Inspiration 2 - kreative benspænd

Benspænd kan være særdeles velegnede til at kalde inspirationen frem, som Lars von Trier for længst har indset. Nedenstående tekst opstod først som led i en skriveøvelse på Testrup Højskole, hvor jeg sidste år valgte at tilbringe min eneste, dyrebare ferieuge med at sidde i små lokaler og svede over tasterne frem for at nyde sommervejret på stranden. Denne tekst skrev jeg den sidste dag, og det var den første tekst jeg havde skrevet i hele ugens forløb, som jeg reelt brød mig om. Resten havde udelukkende været stiløvelser, sjove at skrive, men reelt ubrugelige. Til den sidste øvelse fik jeg og de andre på mit skrivehold stillet følgende opgave: At skrive en tekst, der skulle indeholde mindst 1 sætning lånt fra en af de tekster af en udgivet forfatter, som vi havde læst i forbindelse med undervisningen, mindst 1 sætning fra en af de tekster, vi selv havde skrevet i ugens løb, samt en liste over et eller andet, hvad måtte vi selv bestemme.

Jeg tyvstjal et par sætninger fra en Tomas Tranströmer-tekst (det er okay, hvis du ikke ved, hvem han er, det gjorde jeg heller ikke før den uge) og byggede videre på dem. Dagen før havde vi læst uddrag af 'Pudebogen', en bog skrevet af Sei Shonagon, en japansk hofdame i det 11.århundrede. Bogen er fyldt med små observationer og meditationer over hoflivet, etikette og livsførelse, skrevet i en stemningsmættet, stilfærdigt lyrisk tone. Jeg forsøgte at efterligne den tone og fange en flig af det univers, 'Pudebogen' foregår i. Reelt tænkte jeg dog ikke specielt over, hvad teksten skulle indeholde, jeg startede ved en sætning og skrev det, der faldt mig ind ud fra den inspiration, jeg havde til rådighed og hurtigt voksede der en historie frem mellem linjerne. Slutningen er inspireret af en Ursula K. Le Guin-novelle, 'Det hvide æsel' fra novellesamlingen 'Gwilans harpe', som jeg læste for mange år siden.

Le Guin mestrer kunsten at beskrive basale menneskelige følelser ved hjælp af et simpelt, detaljemættet og stemningsfyldt sprog, og et sprog der er så smukt og samtidig så skarpt skåret, at jeg fyldes med lige dele fryd og beundring, hver gang jeg læser hende. Det er ikke sædvane inden for sci-fi og fantasy-genrene at gøre så meget ud af sproget, men Le Guins bøger er ikke bare underholdning, de er litteratur. Derudover beskæftiger hun sig ofte med tunge emner så som racisme, slaveri og kvindeundertrykkelse, men hun bruger sci-fi og fantasy til at belyse og diskutere emnerne fra en anderledes vinkel, og søger derved at gøre dem alment gyldige. Hun er en af de forfattere, som jeg beundrer allermest og i høj grad lader mig inspirere af.

Denne tekststump er stadig undervejs, det er et anslag frem for en afrundet historie, et fragment af en større fortælling. Jeg har justeret den hist og her, men er stadig ikke sikker på, at den helt har fundet sin rette form. Visse sætninger, der er skrevet til senere for at gøre baggrunden for handlingen lidt mere tydelig for læseren, føler jeg ikke er helt så sprogligt stærke som hovedparten af teksten.

Uden titel

Når der var tæt tåge, og hver bevægelse var usynlig. Når kattene jagede ved midnatstid. Hvad bliver tilbage, når alt andet er forsvundet? En labyrint af øer og vand, som hun kaldte det. Jeg ved ikke, om det er et præcist billede, om det virkelig var sådan. Men havet har trukket sig tilbage og landet er tørt nu. Mine minder er som at se under vand, alting forvrænges, faste størrelser bliver halvt udviskede for øjet. Hun påstår, at kattene dengang var store nok til at sluge en voksen mand hel. Jeg modsiger hende aldrig, hun har for vane at rokke frem og tilbage, mens hun kalder sine minder frem, og det vil ikke være klogt at forstyrre hende i den tilstand. De siger, man aldrig må vække en søvngænger.

Jeg har stadig hendes lister. Synet af de røde tegn på stift papir får mig altid til at tænke på sne i skæret af fuldmånen. Hun skrev først i skjul, bange for at de andre ville le af hende, at hendes far ville skælde ud. Enkelte gav hun til mig, når hun var vred på mig, eller ked af noget, selv når hun var glad, fortalte hun mig det gennem de sirlige tegn på papiret. Hun foretrak at udtrykke sine følelser gennem skriften, frem for at lade dem gå til spilde gennem tale. En af listerne ligger ikke foldet sammen og gemt væk. Det er den sidste hun skrev, mens vi stadig måtte mødes i skjul, før vores bryllup. Den ligger i mit natbord, og når savnet, mindet om hende, som hun engang var, bliver for stort, tager jeg den frem og følger den røde skrift med fingeren. 

Et nyplukket græsstrå

Rå mælk

The brygget på hvide blomster

Asken fra en røgelsespind

En gal mands råben

Smagen af jordrødder om vinteren

Fisk skyllet ned med bittert vand fra brønden

En skål malet med farve fra templet

Piletræets længsel efter bækken

Sagte jamren før daggry

Blodpletter på silketøj

Hun fandt engang en killing, som hun gemte og bragte rester at spise, hvad hun kunne gemme fra måltiderne eller stjæle fra forrådet. Jeg indrømmer, at jeg burde have talt hende fra det. Men hendes øjne skinnede med en særlig ømhed, når hun viste mig det lille væsen, ikke større end den akkurat kunne være i min moders største gryde. Pelsen var sort, den var sandsynligvis løbet væk fra templet på den store ø, men hvordan den var nået til vores ø forstod ingen af os. Hun holdt af at børste dens pels og stryge knurhårene, indtil den blev for vild, og hun ikke længere kunne komme helt tæt på den. Hun forsømte vores møder på grund af dyret, og jeg tror, hendes fravær om natten var det, der fik mig til at arbejde hårdere end nogensinde for at få medgiften på plads. Året efter, da katten for længst var løbet væk, sikkert for at søge op til sine artsfæller i højlandet, kunne jeg endelig overrække hendes fader den krævede sæk med ris. Han sagde, at det var den fineste røde ris han havde set, klappede mig på skulderen og lod sin kone skænke vin til os begge. Men min elskede kom ikke ned fra sit kammer, før den lærde var ankommet med kontrakten. Hendes hånd skælvede svagt, da hun satte sit mærke på papiret.