Om at skrive

At skrive. Det er både det sværeste og det letteste i verden. Siden efteråret er jeg begyndt at tjene penge på det. Jeg skriver tekster til virksomheder, hjælper dem med at præsentere sig selv mere formfuldendt. Det giver ikke den store indkomst lige nu, men det er nu alligevel rart at vide, at jeg kan tjene lidt på at skrive, efter at have gjort det gratis i så mange år. 

Det er første gang, jeg har tjent penge udelukkende på mit ordtalent. Spøjst nok, siden det i årevis har været den ene ting, som jeg fik at vide, at jeg for alvor var god til. Okay, det er ikke det eneste jeg kan finde ud af. En del forfattere kan lide at prale med, på en underlig bagvendt måde, at de var nødt til at blive forfattere, fordi de ikke kunne finde ud af andet end at skrive. Sådan har det nu aldrig været for mig, men når der var noget, jeg ikke excellerede i, kunne jeg altid få at vide, at jeg var god til at skrive. Jeg tænkte aldrig rigtig over det, når folk kommenterede det, for det har altid føltes helt naturligt, på samme måde som jeg ikke tænker over, hvorfor jeg har ti tæer og to øjne. Så da min filosofiprofessor på universitetet kritiserede mit forsøg på at skrive en opgave om tyske filosoffer i Mellemkrigstiden (jeg hadede filosofi som pesten og kom kun igennem opgaven, fordi den handlede om kultur og årsagen til menneskets kreativitet), men afsluttede med at bemærke, at jeg trods alt skrev godt, tænkte jeg ikke videre over det. Heller ikke en del år senere, da jeg sagde mit job op efter endelig at have indset, at jeg umuligt kunne finde mig til rette på den arbejdsplads, og desuden havde fået en fornyet tro på, at jeg reelt havde et talent for at skrive litteratur i en eller anden udstrækning, og jeg derfor var nødt til at forfølge den drøm frem for at blive hængende i et trist akademikerjob uden udsigt til andet end penge og en flot titel. Min chef var vist i hemmelighed lettet over at slippe for mig, da vores samarbejde havde været temmelig katastrofalt, men han bemærkede alligevel til slut, at jeg var utrolig dygtig til at skrive. En bemærkning der undrede mig, da mit job havde indeholdt en lang række opgaver, hvor det at skrive kun var en del af det. Men skrive var åbenbart det, han bed mærke i. 

Hvad er så pointen med de her anekdoter? Tja, det er gået op for mig, at jeg hurtigt kan glemme, at jeg rent faktisk har et talent for at skrive. Det sker typisk, når jeg er gået i stå og ikke får skrevet regelmæssigt. For problemet er, at selvom jeg kan ryste fagtekster ud af ærmet til enhver tid, er det langt sværere at skrive kreative tekster. Eller fiktion eller hvad man nu skal kalde dem. Litteratur er en anden term, men det er et ord jeg stadig er for ydmyg til at bruge. Når jeg ikke har skrevet et stykke tid, får jeg svært ved at tro på mit talent. Det er uhyggeligt nemt at miste troen på sig selv, at tale sig selv ned og være kritisk over for det, man skriver. Derfor kommer det bag på mig, når jeg pludselig opdager, at noget jeg har skrevet faktisk er godt. Det bliver også sværere at skrive, fordi jeg bliver ekstra kritisk omkring det jeg skriver.

Det svære ved at skrive er netop, at man skal have en god fornemmelse for, hvornår noget er godt og hvornår det er skidt, hvornår teksten fungerer og hvornår den ikke gør. Men den kreative proces er skrøbelig, fordi man netop skal skrive på en helt anden måde end ellers. Det er derfor, du ikke nødvendigvis kan skrive litteratur, selvom du er en god journalist eller tekstforfatter. Du trækker ikke på de samme energier, når du skal skrive faglige tekster. Der er ingen sikker manual for, hvordan du skriver god fiktion. Men det bedste er at lukke støjen ude. At lade være med at tænke, men bare gøre det. Det handler om at nå en form for nulpunkt i sindet, hvor underbevidstheden tager over. Det er svært, men det kan fremprovokeres, hvis du går forsigtigt til værks. En kendt metode er automatskrift, hvor du simpelthen skriver uden at tænke, skriver lige hvad der falder dig ind. Et af de bedste eksempler på dette er sandsynligvis Julia Camerons berømte 'morgensider', hvor man skriver 3 A4 sider i hånden hver morgen lige når man står op. Jeg er ikke sikker på, at det fungerer så godt for mig - min erfaring er, at jeg skriver lettere, hurtigere og bedre, når jeg bruger en computer. Og så er 3 sider meget at skrive. Men mindre kan også gøre det. Jeg har for nyligt genoptaget automatskriften, og har indtil videre været glad for resultatet. Der kommer ofte interessante tanker, billeder og ordsammensætninger frem, når jeg skriver ud i et uden at tænke, men bare lade skriften udvikle sig, som den selv har lyst. Det kan se ud på mange måder, men her er en af de løse 'automattekster', som jeg et godt tilfreds med. Som helhed er teksten selvfølgelig noget rod, men billederne i teksten er alligevel interssante:

Den nye murmaling brækkede af i tykke flager. Trolden skjuler sig under gulvet, søger at sulte skammen væk. De itubrudte eventyr som soldaterne trampede på med brune støvler, glinsende af ny sværte. Kigger du på birketræerne ud af øjenkrogen, ser du et kort sekund, hvordan de kærtegner hinanden med langfingrede grene. At sidde helt stille midt i strømmen og plukke stjernerne som umodne kirsebær. Natten der aer min kind, stryger mig over håret med sin fløjlstunge. Året der rasler med skørterne, stikker lemmet frem og tisser i en stor purpurstråle ind i fremtiden, som ømmer sig og gnider nakkens ømme pletter, hvor bylder vokser frem som rosenknopper.

Hjerterne

Hjerterne råber på frisk kød
Og sliber tænderne

Efter Bruxelles

Et barn der skriger i mørke gange. Røgen fra et udslukt bål, i gløderne ligger afrevne hænder, der stadig griber jernstænger og smeltede plasticsæder med smuldrende skumgummifyld. 

Hvordan giver man plads til gruen, til skrigene og til angsten, når man ikke selv kender den, når den blot er et fjernt ekko? I dag sker det, tænker jeg, eller måske ikke lige i dag, men snart, lige om hjørnet venter bomben, maskingeværet, manden eller kvinden med de brændende øjne, der ikke længere ser. Om lidt bliver min verden opløst, asfalten smelter og brostenene flyver af sted med et vedhæng af jord og sod. Hvor meget blod vil der være, tænker jeg, hvor meget vil det bløde, hvad vil jeg miste? En arm, et hoved, en fod? Bliver jeg blind af eksplosionen, mister jeg stemmen af at skrige, vil jeg i det hele taget skrige eller bare være stum, fordi jeg hele tiden har været beredt, hele tiden har ventet dette? Går jeg ind i infernoet med oprejst pande? Nej, for det vil komme pludseligt, jeg vil ikke opdage det, før det er sket, ikke registrere noget før jeg hører braget, måske end ikke da. Kaos kommer, også til disse velordnede gader med sirlige cykelstier, blanke fortove, velfriserede butiksfacader.

Du kan ikke vaske mørket væk. Djævlen tager stadig bidder af verden, tygger og bøvser mens han blotter sine hugtænder.

Din sjæls stenlampe

Gik du endelig en morgen bort fra din sjæls stenlampe og lod den stå død tilbage i skoven, som slugte den og voksede i den.
Den var smuldret bort, da du kom tilbage efter tusind år, den var blevet til sand og støv og løbet bort med kilderne i græsset.

- Ole Sarvig, fra Mangfoldighed

Ole Sarvig er en af de digtere, som de færreste kender i dag. Og han er en af de få digtere, som jeg kan blive fuldstændig opslugt af. Hans poesi er gennemsyret af noget mystisk, en underfundig underfuldhed, hvor verden er sær og ukendt og frembringes gennem let messende beskrivelser, et mytisk sted hvor alt kan ske. Jeg er en stor beundrer af hans stemningsskabende sprog, og forsøger at efterligner det i mine egne tekster. Men jeg har endnu ikke skrevet noget så godt som vendingen "din sjæls stenlampe".

Jeg ønsker

Jeg ønsker
at du vil presse
drømmene
ud af mig

Make 'em laugh?

 

Hvornår er man sjov på skrift? De færreste tænker videre over det, men noget af det sværeste, man kan give sig i kast med, er faktisk at skrive noget sjovt. Jokes, comedy, satire eller bare slet og ret vittige tekster. Det er skidesvært. Derfor har jeg i mange år ikke anset mig selv for at være sjov på skrift. Nogle af mine yndlingsforfattere er virkelig sjove på den der overlegne, elegante måde, hvor humoren løber som en rød tråd gennem teksten. Diana Wynne Jones er f.eks. afsindig morsom i de fleste af sine bøger. Som barn læste jeg Howl's Moving Castle (dansk: Det magiske slot) en milliard gange, fordi hele interaktionen mellem hovedpersonerne var så utrolig sjov. Ikke på den der falden-på-halen-facon, som især dyrkes nutildags, men slet og ret morsom på den listige, underspillede måde, hvor replikker, optrin og interaktion mellem personerne var så vittige, at det var til at falde i svime over. Én ting er at skrive en smuk og dybtfølt tragedie, men oh, at få folk til at le - findes der noget bedre? Det er også én af grundene til, at Jane Austen den dag i dag er en verdensberømt forfatter - hendes bøger svømmer over af den der elegante, engelske humor, hvor man ikke bryder sammen af grin, men blot sidder og klukker og smiler og morer sig gevaldigt. I det hele taget er der ikke noget bedre end intelligent humor. Det er én af grundene til, at jeg knuselsker gamle Bournonville-balletter og en hel del indiefilm - fordi de er sjove på en måde, så man føler sig beriget og klogere af at have set dem.

Der er selvfølgelig også den knap så sofistikerede humor, der til gengæld får én til at grine højlydt. Jeg har et lidt modsætningsfyldt forhold til chick lit, fordi jeg finder de fleste bøger i genren dumme og overfladiske. Men jeg elskede Bridget Jones-bøgerne (1 og 2 vel at mærke) for deres lune selvironi, og uanset hvor fjollede og ofte tåkrummende pinlige bøger, Sophie Kinsella spytter ud på bogmarkedet, har jeg altid haft et ømt punkt for hende, siden jeg for mindst 10 år siden læste Can you keep a Secret? Udelukkende fordi det er én af de få bøger, hvor jeg grinede højlydt næsten hele vejen igennem.

Humor er en svær kunst at mestre, fordi det er så forskelligt, hvad folk synes er sjovt. Og selvom noget er sjovt, er det ikke altid sjovt nok. Så jeg har aldrig haft ambitioner om at skrive sjov litteratur, eller i det hele taget være morsom på skrift. Det var for ærefrygtindgydende, så hellere skrive dybfølt og ophøjet om tragedier, om mord, stormfulde nætter og ulykkelig kærlighed. Alligevel er det en gang imellem smuttet for mig, og jeg har skrevet noget, som trak i modsat retning. Eksempelvis på mit skriveophold på Testrup Højskole, hvor en smuk og poetisk gendigtning af folkeeventyret Vildering Kongesøn og Miseri Mø pludselig blev punkteret af litterær slapstick på syre, hvor diverse fiktive koryfæer som Marilyn Monroe, Othello og Marcus Antonius (altså Shakespeares Antonius, ikke den virkelige person) dukkede op og begyndte at te sig åndssvagt. Det blev lidt søgt i sidste ende, da de to spor i teksten skulle flettes sammen, og i længden kunne jeg ikke opretholde slapsticken, selvom min skrivelærer vist var mere begejstret for den del end for den dybfølte tragedie.

De seneste par år har jeg samvittighedsfuldt holdt humoren ude af min fiktion, hvor jeg som udgangspunkt ikke synes, den har noget at gøre. I stedet er den lige så stille drysset over i andre tekstformer. Da jeg for lidt over 2 år siden begyndte at blogge om kultur, sneg der sig lige så stille en mærkelig selvbevidst, skæv humor-agtig tone ind i flere af mine indlæg, uden at jeg tænkte nærmere over det. Indtil jeg forleden skrev to tekster, som prompte og fra to forskellige sider fik mærkatet 'sjove'. Især den seneste tekst, en sidste øjebliksagtig nytårsopsummering af mine kulturoplevelser i 2015, havde jeg absolut ikke tænkt som sjov (egentlig syntes jeg ikke engang at den var på højde med et par af de tekster, jeg skrev omkring nytåret 2014). Men lige efter nytår fik en ny bekendt et link til teksten, som han læste, mens jeg sad ved siden af og var sådan lidt 'nå ja, det bras'-agtig. Indtil han begyndte at klukke, mens han læste. Flere gange. Og bagefter rakte mig computeren tilbage og udbrød, at han ikke havde troet, at jeg var humorist. Øh hvad?

Men anyway, hele pointen med det her indlæg er, at jeg faktisk er begyndt at forsøge mig med at skrive en litterær (eller hvad man nu skal kalde det) tekst, der som udgangspunkt er humoristisk. Det er godt nok svært, skal jeg hilse og sige! Og det værste er, at så længe jeg selv sidder alene med det, aner jeg ikke, om det virkelig er sjovt, hvor meget af det der er sjovt, og hvor sjovt det egentlig er. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde bliver den store humorist, men det er alligevel rart at vide, at jeg har en snert af noget morsomt i mig.

Grunden til at jeg skriver et helt indlæg om det (for teksten er højst sandsynligt ikke noget, jeg kommer til at uploade her på bloggen, da det er en længere, sammenhængende historie som ikke gør sig godt i små uddrag) er, at jeg længe har været lidt bekymret over, at de tekster jeg har lagt op har virket en kende alvorsfulde og til en vis grad tungsindige. Hvis der er én ting, jeg ikke har lyst til at være, så er det en af nettets mange emo-digtere, der mest af alt skriver om, hvor hårdt og plagsomt livet er. Bare fordi ens tekster virker en kende følelsesfulde, er det jo ikke et fuldendt billede af, hvad jeg skriver. Derfor vil jeg prøve at dyrke en lidt mere humoristisk vinkel i mine tekster, så må vi se hvordan det spænder af.

Hvorfor jeg skriver

De få øjeblikke, hvor alting står stille. Hvor universet på én gang udvider sig og krymper sammen om ét nu, én tilstedeværelse. Hvor alting bliver stille, klart som vand, destilleret. Hvor verden holder sig respektfuldt på afstand, og tid og rum ophæves for en kort stund. Jeg ved ikke, hvorfor det sker, eller hvad det betyder, men pludselig er jeg et sted i mit sind, hvor alting svæver. Jeg er her, lige nu, i præcis det rum, i min krop, til stede og alligevel ikke. Jeg er ikke længere summen af min hverdag, alting forstørres og bliver til noget mere. Hver bevægelse bliver ladet, på én gang let og tung, tynget af vægten af hele verdens eksistens. Jeg ved aldrig helt, hvad der leder op til disse øjeblikke, hvad der skal til, nogle gange er de bare, og verden forandres for øjnene af mig, træder et skridt tilbage. Det er disse øjeblikke, der får mig til at skrive. Fordi jeg har brug for på én gang at fastholde og beskrive dem. Mine ord er det bedste redskab jeg har til at forklare dem. Andre mennesker tager andre redskaber i brug, og der findes sikkert folk, der aldrig oplever disse øjeblikke, eller hvis de gør, hurtigt glemmer dem igen. Jeg glemmer også. Hverdagen gør sit bedste for at få mig til at glemme, og jeg forsøger også selv at skubbe dem væk. Selve det at blive voksen betyder, at man tvinges til at skubbe dem væk, til at glemme. Mit problem er, at jeg ikke er god nok til at glemme. Jeg husker stadig, og oplever dem igen fra tid til anden. Jeg kan ikke undslippe mine minder, og jeg ved, at hvis jeg forsøger at kvæle dem, vil jeg selv gå under i én eller anden forstand. Derfor må jeg bestandigt jage disse øjeblikke, jage disse få sekunder, hvor alting flyder sammen. Det er som en forelskelse, en følelse af beruselse, men uden at have en genstand for rusen, for denne åndenød, stakåndethed og banken i brystet. Denne følelse er ikke rettet mod et andet menneske, den er bare, på egne vilkår. Den giver alt og kræver alt.