehold stillet følgende opgave: At skrive en tekst, der skulle indeholde mindst 1 sætning lånt fra en af de tekster af en udgivet forfatter, som vi havde læst i forbindelse med undervisningen, mindst 1 sætning fra en af de tekster, vi selv havde skrevet i ugens løb, samt en liste over et eller andet, hvad måtte vi selv bestemme.

Jeg tyvstjal et par sætninger fra en Tomas Tranströmer-tekst (det er okay, hvis du ikke ved, hvem han er, det gjorde jeg heller ikke før den uge) og byggede videre på dem. Dagen før havde vi læst uddrag af 'Pudebogen', en bog skrevet af Sei Shonagon, en japansk hofdame i det 11.århundrede. Bogen er fyldt med små observationer og meditationer over hoflivet, etikette og livsførelse, skrevet i en stemningsmættet, stilfærdigt lyrisk tone. Jeg forsøgte at efterligne den tone og fange en flig af det univers, 'Pudebogen' foregår i. Reelt tænkte jeg dog ikke specielt over, hvad teksten skulle indeholde, jeg startede ved en sætning og skrev det, der faldt mig ind ud fra den inspiration, jeg havde til rådighed og hurtigt voksede der en historie frem mellem linjerne. Slutningen er inspireret af en Ursula K. Le Guin-novelle, 'Det hvide æsel' fra novellesamlingen 'Gwilans harpe', som jeg læste for mange år siden.

Le Guin mestrer kunsten at beskrive basale menneskelige følelser ved hjælp af et simpelt, detaljemættet og stemningsfyldt sprog, og et sprog der er så smukt og samtidig så skarpt skåret, at jeg fyldes med lige dele fryd og beundring, hver gang jeg læser hende. Det er ikke sædvane inden for sci-fi og fantasy-genrene at gøre så meget ud af sproget, men Le Guins bøger er ikke bare underholdning, de er litteratur. Derudover beskæftiger hun sig ofte med tunge emner så som racisme, slaveri og kvindeundertrykkelse, men hun bruger sci-fi og fantasy til at belyse og diskutere emnerne fra en anderledes vinkel, og søger derved at gøre dem alment gyldige. Hun er en af de forfattere, som jeg beundrer allermest og i høj grad lader mig inspirere af.

Denne tekststump er stadig undervejs, det er et anslag frem for en afrundet historie, et fragment af en større fortælling. Jeg har justeret den hist og her, men er stadig ikke sikker på, at den helt har fundet sin rette form. Visse sætninger, der er skrevet til senere for at gøre baggrunden for handlingen lidt mere tydelig for læseren, føler jeg ikke er helt så sprogligt stærke som hovedparten af teksten.

Uden titel

Når der var tæt tåge, og hver bevægelse var usynlig. Når kattene jagede ved midnatstid. Hvad bliver tilbage, når alt andet er forsvundet? En labyrint af øer og vand, som hun kaldte det. Jeg ved ikke, om det er et præcist billede, om det virkelig var sådan. Men havet har trukket sig tilbage og landet er tørt nu. Mine minder er som at se under vand, alting forvrænges, faste størrelser bliver halvt udviskede for øjet. Hun påstår, at kattene dengang var store nok til at sluge en voksen mand hel. Jeg modsiger hende aldrig, hun har for vane at rokke frem og tilbage, mens hun kalder sine minder frem, og det vil ikke være klogt at forstyrre hende i den tilstand. De siger, man aldrig må vække en søvngænger.

Jeg har stadig hendes lister. Synet af de røde tegn på stift papir får mig altid til at tænke på sne i skæret af fuldmånen. Hun skrev først i skjul, bange for at de andre ville le af hende, at hendes far ville skælde ud. Enkelte gav hun til mig, når hun var vred på mig, eller ked af noget, selv når hun var glad, fortalte hun mig det gennem de sirlige tegn på papiret. Hun foretrak at udtrykke sine følelser gennem skriften, frem for at lade dem gå til spilde gennem tale. En af listerne ligger ikke foldet sammen og gemt væk. Det er den sidste hun skrev, mens vi stadig måtte mødes i skjul, før vores bryllup. Den ligger i mit natbord, og når savnet, mindet om hende, som hun engang var, bliver for stort, tager jeg den frem og følger den røde skrift med fingeren. 

Et nyplukket græsstrå

Rå mælk

The brygget på hvide blomster

Asken fra en røgelsespind

En gal mands råben

Smagen af jordrødder om vinteren

Fisk skyllet ned med bittert vand fra brønden

En skål malet med farve fra templet

Piletræets længsel efter bækken

Sagte jamren før daggry

Blodpletter på silketøj

Hun fandt engang en killing, som hun gemte og bragte rester at spise, hvad hun kunne gemme fra måltiderne eller stjæle fra forrådet. Jeg indrømmer, at jeg burde have talt hende fra det. Men hendes øjne skinnede med en særlig ømhed, når hun viste mig det lille væsen, ikke større end den akkurat kunne være i min moders største gryde. Pelsen var sort, den var sandsynligvis løbet væk fra templet på den store ø, men hvordan den var nået til vores ø forstod ingen af os. Hun holdt af at børste dens pels og stryge knurhårene, indtil den blev for vild, og hun ikke længere kunne komme helt tæt på den. Hun forsømte vores møder på grund af dyret, og jeg tror, hendes fravær om natten var det, der fik mig til at arbejde hårdere end nogensinde for at få medgiften på plads. Året efter, da katten for længst var løbet væk, sikkert for at søge op til sine artsfæller i højlandet, kunne jeg endelig overrække hendes fader den krævede sæk med ris. Han sagde, at det var den fineste røde ris han havde set, klappede mig på skulderen og lod sin kone skænke vin til os begge. Men min elskede kom ikke ned fra sit kammer, før den lærde var ankommet med kontrakten. Hendes hånd skælvede svagt, da hun satte sit mærke på papiret.