Efterårsselvhad

"Når kulden og mørket bliver faste størrelser."

Den sætning genlyder i mit hoved i disse uger. Jeg skrev den sidste år, en løsrevet sætning, en vildfaren brik, der måske, måske ikke, passer ind i et større puslespil. Det er nu mange måneder siden, jeg sidst skrev en sætning, jeg synes helt så godt om. I stedet kæler jeg for min blog*, aer de bedste sætninger, beundrer mine valg af ord og formuleringer. Ikke så meget for hvad de udtrykker, men mest af alt for hvordan de udtrykker det. For et par uger siden kom jeg næsten op og diskutere med en kollega, fordi jeg heftigt agiterede for ordenes æstetik i forhold til kulturjournalistik. Og fik samtidig hånet sangerinden Medinas ubehjælpsomt formulerede sange (det var til en fest efter adskillige glas vin). Det føltes godt, det er alt for længe siden jeg har hånet dårligt popmusik. Umodent, men rart. Efterfølgende måtte jeg erkende for mig selv, at mit liv disse måneder mest af alt handler om at tisse i bukserne for at holde mig varm. Eller, måske er mine aktiviteter en smule mere opbyggelige, men resultatet er det samme. En midlertidig, uholdbar løsning. Jeg bruger kulturjournalistik som en undskyldning for reelt at skrive, jeg kaster mig ud i kulturlivet med overdrevet energi, så jeg ikke behøver at stå skoleret for mig selv.

Sagen er nemlig, at jeg slet ikke orker at skrive. Det piner mig, at jeg ikke skriver, men jeg har ikke overskud til det. I en forfattergruppe på Facebook spurgte en af deltagerne igår, hvad vi andre medlemmer levede af. Jeg svarede, og mit svar var åbenbart fornuftigt (fik adskillige likes), men samtidig følte sig mig som en hykler. Fordi jeg ikke har skrevet, end ikke forsøgt at skrive, en ordentlig sætning i mindst to måneder. Findes der ikke regler for dette? Burde man ikke blive stillet offentligt til skue for sin dovenskab? Jeg venter stadig på, at nogen begynder at smide rådne tomater efter mig. Hvis de gjorde, ville jeg have fortjent det.

Note: Fuldtidsjob kan være en forbandelse for den skrivende, det samme kan fritidsinteresser og socialt liv. Man bør helst undgå alle tre ting, hvis man skal være i stand til at tage sig selv seriøst.

*Ikke denne her, der er dybt forsømt. Jeg skriver kulturjournalistik på K for kultur.

Minder

De minder, der ikke vil give slip, men bliver siddende som tæger på kroppen.

Kniven

Kniven foretrak børnenes vinger

I sin søgen efter føde

Fjerene døde sagte

Og steg til himmels.

Eros og død - Birthe Arnbak

Natsværmer
Jeg er skabt af støv og skumring
skjult i mørket har jeg haft
drømme-ro, mens mine vinger
voksede til bærekraft.

Stadig tættere til ilden,
til det hede, røde bål,
stadig nærmere den dødelige flamme er mit mål.

Blødt, uhørligt skal jeg dreje
ind i ilden for at finde
i eet nu før døden lykkens
røde vingepar derinde.

- Birthe Arnbak

Jeg er langtfra nogen ekspert i dansk digtning, jeg har altid haft nemmere ved at læse skønlitteratur. Men dette digt læste jeg i en digterantologi i skolen, blev grebet af det og skrev det ned. I dag, mange år efter, kan jeg stadig få sidste vers på hjernen, der er et eller andet ved den måde, ordene er sat sammen på, og den betydning de udtrykker - livet som en rejse mod døden, eros som en ubønhørlig naturkraft, og hele den fortættede, mystisk messende stemning - der får mig til at huske sætningerne den dag i dag.

Ordenes filosofi

Ord der erobrer, ord der klager, ord der ætser. Ordene afgrænser verden, skaber nye lande, nye verdener, nye universer. Pas på ordene, de bider ofte. Når jeg tager dem i munden, skærer jeg tungen på deres skarpe kanter og må spytte de blodige stumper ud igen.

Jagt

At jage en flig af et drømt univers, et halvt udvisket billede.

Kragen

Kragen blev klemt ihjel.

Kommentar: Dette er endnu en af de mange sætninger, som jeg kaster ud på bloggen, så den kan blive registreret og derefter opslugt af Googles sorte hul, måske glemt, måske engang fundet igen, som når man finder et potteskår eller en menneskeknogle under metroudgravningen og indlemmer det som en brik i arkæologiens ufuldkomne billede af vores svundne fortid. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad ovenstående sætning skal bruges til, ikke endnu i hvert fald. Når jeg skriver, føler jeg mig ofte som en arkæolog af en art, blot er det ord jeg graver frem og ikke potteskår. Jeg henter en historie op del for del, og har undervejs det møjsommelige arbejde med at sætte skårene sammen til noget, der giver mening. Jeg må bestandigt grave i jorden i håbet om at finde nye dele, som jeg kan tilføje, nogle gange finder jeg kun skidt og skrald, andre gange splinter så små, at de, skønt interessante, er for mikroskopiske, for utydelige til at kunne bruges. Men kun når jeg graver, finder jeg noget. Visse sætninger, som hentes frem fra dybet, giver umiddelbart ikke mening, men de bærer kimen, løftet om en historie. Hvorfor blev kragen klemt ihjel? Jeg ved det ikke, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. Det kommer an på, om jeg på et tidspunkt finder et nyt potteskår, der giver mig en ledetråd, en anelse om, hvem kragen var, hvorfor den er vigtig, om den overhovedet er vigtig. Jeg ved det ikke endnu, men jeg kan lide selve sætningen, det løfte den giver om en historie, som måske, måske ikke bliver indfriet. Imens kan du jo selv overveje, kære læser, hvad der lå til grunde for den stakkels krages død. Hvis du finder svaret, må du meget gerne fortælle mig det, for jeg ved det lige så lidt som du gør.