Landet som ikke er - fantasien eller døden?

Landet som ikke er
Jeg længes mod landet som ikke er,
for alt det som er er jeg træt af at begære.
Månen fortæller mig i sølvklare runer
om landet som ikke er.
Landet hvor alt hvad vi ønsker bliver underfuldt til,
landet hvor alle vore lænker falder,
landet hvor vi køler de sårede pander
i månens dug.
Mit liv var en hed illusion.
Men ét har jeg fundet og ét har jeg virkelig vundet -
vejen til landet som ikke er.

I landet som ikke er
dér går min elskede med funklende krone.
Hvem er min elskede? Natten er mørk
og stjernerne skælver som svar.
Hvem er min elskede? Hvad er hans navn?
Himlene hvælver sig højere og højere,
og et menneskebarn drukner i endeløse tåger
og ved intet svar.
Men et menneskebarn er intet andet end vished.
Og det strækker sine arme højere end alle himle.
Og der kommer et svar: Jeg er den du elsker
og altid skal elske.

- Edith Södergran

Det her digt er lidt for svulstigt sine steder, men det beskriver en følelse som er velkendt af digtere. Hvem af os kan sige os helt og aldeles fri fra at længes og søge efter 'landet som ikke er'? Vi ved, og ved alligevel ikke, hvad dette land er, hvad det består af. Vi forsøger at indfange det, beskrive det, men det lykkes kun til dels. Alligevel er det vores hjem, langt mere end noget virkeligt sted nogensinde vil være det.