Jeg husker kulden, selv efter savnet er væk, selv efter
mindet er halvvejs udvisket. Jeg husker fornemmelsen af hans kolde krop, en kølig
næse mod min skulder mens jeg tog ham i mine arme. Kroppen nedkølet af
natteluften, hvor sært, når det altid var mig der var kold, ham der var den
varme omfavnelse. Jeg husker den, fordi det var den sidste aften. Mere er der ikke at sige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar