Inspiration 1 - Otto Frello

Inspiration er livsnødvendig. Al kreativ virksomhed bunder i individets bearbejdelse af udefrakommende indtryk. Det er svaret på spørgsmål, som opstår i mødet med verden, med livet. Inspiration kan være vage strømninger, men også udspringe af noget helt konkret. Ofte er det en sammenblanding af flere ting, der føjer sig sammen inde i ens hoved, så noget nyt opstår.

Otto Frello er en maler, der i sin kunst frembringer og dyrker en arkaisk, farverig og eventyrlig verden. Hans billeder synes altid at stille spørgsmål, som jeg føler mig drevet til at søge svaret på. Ovenstående billede er i mine øjne ikke det mest interessante, rørende eller fortryllende af hans billeder. Men efter mødet med det på en udstilling i Rundetårn sidste år, blandede maleriets motiv sig i min fantasi sammen med et par linjer i et digt af Emily Dickinson (som jeg desværre ikke husker ordret og derfor ikke kan citere her), samt med visse løsrevne linjer, der samtidig rumsterede i mit hoved. Resultatet blev denne ufærdige kladde, der endnu er lidt her og lidt der, et udgangspunkt for en historie, der endnu ikke ved, hvor den skal hen.

Barnet sover i en guldseng i en stor, gylden sal. Det er historiens start, det er sådan jeg fik den fortalt. Var barnet en prins? En prinsesse? Jeg husker det ikke længere. Det er svært at forestille sig gyldne sale her i mørket. Det sidste jeg husker fra den gamle verden er mosbelagte træer der omkranser mørkt vand. Masser af vand. Man kaldte det en sø. Jeg husker, at de gyldne sale blev gravpladser, hvor alle de smukke blev lagt, efterhånden som de døde. De blev begravet dér i al deres pragt, i deres rige klæder, med smykker og juvelbesatte våben. Til sidst var de alle døde, og de engang så herlige paladser blev alle forseglet. Jeg sneg mig derind med min flok, det var adskillige år senere. Vi var i stor nød på det tidspunkt, og alt hvad der kunne opdrives, mad, tøj, redskaber, var uvurderligt. Så vi brød portene op til et par af paladserne, sneg os derind som tyve. Nå ja, vi var vel tyve, men de var jo allerede døde, ikke? De ville ikke savne noget længere. Jeg husker, at alt var groet til, det var et vildnis. De lå der på rad og række, mosset fyldte de dødes munde, læber, øjenhuler. Tøjet var rådnet bort, våbnene rustnet i den fugtige luft. Maden for længst spist af rotter og mus.

Historien gik om et barn, det sidste de havde tilbage. Alle børnene var ellers døde for længst, de var de første der bukkede under for sygdommen. Men dette barn tog de gyldne, de lagde det i en båd, et lille skib formet som en svane. Det sendte de af sted, ud på havet fyldt med mad og vand. Ingen så det siden, ingen ved hvor skibet endte. Der er dem af os, der stadig venter på at barnet vender tilbage, de troende der stadig håber på frelse.