Fantasma på Instagram - succes? Æh...

Efter mange overvejelser (læs: dovenskab) tog Fantasma springet over på de sociale medier, nærmere bestemt Instagram. Det har længe været mit ønske at prøve at kombinere litteratur med den umiddelbarhed, man finder på de sociale medier, at eksperimentere mere med form over for indhold. For let's face it, i denne verden, hvor alverdens information og underholdning kun er få klik væk, er det de færreste, der har tålmodighed til længerevarende fordybelse i mere end korte perioder af deres liv. Resten af tiden skal det skal være let tilgængeligt, umiddelbart forståeligt og hurtigt fordøjeligt, ellers kommer vi nemt til at kede os. Det var meget fint med lange, svære bøger, dengang der ikke var andet underholdning, når du sad hjemme på en mørk vinteraften. Men internet, mobiltelefoner og tablets har gjort, at vi i dag har uanede mængder underholdning lige inden for rækkevidde. Så hvorfor tvinge sig selv igennem noget, der er kedeligt og svært, når man ikke behøver?

I stedet for at begræde tingenes tilstand har jeg længe været nysgerrig efter at prøve dem af, at lege med grænserne mellem det umiddelbare og det svære, det tilgængelige og det skjulte. Og medier som Twitter og Instagram er interessante, fordi de på én gang giver nye muligheder - med få klik kan man potentielt nå ud til tusinder af mennesker, der nemt og hurtigt kan få adgang til at se ens arbejde, og samtidig har disse medier indbyggede benspænd, som eksempelvis Twitters ordbegrænsning.

Digteren Bianca Fløe har fået både omtale og følgere i tusindvis for sit litterære Instagram-projekt #Trylleformuleringer, hvor hun i et år uploadede billeder af små ironiske, melankolske og humoristiske tekster om kærlighed, relationer og sociale medier. Hun er ikke den eneste - Instagram er fyldt med digt-billeder af vekslende kvalitet, altså fotos af ord på papir.

Min taktik er en anden. Mens jeg sagtens kan se det smarte i at tage billeder af sine tekster og lægge dem op, så de bliver synlige for de mange brugere, synes jeg ikke, at denne strategi for alvor udnytter mediet fuldtud. Hvorfor ikke skabe en poesi af billeder? Det gør en hel del af Instagrams brugere allerede, men muligheden for at lave decideret Instagram-litteratur, hvor teksten fletter sig sammen med eller kommenterer billedet, og billedet er udledt af teksten, har jeg ikke set meget til (endnu). Den anonyme digter Rio Jones har for nyligt gjort det, men foretrækker ellers at lægge stemningsfulde fotos af maskinskrevne digte ud på sin profil.

Mit Instagram-eksperiment går således ud på at skabe en sammenhæng mellem ord og billeder, skabe billeddigte frem for billeder af digte og lave et fortælleflow i billederne, hvor billeder og tekster er indbyrdes afhængige.

De første forsøg kan ses allerede nu på ved at søge på #Fantasma og #bloglit. Indtil videre har jeg forsøgt mig med akkompagnerende billeder til teksterne Hverdag (#tekstHverdag, #FantasmaDecember2014) og Minder (#tekstMinder, #FantasmaOktober2014), samt en lille billedserie der kommenterer og leger med teksten Morgen (#tekstMorgen, #FantasmaOktober2014). Ved nærmere eftersyn er jeg ikke sikker på, at det blev helt vellykket. Især ikke, da jeg i starten havde sat hastagget #cutting på billederne (fordi teksten blandt andet handler om det), og pludselig fik et like fra en Suicidal_Loneliness, der selv ser ud til at glorificere cutting på sin profil. Min reaktion var følgende:

Så hvad kan man lære af det? Tja, først og fremmest at likes ikke altid er en god ting, dernæst at hverken Rom eller litterære projekter kom på benene på én dag. Men arbejdet fortsætter, og selvom jeg tvivler på, at jeg opnår Bianca Fløes svimlede Instagram-popularitet (den slags kækt ironiserede/sjove tekster er ikke lige min stil), handler kunst jo netop om at prøve grænser af og skabe nyt. Hvis det falder til jorden, er man i det mindste den erfaring rigere.

PS. For en god ordens skyld: Såret i #bevis1 har absolut ingen virkelig relation til teksten, og den er kun et resultat af selvskade i den forstand, at jeg ved et uheld skar mig på en skarp kant, mens jeg var på ferie. Det er ikke engang særlig drabeligt, men mere skal der åbenbart ikke til for at vække opmærksomhed hos folk med, øh, specielle interesser.