Om skønhed

I lørdags, inden København gik amok i skyderier og politifolk og journalister og politikere, så jeg Døden på Det Røde Rum. "Har du husket lommetørklæder?", blev jeg spurgt. Åbenbart var der højrisiko for gråd og snøften blandt publikum. Nej, svarede jeg, og vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg græd heller ikke. Det faldt mig slet ikke ind undervejs, at jeg burde. Men jeg så skuespilleren Johanne Louise Schmidt, og kunne derefter ikke se på andet. Jeg tænkte, at sådan burde en kvinde se ud, sådan burde hun tale og opføre sig. Frygtløst, blødt, stærkt, åbent. Jeg tænkte, at jeg også burde være som hende, bære min personlighed som en fakkel frem for at gemme mig bag farver, makeup og kjoler. De andre kvinder på scenen med deres sødme og kønne træk blegnede, visnede ved siden af den kraft, hun bar frem med sig, med den sikkerhed, der var i hendes stemme. Jeg tænkte, at sådan ville jeg også være, mens jeg samtidig vidste, at jeg ikke turde, ikke kunne. Hun gav mig lyst til at klippe mit hår af i solidaritet og afsværge al udsmykning af krop og ansigt for blot at give mig hen til samme rene ro og styrke.

Danseren, der afløste hende på scenen var langt kønnere end hun, med langt, glat og skinnende hår, smuk når hun svingede den røde, glinsende manke, strakte sine yndefulde ben. Og jeg greb mig selv i at tænke, at en smuk kvinde var et unyttigt væsen, at skønhed er en tom værdi, der skygger for mennesket i personen.Og jeg tænkte, om det er derfor, at visse smukke mennesker irriterer mig - fordi jeg kun kan se deres overflade uden nogen fornemmelse af, hvem de egentlig er inderst inde.

En mand fortalte mig engang, at jeg havde en smuk ryg. Jeg tænkte, det er da en nydelig kompliment, men hvad har det med mig at gøre? Og jeg tænkte, hvis jeg klipper mit lange hår af, vil folk så tro, at jeg er lesbisk? Og jeg følte en hemmelig lettelse over, at jeg ikke var helt så køn som danseren med det lange, røde hår, at jeg ikke kunne danse eller bevæge mig meget yndefuldt. Så kunne jeg beholde mit hår og mine kjoler uden at skamme mig alt for meget, fordi jeg ikke var helt så køn, at jeg mistede min personlighed.