Om at få feedback

Kritik er det bedste i verden for den skrivende. Ikke anmelderens kritik (som jeg endnu har til gode, men forestiller mig ikke er særlig rar, medmindre det er ren ros), men læsernes feedback. Og det er netop derfor, jeg på 3.år deltager i skrivekurser - for kritikkens skyld. Nu bliver mine tekster heller ikke skudt sønder og sammen, men som oftest nænsomt og nysgerrigt læst, med enkelte kritikpunkter, som det mest af alt føles som en lettelse at høre. For selvfølgelig har jeg ikke skrevet noget, der er perfekt eller fejlfrit, selvfølgelig er der ting der skal strammes op, udelades, omformuleres, gentænkes. Selvfølgelig er der det. Men det sidste års tid har det ikke været ret mange, og når jeg har givet mine tekster videre til læsning af fremmede mennesker, bliver de faktisk ikke alene rost, men forstået. Det sidste er det vigtigste, for hvis læserne kan lide mine tekster, men ikke har fattet en bjælde, eller hvad værre er, fuldstændigt misforstået dem, er rosen jo ligegyldig. Mit største problem er at skrive mindre mystisk og mere forståeligt, uden at mine tekster mister deres stemning af noget lidt gådefuldt. Samtidig har jeg en ret klar idé om, hvad jeg vil udtrykke, og hvor jeg vil hen, og derfor er det vigtigt, at læserne er med på hvad jeg mener. Men når en flok på ca. 10 mennesker, der ikke kender mig i forvejen, får stukket to sider af et af min romans første kapitler i hånden og ret hurtigt tyder både mening og undertoner i teksten, så ved jeg, at jeg er på rette spor. Det er en skøn fornemmelse, især når man som jeg pt. er gået i stå, fordi historien stritter i for mange retninger. Det er vidunderligt at få bekræftet følgende: 

1. Jo, jeg kan godt skrive, så folk gider læse det.
2. Når jeg selv er tilfreds med noget, er læserne det for det meste også.
3. Læserne forstår godt, hvad jeg mener, selv når jeg antyder i vilden sky frem for at sige det lige ud.
4. Min historie og mine karakterer er faktisk værd at bruge tid på, også for folk der ikke som jeg er forpligtet til det.

Det er et lærestykke og en oplevelse, der skal fejres, og derfor får I her et af de første afsnit i bogen, offentligt delt for første gang nogensinde:

 

Skoven

Hun måtte ikke gå længere end til skovbrynet. Tante Flora var meget bestemt på det punkt.

”Men hvorfor må jeg ikke gå ind i skoven?” spurgte Elsa. I starten affejede Tante spørgsmålet med et ’fordi jeg siger det’, men da hun blev ved med at spørge og plage, fik hun til sidst at vide, at det var farligt og derfor forbudt.

”Hvordan farligt? Jeg må gerne lege på engen og skrænten, og på stranden når jeg er sammen med dig, hvorfor ikke skoven?”

Så tog Tante Flora hende på skødet og forklarede hende, at de boede på en ø. Øens grænser var havet på den ene side, og skoven på den anden. ”Hvis du kommer for langt ind i skoven, havner du til sidst ude i ingenting. Det omringer dig, inden du når at opdage det, før det er for sent, og så kan du ikke længere vende tilbage, men vil bare bliver suget længere og længere ind.”

”Og hvad sker der så?” Elsa syntes det lød spændende.

”Ingenting sker. I ingentingen, i tomheden kan intet eksistere, heller ikke dig. Du bliver selv til ingenting.”

”Hvad betyder det?”

”Det betyder, Elsa, at du forsvinder, du bliver opløst til luft. Alt hvad der er dig, din krop, dine tanker og følelser, vil forsvinde og bliver til intet. Det betyder, at du ikke længere findes. Forstår du det?”

Elsa havde svært ved at forstå, hvordan man kunne holde op med at findes. Men det lød skræmmende. Ikke at være til. Ikke at kunne spise, sove, drømme eller se, som tante forklarede det. Fra da af holdt hun sig fra skoven.