Kill your darlings?

Hjerterne råber på frisk kød

Og sliber tænderne

Fjern kun vitale organer

Blodet vil jeg selv beholde

De har endnu ikke revet pupillerne ud

vi er stadig blinde

Vi spiser de sorte æbler

Ormene er gennemsigtige 

Og smager sødt

Skyggerne er korte og kolde

Døden er en gul plet

På den hvide dug

"Kill your darlings" lyder mantraet for den skrivende. Man er altid omgivet af valg, der bestemmer tone, retning, indhold i teksten. Det hele skal passe sammen, og det kan nogle gange (ofte) være forbandet svært at finde ud af, hvad der skal blive, og hvad der skal væk. Ovenstående sætninger er alle taget fra et gammelt digt, der er fyldt med mine såkaldte 'darlings' - ord og sætninger som jeg er særligt glad for, måske for glad. I hvert fald har jeg aldrig formået at få en vellykket, sammenhængende tekst ud af dem. Måske fordi mange af ordene og sætningerne virker gode på egen hånd, men får primadonnanykker når de skal arbejde sammen med andre. Sådan føles det i hvert fald, når jeg forsøger at få dem til at makke ret. Men du kan ikke tvinge ord til at arbejde sammen, de har en egen vilje og fungerer kun, hvis du er lydhør over for deres ønsker. Sådan er det, hvor kryptisk og tåget det end lyder. Dette indlæg udstiller en lille række af digtets mange, mange sætninger, der indtil videre har nægtet af føje sig. Måske fordi jeg som udgangspunkt havde en meget stor og vild idé om, hvad digtet skulle udtrykke. Det skulle være en skabelsesberetning og en apokalyptisk fortælling, begge dele indpakket (læs: presset ind) i en lyrisk form. 

Jeg har en stor forkærlighed for religiøse mytologier, og mens jeg skrev digtet, var jeg påvirket dels af Johannes' Åbenbaring fra Det Nye Testamentet, dels af en bog med skriverier af den katolske middeelaldermystiker Hildegaard von Bingen, samt en videoinstallation jeg havde oplevet på Aros (som jeg nu har glemt hvad hed, såvel som hvem der havde lavet den). Parret med min hang til det romantiske og lidt svulstige fik jeg skabt en meget usammenhængende, kompliceret tekst. Siden har den ligget gemt på min pc, taget frem og genlæst med jævne mellemrum, men uden at jeg er kommet nærmere en løsning. Jeg har en mistanke om, at jeg fra starten har lagt mig for fast på en form og idé, som ikke er gangbar, og skrevet teksten så meget ud samt forelsket mig i så mange af digtets sætninger, at det er for sent at lave den om, så den bliver et funktionelt hele. Jeg vil ikke offentliggøre teksten i sin helhed, for det ville blive en forvirrende oplevelse for enhver læser, men ovenstående sætninger er tekststumper som jeg stadig håber engang at kunne vriste noget fornuftigt ud af.