Skriveøvelse - fra A til Å

 Min skriveklub havde sidste dag igår, ærgerligt nok, for der er noget sundt ved at sætte sig i et skrivefællesskab, læse hinandens tekster, kritisere og diskutere dem. Jeg har altid elsket at få kritik. Det får mig til at lyde som et dydsmønster, den artige elev, men det er sandt. Jeg husker timerne på Testrup, hvor mine skrivelærer med hård hånd stregede sætning efter sætning ud i mine tekster med et 'Duer ikke, væk!', indtil der (hvis jeg var heldig) kun var ca. en femtedel tilbage af teksten. De andre elever brokkede sig over lærerens hårdhændede metoder, stillede spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, mens jeg, jeg elskede det. Elskede, at nogen gad fortælle mig, når jeg havde skrevet noget lort, eller bare noget, der ikke var helt godt nok. For et par år siden fandt jeg de gamle sider frem fra gemmerne og granskede dem. Jeg kunne se, hvad jeg også havde vidst den gang, at min skrivelærer og jeg ikke havde helt samme smag. Visse linjer havde han rost og ladet stå, fordi jeg her ubevidst havde forsøgt at imitere en stil, han favoriserede. I dag kan jeg se, at der er en vis værdi i disse benådede sætninger, der ikke faldt for hans truende, sorte tusch, men jeg vidste allerede dengang, at de blot var en del af en stiløvelse, ikke en skrivestil, jeg nogensinde ville dyrke, endsige bryde mig om at udforske nærmere.

Men det er sundt at deltage i skriveklubber (undskyld til Stephen King og alle andre forfattere, der snerrende mener, at forfatter bliver man kun i ophøjet ensomhed), sundt at få kritik, opleve hvordan andre opfatter ens tekster. Det er ens første læsere, første publikum. Og det er sundt at lave skriveøvelser. Efter timen kom jeg til at tale med min skrivelærer (den dygtige Lea Fløe Christensen, der klart kan anbefales som underviser) om, hvordan skriveøvelser i bøger ofte er noget hø. De er kedelige og unødigt komplicerede, som om skrivelærere og forfattere er bange for at dele ud af deres bedste øvelser. 

Nu er jeg ikke selv den store øvelsesmester, men en del øvelser har jeg efterhånden været igennem, og mange var både sjove, lærerige og gav et interessant resultat. I min forrige skrivegruppe lavede vi følgende øvelse (ved ikke hvor den stammer fra, så kan ikke kreditere nogen for den, desværre). Jeg har tidligere nævnt, hvordan benspænd og restriktioner kan hjælpe fantasien på vej, og den her øvelse er et godt eksempel på, hvordan du kan få noget meningsfuldt ud af at blive sat i en form for kreativ spændetrøje. 

Øvelsen er simpel: skriv 28 sætninger, én for hvert bogstav i alfabetet, som også skal være begyndelsesbogstavet i hver sætning. De 28 linjer skal give mening, det må ikke være volapyk, men skal helst forme en historie. Øvelsen skal udføres på max.15 minutter, 10 hvis du vil udfordre dig selv yderligere.

Nedenstående tekst er mit resultat af øvelsen. Jeg har ikke redigeret eller omformuleret nogle af sætningerne, den står, som da den lige var skrevet. Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg den hænger fint sammen, omend den er en smule corny i sin højdramatiske tone. Men den er også et godt eksempel på den skrivestil, der falder mig naturlig. Når jeg ikke tænker over det, men lader ordene flyde frit, er det denne slags tekst, der kommer ud i den anden ende.

Fra A til Å

Anden dykkede ned under vandet.

Bølgerne var voldsomme i blæsevejret.

Cikadernes musik var overalt.

Det var morgen lige efter daggry.

Efter solen stod op var det begyndt at storme.

Fjer fra skambidte fugle lå spredt overalt.

Græsset var stænket med deres blod.

Himlen var endnu lys, selvom regnen hang i skyerne.

I dag var varmen så kraftig, at det næsten var ulideligt.

Jernstænger fra et væltet stillads lå midt på vejen.

Kniven var stadig begravet i hendes bryst.

Lyset var blegt og mat som hendes hud.

Mine hænder var endnu våde af hendes blod.

Nye stemmer genlød i det fjerne.

Oppe I landsbyen søgte de efter hende, efter os.

På jorden lå en bylt med mine få ejendele, som jeg havde samlet igår.

Q var brændt ind i hendes håndflade, og på min skulder.

Regnen kom endelig.

Skoene blev klistrede og klamme, jeg gled i den sumpede jord.

To piger kom løbende imod mig.

Unge Sally og mørke Maria. De råbte til mig.

Victor!

Ytringerne var svære at høre i blæsten, der næsten kvalte deres stemmer.

Zeldas tøj klæbede til hendes kolde hud.

Æreløs, havde hun hvisket, inden hun tog kniven fra mig.

Ødelagt. Det havde de kaldt hende, sagde hun, og havde stukket kniven ind.

Åen gik over sine breder i det kraftige regnskyl.