Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, men skal jeg huske noget, bliver det
hånden. Hans hånd der lægger sig omkring mit hoved midt under en høflig
omfavnelse, blidt og mærkeligt akavet, så der går flere minutter før jeg
opfatter bevægelsen, forstår hvad der er sket. Da har vi allerede sagt farvel,
jeg er gået videre, han er ude af syne, og selvom jeg forsøger, kan jeg ikke
tænke på andet end denne forsigtige, flygtige bevægelse. Jeg prøver at dissekere
den, afkode dens betydning, men må give op. Den rummer intet skjult løfte eller
budskab, blot en spontan, overrumplende berøring, en vag, forsøgsvis ømhed der
aldrig senere bliver forklaret eller gentaget. Noget i mig begynder at synge
ganske, ganske sagte, og jeg har ikke magt til at stoppe det. Ikke længere,
ikke endnu.
Jeg holder endnu kulden fra livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar