Landet som ikke er - fantasien eller døden?

Landet som ikke er
Jeg længes mod landet som ikke er,
for alt det som er er jeg træt af at begære.
Månen fortæller mig i sølvklare runer
om landet som ikke er.
Landet hvor alt hvad vi ønsker bliver underfuldt til,
landet hvor alle vore lænker falder,
landet hvor vi køler de sårede pander
i månens dug.
Mit liv var en hed illusion.
Men ét har jeg fundet og ét har jeg virkelig vundet -
vejen til landet som ikke er.

I landet som ikke er
dér går min elskede med funklende krone.
Hvem er min elskede? Natten er mørk
og stjernerne skælver som svar.
Hvem er min elskede? Hvad er hans navn?
Himlene hvælver sig højere og højere,
og et menneskebarn drukner i endeløse tåger
og ved intet svar.
Men et menneskebarn er intet andet end vished.
Og det strækker sine arme højere end alle himle.
Og der kommer et svar: Jeg er den du elsker
og altid skal elske.

- Edith Södergran

Det her digt er lidt for svulstigt sine steder, men det beskriver en følelse som er velkendt af digtere. Hvem af os kan sige os helt og aldeles fri fra at længes og søge efter 'landet som ikke er'? Vi ved, og ved alligevel ikke, hvad dette land er, hvad det består af. Vi forsøger at indfange det, beskrive det, men det lykkes kun til dels. Alligevel er det vores hjem, langt mere end noget virkeligt sted nogensinde vil være det.

Om at få feedback

Kritik er det bedste i verden for den skrivende. Ikke anmelderens kritik (som jeg endnu har til gode, men forestiller mig ikke er særlig rar, medmindre det er ren ros), men læsernes feedback. Og det er netop derfor, jeg på 3.år deltager i skrivekurser - for kritikkens skyld. Nu bliver mine tekster heller ikke skudt sønder og sammen, men som oftest nænsomt og nysgerrigt læst, med enkelte kritikpunkter, som det mest af alt føles som en lettelse at høre. For selvfølgelig har jeg ikke skrevet noget, der er perfekt eller fejlfrit, selvfølgelig er der ting der skal strammes op, udelades, omformuleres, gentænkes. Selvfølgelig er der det. Men det sidste års tid har det ikke været ret mange, og når jeg har givet mine tekster videre til læsning af fremmede mennesker, bliver de faktisk ikke alene rost, men forstået. Det sidste er det vigtigste, for hvis læserne kan lide mine tekster, men ikke har fattet en bjælde, eller hvad værre er, fuldstændigt misforstået dem, er rosen jo ligegyldig. Mit største problem er at skrive mindre mystisk og mere forståeligt, uden at mine tekster mister deres stemning af noget lidt gådefuldt. Samtidig har jeg en ret klar idé om, hvad jeg vil udtrykke, og hvor jeg vil hen, og derfor er det vigtigt, at læserne er med på hvad jeg mener. Men når en flok på ca. 10 mennesker, der ikke kender mig i forvejen, får stukket to sider af et af min romans første kapitler i hånden og ret hurtigt tyder både mening og undertoner i teksten, så ved jeg, at jeg er på rette spor. Det er en skøn fornemmelse, især når man som jeg pt. er gået i stå, fordi historien stritter i for mange retninger. Det er vidunderligt at få bekræftet følgende: 

1. Jo, jeg kan godt skrive, så folk gider læse det.
2. Når jeg selv er tilfreds med noget, er læserne det for det meste også.
3. Læserne forstår godt, hvad jeg mener, selv når jeg antyder i vilden sky frem for at sige det lige ud.
4. Min historie og mine karakterer er faktisk værd at bruge tid på, også for folk der ikke som jeg er forpligtet til det.

Det er et lærestykke og en oplevelse, der skal fejres, og derfor får I her et af de første afsnit i bogen, offentligt delt for første gang nogensinde:

 

Skoven

Hun måtte ikke gå længere end til skovbrynet. Tante Flora var meget bestemt på det punkt.

”Men hvorfor må jeg ikke gå ind i skoven?” spurgte Elsa. I starten affejede Tante spørgsmålet med et ’fordi jeg siger det’, men da hun blev ved med at spørge og plage, fik hun til sidst at vide, at det var farligt og derfor forbudt.

”Hvordan farligt? Jeg må gerne lege på engen og skrænten, og på stranden når jeg er sammen med dig, hvorfor ikke skoven?”

Så tog Tante Flora hende på skødet og forklarede hende, at de boede på en ø. Øens grænser var havet på den ene side, og skoven på den anden. ”Hvis du kommer for langt ind i skoven, havner du til sidst ude i ingenting. Det omringer dig, inden du når at opdage det, før det er for sent, og så kan du ikke længere vende tilbage, men vil bare bliver suget længere og længere ind.”

”Og hvad sker der så?” Elsa syntes det lød spændende.

”Ingenting sker. I ingentingen, i tomheden kan intet eksistere, heller ikke dig. Du bliver selv til ingenting.”

”Hvad betyder det?”

”Det betyder, Elsa, at du forsvinder, du bliver opløst til luft. Alt hvad der er dig, din krop, dine tanker og følelser, vil forsvinde og bliver til intet. Det betyder, at du ikke længere findes. Forstår du det?”

Elsa havde svært ved at forstå, hvordan man kunne holde op med at findes. Men det lød skræmmende. Ikke at være til. Ikke at kunne spise, sove, drømme eller se, som tante forklarede det. Fra da af holdt hun sig fra skoven.

Oplæsning Flisen - nu med fotos

Fotos:Michael Juhl Svendsen.

Sådan så det ud, da jeg havde min lille oplæsningsdebut på Flisen i onsdags, hvor jeg læste op fra bloggen - der blev tid til et mindre udvalg af korte tekster, oplæst i følgende rækkefølge: Om skønhed, Undersøgelse, Et møde samt En hånd. Næste oplæsning bliver annonceret senere.

Endnu en brik i puslespillet

En lille pige ligger i sin seng. Bølgerne slår mod væggen, og de grønne monstre hvisker til hende. De fortæller om sommeren, der er på vej mod hendes hus. De vil gerne berolige hende, række ind over hendes mareridt og vugge hendes i deres krogede favntag, indtil de truende billeder er væk. Indtil den, der søger efter hende, ikke længere kan gribe fat i hendes angst, æde sig ind i hendes fantasi. De hvisker, at hun er fri, at verden er hendes, at denne ø er hendes hjem, hvor intet ondt kan nå hende. De lover at hun altid vil være tryg, og håber løgnen vil fæstne sig som en sandhed i hendes indre. Hun drømmer om en mand med skæg. En kraftig mand der fylder verden med sin latter. Hans hår ligner guld. Hun er bange for ham.

Hverdagsbillede

En fuld mand vakler igennem togvognens smalle stribe. Han har et fjoget smil på læben. Læner sig frem mod et ungt par og lader muntert en række udtværede ord gjalde fra sin mund, inden han svajer videre på sin færd. Senere vender han tilbage, nu er udtrykket tomt, søvnigt, øjnene tunge. Blod breder sig ud under hans højre næsebor som en frisk, rød klat maling, der er lang tid om at tørre. Han mumler sine utydelige læresætninger, skuffet næsten, og falder i søvn på det nærmest sæde.

Oplæsning 26.august

Ahem. Så blev det tid til en lille proklamation: den 26.august debuterer jeg som oplæser af egne tekster irl, dvs. ude i den store, stygge virkelighed. Det bliver til arrangementet Ord på Flisen, hvor både garvede forfattere og håbefulde spirer får mikrofontid. Kom forbi hvis I har lyst, det bliver tekster fra bloggen, jeg læser op.

Da jeg bad om brød

Da jeg bad om brød

Gav du mig ord

Jeg tyggede pligtskyldigst

Og sank et par gange

De gled ned uden problemer

Men bagefter fik jeg halsbrand

Og kløende udslæt

Der holdt mig vågen natten igennem

Bogstaverne er for længst opløst

I mavesækkens syrebad

Det runger hult hver gang jeg taler

Eller ser på dig.

Okay, jeg ved ikke helt, hvor tilfreds jeg er med dette digt. Men det er første gang i uhyggeligt lang tid, at jeg har skrevet noget nyt, hvor jeg har forsøgt at sætte ord på en tanke. Og samtidig er det her indlæg en mental note til mig selv om at gå videre med denne tanke, denne idé, når jeg får tid og overskud, hvornår det så end bliver. 

Digtet er et umiddelbart forsøg på at indfange det paradoksale i ordenes magt. På den ene side kan ord ændre verden, på den anden side er ord noget af det fattigste, man kan give et menneske, hvis det ikke får andet. Hvem kan leve af ord alene? Ord bliver tit brugt som undskyldning for ikke at handle, og selv ordmennesker som mig kan føle en vis lede ved ord, der får lov at stå som en tom gestus, fordi de ikke leder til en handling. Ord der får lov at stå alene er ofte ensomme væsener. Ord kan udtrykke følelser, tanker og meninger, men hvis det aldrig bliver til andet end ord, hvad er de så værd? Nogle gange bør ordene tie, så livet kan få plads.