Om natten lå Elsa under den tunge dundyne og lyttede. Hvis
det ikke regnede eller sneede eller blæste for meget, lod tante Flora hende
have vinduet på klem. Men selv når det var lukket, lå Elsa i mørket og lyttede,
med det ene gardin trukket fra, så hun kunne se op på himlen, hvis hun ikke
kunne sove. Og hvis natten ellers var stille, og hun koncentrerede sig nok, med
høresansen spændt ud som en buestreng, kunne hun høre stjernerne hviske sammen
og planterne bevæge sig i hver deres bane. Og bag disse lyde, hvis hun virkelig
anstrengte sine ører til det yderste, kunne hun høre universets åndedrag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar