Undersøgelse

Nogle gange tror jeg, at det er smilet der gør det. Du kender vel smilet? Det må du gøre, det er ikke til at tage fejl af. Det er så strålende, at jeg nogle gange næsten bliver blændet. Det kan være så overvældende, at det synes at lyse alting op, som en lyskegle måske, men nej, det er ikke det rigtige ord, sådan er det ikke. Det er snarere som et roligt, varmt lys, der er på lavt blus når det tændes, og så langsomt skrues op, breder sig mere og mere, til det til sidst når ud i alle kroge. Det er et smil der rammer én, som man kan blive ramt af en solstråle eller et lyn, og det kan tage timer at ryste af sig igen. 
Men smilet i sig selv er ikke nok. Nogle gange bliver jeg rystet, fordi han udtrykker noget, jeg selv har tænkt eller følt, noget der er så rigtigt eller klogt (eftersom jeg deler hans mening, må det, han siger, nødvendigvis være en yderst fornuftig og intelligent udtalelse) eller blot utrolig vigtigt, ja nærmest livsnødvendigt, eller det går i hvert fald op for mig, mens han siger det, og jeg får lyst til at springe op af stolen og råbe ”Ja, du har ret, sådan er det, lige netop sådan!”. 
Men det er heller ikke nok. Mindre vigtigt, men stadig værd at tage i betragtning, er den forunderlige kombination af blikke, tilfældige, skødesløse, måske helt ubevidste. De er enten leende og kombineret med det åh så lysende smil, alvorlige og opmærksomme eller direkte overraskede, når jeg har imponeret ham eller vist en side af mig selv, han ikke havde regnet med. 
Men det, der i sidste ende gør det af med mig, det, der er bedre end noget andet, er de små sære, skøre indfald, små opmærksomheder eller luner, om det er det ene eller det andet kan jeg ikke gennemskue, men bittesmå bevægelser og handlinger, som jeg aldrig for alvor opfatter eller forstår før bagefter. Det er dem jeg gemmer og husker længe, længe efter, dem der er skyld i, at jeg fra nu af aldrig er fuldstændig rolig, ligevægtig eller ligeglad. 

Dette er en undersøgelse baseret på virkelige hændelser. Hvordan beskriver man en snigende forelskelse, så den bliver alment gyldig? Man kan kun tage udgangspunkt i sig selv, i hvad man selv føler eller har følt engang, og så dissekere denne oplevelse, tage det vigtigste, det mest basale fra den og føje sammen på en måde, så det giver mening for andre. Besyngelsen af den elskede er ældgammel, selv Biblen indeholder en lang passage, der i lyriske vendinger beskriver objektet for forfatterens kærlighed. Men hvordan indfanger man selve den stemning, man befinder sig i, når forelskelsen har ramt én? Og hvordan breder man det ud i en tekst, så andre kan spejle sig i følelsen? Jeg er ikke sikker på, hvor godt det sidste er lykkedes mig, måske fordi det er svært at tage noget personligt og omskabe det til noget alment forståeligt. Med det er jo netop også den kunst, som man skal stræbe efter, genkendeligheden skal ramme læseren. Gør denne tekst det? Det, kære læser, må være op til dig at afgøre.