Et møde

Når et menneske pludselig står helt lysende for ens blik, optændt af en usynlig glød. Jeg bærer på disse øjeblikke, så ømt som bar jeg et barn på armen, så forsigtigt som var det et tændt stearinlys holder jeg dette minde i mine hænder, dette møde som jeg værner om. Jeg vil ikke have, at det går ud ved et pludseligt vindpust, men jeg holder det varsomt, bange for at blive brændt. Jeg skærmer denne korte stund, uden at turde undersøge den nærmere, vel vidende at jeg må nå frem til næste lys, næste møde, at den ikke evigt kan ligge som en svagt glitrende sten på bunden af mit sind, vel vidende at den må vokse sig større eller falme, syne hen og blive til en død ting, mat og grå.